SYDAFRIKA: For at give så mange sydafrikanere som muligt lejlighed til at sige farvel til den tidligere præsident og landsfader, Nelson Mandela, som døde torsdag aften, bliver hans kiste kørt i kortege tre gange i hovedstaden Pretoria, skriver AFP.
Selve begravelsen finder først sted søndag 15. december i Mandelas fødeby Qunu i overværelse af kronede hoveder, statsledere og andre internationale dignitarer, men forinden har myndighederne besluttet, at sydafrikanerne, i det omfang det er praktisk muligt, skal have lov til at vise Nelson Mandela den sidste ære.
Fra onsdag til fredag vil Nelson Mandelas kiste stå på lit de parade i regeringshovedkvarteret Union Buildings, der også rummer præsidentens kontorer i Pretoria. Her er det dog kun særligt inviterede, der har lov til at komme.
Til gengæld vil kisten hver morgen i løbet af de tre dage blive ført i kortege gennem Pretoria, og her opfordres hans landsmænd til at tage opstilling langs ruten.
Der vil i ugens løb desuden blive holdt en række mindehøjtideligheder, der starter søndag i kirker og moskeer.
Den største ceremoni finder sted tirsdag på det stadion i Johannesburgs, Soccer City, hvor start- og slutkampen under Sydafrikas VM-værtskab i 2010 blev spillet, og hvor Mandela for sidste gang viste sig offentligt.
Også den begivenhed vil få deltagelse af mange stats- og regeringschefer.
Lørdag flyves hans kiste til Mthatha i den østlige Cape-provins, hvor det regerende ANC-parti vil tage afsked med Mandela. Efter det føres hans kiste til Qunu, hvor begravelsen finder sted næste dag.