Storsind og skelen til, hvad der tjener ikke bare Danmark, men hele EU bedst,har formentlig aldrig været omdrejningspunktet, når tunge politiske poster er blevet fordelt. Derfor tyder alt på, at Margrethe Vestagers tid som EUs konkurrencekommissær slutter, når hendes femårige periode udløber næste år. Det til trods for, at hun har løftet opgaven på et niveau, der har vakt opsigt over det meste af verden.

Digitaliseringen har gjort verden mere uregerlig end nogensinde. De globale techgiganter Google, Apple og Facebook har opnået en kolossal økonomisk magt og indflydelse på næsten alle klodens menneskeliv. De ved alt, hvad der er værd at vide om os, fordi de fleste af os har begået globale begynderfejl i vores blinde forelskelse i alle de »gratis« tjenester, som vi nu er skræmmende afhængige af.

Den virtuelle byttehandel i form af vores dataspor forekom for ti år siden meget mere uskyldig, end den er. I den virkelige verden ville vi jo f.eks. aldrig gå med til at forære billeder af vores børn til en fremmed. Og da slet ikke uden modydelse. Men det er, hvad der er sket. Det bytteforhold må og skal laves om.

Den bedste til opgaven

Det er uhyggeligt svært. Men kan det lade sig gøre, så er EU et af de få redskaber, der er magtfuldt nok til at gennemtvinge f.eks., at en større del af techgiganternes enorme formuer bliver beskattet. Det er også kun EU, der har muskler nok til at sætte de firmaer under en form for moderne demokratisk kontrol.

Hvordan sådan en så ser ud, aner jeg ikke. Det kræver udsøgt gode hoveder at finde den slags løsninger. Sådan et sidder der heldigvis på Margrethe Vestager. Hun er dybt respekteret og frygtet, fordi hun bl.a. er lykkedes med at få idømt Google en bøde på 18 milliarder kroner. Sikring af den fri konkurrence, kontrol og lovgivning om de virtuelle forretninger er en uhyre vigtig international politisk dagsorden, som Vestager står i spidsen for.

Hun er godt nok dansker. Men i denne sammenhæng er det ikke vigtigt. Det vigtige er, at hun anses for at være den bedste til at løse den opgave på vegne af alle EU-landene. Derfor ville det være fornemt, hvis de danske politikere kunne gøre en undtagelse og se stort på, hvem af kollegerne der nu står for tur til et spændende job i Bruxelles.

På det hjemlige plan ville en genudnævnelse af Vestager også være en tiltrængt anmodning om at dæmpe den populistiske mobning af alt, der rækker op over middelmådigheden.

De alt for mange, der bare hader EU og afskyr Margrethe Vestagers person, kunne måske formildes lidt ved at omtale hende som en politisk udgave af Caroline Wozniacki.

Alle vi alt for forsigtige EU-begejstrede kunne tage afsæt i netop Vestagers ressort og forklare alle skeptikerne, hvor nødvendig EU er for, at vi overhovedet har en smule indflydelse på vores egen virtuelle fremtid.

Vi ville måske endda begynde at diskutere reelle store politiske spørgsmål. Danmark trænger til et skud Macronisme, hvor de betingelser, som de kommende generationer skal leve under, er på dagsordenen fremfor, om man kan købe et par jyske kryds tilbage ved at flytte Teleankenævnet til Haderup.