På grund af sin stålsatte vilje til at kæmpe imod Apartheid-styret i Sydafrika i alle frihedskampes moder, er Nelson Mandela blevet et forbillede. Det er ikke nødvendigvis let at lave en god film om et ikon, men det har til gengæld været umuligt for mange filminstruktører ikke at blive inspireret af sådan en fantastisk skæbne. Hele to danskere er på den lange liste over vigtige og vægtige film om eller inspireret af Nelson Mandela.
Mandela: Vejen til frihed (2013)
Allerede 23. januar har det nyeste forsøg på at lave en biografisk film om Nelson Mandela - ”Vejen til frihed” - premiere i de danske biografer. Filmen dækker historien fra barndommen til det tidspunkt, hvor Mandela bliver præsident, og filmen er da også baseret på hans egen selvbiografi. Harvey Weinstein står som en af producenterne, så det er en film, vi kommer til at høre mere om, når tiden for Oscar-nomineringer nærmer sig.
Invictus (2009)
Clint Eastwood så rigtigt, da han valgte Morgan Freeman til at spille Nelson Mandela i ”Invictus”. Der er tale om et flot og rørende drama om, hvordan man op til verdensmesterskabet i rugby i 1995 forsøgte at samle det apartheid-plagede land bag et landshold, der indtil da overvejende havde bestået af hvide spillere. Men sådan var det jo med alt, hvad der betød noget i det sydafrikanske samfund. Nu skulle det ændres, så ikke kun de hvide Sydafrikanere heppede på hjemmebaneholdet.
Farvel Bafana (2007)
Der er godt nok en ny biografisk film på vej om Nelson Mandela, men hvis man er mere specifikt interesseret i hans mere end 30 år i fængslet på Robben Island, kan det være en god ide at se nærmere på Bille Augusts ”Goodbye Bafana”. Tiden i fængslet er sobert skildret med Dennis Haysbert (alias præsidenten i tv-serien ”24 timer”) i hovedrollen. Solid biopic uden det helt store vingefang, der også er skæmmet af en lidt stiv Joseph Fiennes i rollen som Mandelas modstander og i sidste ende også ven i fængslet.
Mandela (1996)
Dokumentarfilmen fra 1996 med mandens eget navn er det bedste bud på to timer om, hvordan historien om Nelson Mandela i virkeligheden udfoldede sig. Både Nelson Mandela, Winnie Mandela og apartheidstyrets sidste præsident, F. W. de Klerk, deltager med vidneudsagn. Filmen er produceret af blandt andre Jonathan Demme og blev nomineret til en Oscar for Bedste Dokumentarfilm.
Dilemma (1962)
Henning Carlsen var blot en af mange i Danmark, der var bekymret for den politiske udvikling i Sydafrika i begyndelsen af 1960’erne. Han valgte at tage til landet og indspille ”Dilemma” i al hemmelighed. Filmen var baseret på en roman af Nadine Gordimer, og resultatet blev en godt nok lidt primitiv men alligevel også modig og rebelsk film om et plaget land og skæbnerne i det. To måneder efter Carlsen kom tilbage til Danmark med sine filmruller, blev Nelson Mandela arresteret i Johannesburg og sendt i fængsel. Senere fik Carlsen lejlighed til personligt at overrække Mandela en kopi af sin film, da han var i Danmark i 1990’erne. Udover traileren ligger hele filmen også på YouTube.