Vi danskere er grundlæggende et godt og ordentligt folkefærd. Vi er ret gæstfrie. Men i løbet af de seneste godt og vel 50 år har vi oplevet en tiltagende indvandring til Danmark, hvor vi har været nødt til at spørge os selv, hvor langt gæstfriheden skal række. Vi er blevet tvunget til at tage stilling til, om vi ønsker, at vores samfund forandrer sig på en måde, som går imod alt det, vores forfædre har bygget op.

Som når vi hører i nyhederne, at læretekster om hellig krig og kamp mod de vantro bruges til undervisning på muslimske friskoler.

Som når vi oplever, at muslimske kvinder ikke har mulighed for at integrere sig. Gemmes væk i lejligheder i boligblokkene. Ikke må gå ud – ikke må tale med mænd. Pakker sig ind i store tørklæder og fylder rummene på krisecentrene, når de har fået nok af at være underdanige og er i reel fare, fordi nogle skal redde familiens ære.

Som når små piger fra en meget ung alder iklædes tørklæder for ikke at friste mænd.

Som når vi hører om, at antallet af ikke-vestlige indvandrere på offentlige forsørgelse er over 40 procent.

Som når vi fra Finansministeriet får at vide, at de offentlige kasser hvert år belastes med 36 milliarder kroner på grund af ikke-vestlig indvandring.

Som når vi hører, at indvandrere og efterkommere af indvandrere er stærkt overrepræsenteret i statistikkerne i relation til vold og voldtægt i forhold til deres andel af befolkningen. Og hvad med de boligområder, hvor brandvæsen, politi og plejepersonale ikke kan passe deres arbejde, fordi de overfaldes? Hvad med shariaråd og imamer, der lærer deres tilhørere at hade alt det, vi repræsenterer her i Danmark? Hvad med hårdkogte bander, som i høj grad også består af folk med udenlandsk baggrund, der skyder i gaderne?

Berlingske bragte for nylig en analyse, der viste, at 92 procent af danskerne vil have, at indvandrere tilpasser sig den danske kultur. Men det er jo netop det, mange indvandrere fra specielt muslimske lande ikke gør.

Derfor nytter det ikke noget, at vi gang på gang trækker på skuldrene.

Retorikken fejler ellers ikke noget fra de andre partier i Folketinget, når de slemme sager kommer for dagen. At Grimhøjmoskéen skal jævnes med jorden, eller at indvandrere skal rejse hjem, hvis de ikke underlægger sig danske værdier. Og vi har da gennemført vigtige stramninger hen ad vejen sammen med regeringen, som har gjort, at vi – trods alt – har fået mere styr på den uansvarlige indvandringspolitik, som Thorning-regeringen førte.

Gode takter hos S og V

Men når det kommer til lovgivning, der batter. Når det kommer til det, som virkelig kan hjælpe på Danmarks udfordringer med den ikke-vestlige indvandring. Når vi taler om et reelt asylstop eller konkrete værktøjer til at sende flygtninge hjem igen, så er det sværere at få gennemført, fordi opfyldelse af konventionerne synes at vægte højere end at værne om Danmarks fremtid.

Det oplevede vi under forhandlingerne med regeringen om et paradigmeskifte i slutningen af året. Her fik vi gentagne gange at vide af ministeriets jurister, at den ene stramning efter den anden ikke kunne lade sig gøre på grund af konventionerne.

Sideløbende med det har vi erfaret, at andre lande i Europa – eksempelvis Tyskland og Cypern – godt kunne gennemføre væsentlige stramninger på udlændingeområdet, eksempelvis hvad angår suspension af retten til familiesammenføring, som vi havde fået at vide, at Danmark ikke kunne.

Juristernes fortolkninger af konventionerne er én ting. Politik er en anden ting. Derfor skal man holde op med at bruge embedsværket som et skjold mod at gennemføre de nødvendige stramninger på udlændingeområdet. Jeg håber, at tonen bliver anderledes, i de fortsatte forhandlinger med regeringen om et paradigmeskift.

For der er gode toner fra både Socialdemokratiet og Venstre i forbindelse med udlændingepolitikken. Senest har vi eksempelvis set, at Socialdemokratiet i et såkaldt valgoplæg fortæller om de ambitioner, de har på udlændingeområdet de kommende år.

Der er gode takter i meget af udspillet. Men igen synes jeg, at tingene bliver trukket helt unødvendigt i langdrag. For hvorfor et valgoplæg nu?

Man kan jo kun gisne om bevæggrundene, men umiddelbart synes det da nemmere for Socialdemokratiet at lægge stemmer til en strammere udlændingepolitik nu, end det bliver for dem at få deres udspil gennemført efter et valg, hvor de, hvis de får flertal, måske er afhængige af Enhedslisten, Alternativet og de Radikale. Der er for meget snak og for lidt handling fra de andre partier, når det gælder udlændingeområdet.

I stedet for afspores debatten med enkeltsager. Om Mohamed fra Somalia, som er i arbejde og derfor ifølge andre partier i Folketinget er selvskrevet til at blive i Danmark. Men hvad hvis Mohamed bliver fyret i morgen? Skal han så hjem? Er Mohamed virkelig en retvisende case at hive frem i medierne, når det er en kendsgerning, at flygtninge fra Somalia er nogle af de flygtninge, som er allersværest at integrere? Lad mig eksempelvis minde om, at 43 procent af de personer, der har modtaget kontanthjælp i mere end ti år, kommer fra ikke-vestlige lande.

I vores nabolande Sverige og Tyskland oplever man i øjeblikket konsekvenserne af den massive indvandring fra primært muslimske lande. Bydele med massevis af skyderier, hele områder, der nærmest kun er befolket af folk fra muslimske lande. Utryghed for kvinder og overfald på jøder. Den eneste grund til, at vi ikke har den samme situation her i Danmark er, fordi vi har formået at få strammet udlændingepolitikken i de perioder, hvor Dansk Folkeparti har haft indflydelse.

Vi må ikke ende som Sverige

Men vi har stadig lang vej igen. Vi skal ikke acceptere en ideologi i Danmark, der er i fuld gang med at forsøge at undergrave vores levevis. Vi må ikke ende som Sverige.

Det er Dansk Folkepartis største opgave at få begrænset tilstrømningen af indvandrere fra ikke-vestlige lande. Specielt indvandringen fra lande i Mellemøsten og Nordafrika.

Netop derfor finder vi det perspektivløst, at kræfterne eksempelvis bruges på integrationsgrunduddannelsen målrettet flygtninge, der også har den krølle, at de flygtninge, der tager uddannelsen, automatisk optjener retten til dagpenge. Flygtninge skal ikke integreres. De skal hjem, når det er muligt. Det vil også sikre, at antallet af flygtninge begrænses, og at der sættes en stopper for utallige familiesammenføringer og dermed en endnu større stigning i indvandringen fra muslimske lande.

Det anerkendte Pew Research Center har for nylig udgivet en rapport, der blandt andet viser, hvor stor andelen af muslimer vil være i Europa i 2050. Hvis migrationen fortsætter i et højt tempo, vil 16 procent af Danmarks befolkning i 2050 bestå af muslimer. I vores naboland, Sverige, vil tallet være 30,6 procent. Tallene viser, at vi er nødt til at få taget hånd om udfordringerne med befolkningen fra muslimske lande og at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at begrænse antallet. Netop derfor kæmper vi i Dansk Folkeparti en kamp for en stor omlægning af dansk asylpolitik.

Helt konkret har vi i øjeblikket en udfordring med dem, der er kommet til Danmark på grund af krigen i Syrien. I 2018 og 2019 er der udsigt til et stort antal familiesammenføringer. Sideløbende med dette ser vi, at flere områder i Syrien nu er på vej mod mere fredelige tilstande. Flere af de flygtninge, som kun har haft ressourcer til at flygte til nærområderne, er nu på vej hjem for at genopbygge deres land.

I Dansk Folkeparti mener vi derfor, at det er helt uholdbart med familiesammenføringer for syrerne nu. Deres fremtid er ikke her. Deres fremtid er i Syrien. Dernæst skal det også fremover være reglen og ikke undtagelsen, at flygtninge skal hjem igen, så snart muligheden er der. Vores land kan ikke bære en større indvandring fra især muslimske lande. Jeg ønsker nemlig ikke en fremtid for Danmark, hvor sharia vinder frem, og den danske kultur og vores traditioner presses tilbage. Derfor er det vigtigt, at vi handler nu. Før det er for sent.