SYDAFRIKA: Selv om landsfaderen Nelson Mandela døde sent torsdag aften, er stemningen i Sydafrika høj. Man fejrer nemlig frihedsheltens liv frem for at begræde hans død, lyder meldingen fra journalist Kristian Skov fra Berlingske, der befinder sig nær Mandelas hjem i Johannesburg.

»Her er vel 3-400 mennesker, der kommer forbi med blomster og synger festsange for Mandela. Her er ikke en stemning af sorg - tværtimod. Folk hylder deres store leder,« fortæller han.

Gadebilledet omkring Mandelas hus både er præget af sorte og hvide sydafrikanere, der alle hylder manden, som i 1994 blev Sydafrikas første sorte præsident efter at have tilbragt 27 år i fængsel.

»Her er selvfølgelig en overvægt af sorte mennesker, men her er også mange hvide, især mange ældre hvide mennesker, der tydeligvis også har boet hernede under apartheid-tiden. Så jeg tror, at den her dag også er betydningsfuld for de hvide hernede,« siger journalisten.

For at ære Mandela har Sydafrikas præsident, Jacob Zuma, der offentliggjorde Mandelas død sent torsdag aften, beordret, at der skal flages på halvt i hele landet indtil begravelsen.

»Det er ifølge mine oplysninger ikke meldt ud, hvor han skal begraves. Men det er klart, at det også er et stort økonomisk spørgsmål, for selvfølgelig bliver hans grav et stort turistmæssigt tilløbsstykke,« siger Kristian Skov til Berlingske Nyhedsbureau.

Nelson Mandela døde i sit hjem i Johannesburg efter længere tids sygdom. Han blev 95 år.