Der er blikke og øjeblikke, som for altid vil glimte i livets bagage.

Minutter eller sekunder, der stadig kan få gåsehuden frem og hårene til at rejse sig.

Det var midt i marts 1999 på en råkold eftermiddag, hvor Sydafrikas præsident, Nelson Mandela, kort forinden var landet i Kastrup Lufthavn.

Mandela, der et par måneder efter ville gå af og videre over i historien som Sydafrikas første sorte præsident, var i København for at takke for den støtte, som det officielle Danmark og mange danskere individuelt havde ydet under kampen mod apartheid. Et af bidragene var boykot af sydafrikanske varer.

I Kastrup blev Mandela sammen med sin hustru, Grace, modtaget af dronning Margrethe og prins Henrik og placeret ved dronningens side i kongehusets store gamle limousine, kaldet Krone 1.

Af sted gik det fra Kastrup mod Christiansborg, hvor garderhusarer i fuld galla og med trommer og horn stod klar til at eskortere kortegen gennem det indre København, hvor flere tusinde mennesker havde taget opstilling på begge sider af Strøget.

Kort før kortegen ville ankomme, tog jeg sammen med en kollega på Berlingske Tidendes redaktion, der ligger få hundrede meter fra Strøget, en hurtig beslutning og løb hen for at få et glimt af ikonet.

Pivkoldt var det, så jeg huskede at få mine sorte skindhandsker med.

Nede på Strøget kunne vi høre lydene af horn, trommer, hestesko og hyldestråb, der kom nærmere og nærmere. Og så dukkede Krone 1 op i den tætpakkede gade. Nelson Mandela storsmilende, tilbagelænet vinkende med en behandsket højrehånd i det bløde sæde - gudskelov til den side, hvor jeg stod.

Pludselig var han ud for mig. Var det en indskydelse, eller havde tanken ligget i baghovedet? Jeg ved det ikke, men jeg gjorde det.

Knyttede min højre hånd og bøjede armen ud i en vinkel, hvor Mandela ville kunne se den gennem vinduet.

Under kampen mod apartheid var den knyttede hånd, med eller uden handske, frihedsbevægelsen ANCs hilsen, som Mandela blandt andet brugte den dag i 1990, hvor han blev løsladt fra fængslet.

Ni år senere hang min arm med den knyttede næve der i frostluften på Strøget foran Krone 1 og Nelson Mandela, der vinkede bag ruden.

Så reagerede han.

Lænede sig fremad.

Rettede sine øjne mod mine.

Knyttede smilende sin højre hånd og SÅ på mig længe nok til, at der i et par sekunder blev skabt kontakt og en fælles fornemmelse for øjeblikket.

Hånden, smilet og øjnene.

Krone 1 gled forbi.

God rejse Mandela.