For nylig havde vi i Folketinget en debat om »udenlandske« elever i gymnasiet. Sådan var det formuleret i et beslutningsforslag, der kom fra den røde side i salen. »Udenlandske« elever burde fordeles sådan, at der ikke var flere end 30 pct. på noget alment gymnasium. Der var flere mærkelige ting ved denne debat.
Den første mærkværdighed bestod i selve terminologien. »Udenlandske elever«. Der er ikke nogen klar definition i beslutningsforslaget. Men et sted omtales de pågældende som »to-sprogede« og et andet sted som i modsætning til danske.
Og så nævnes problemerne med Langkaer Gymnasium ved Aarhus, der var meget i medierne sidste år pga. en meget høj andel af elever med ikke-vestlig, muslimsk baggrund, som fik de danske elever til ikke at søge gymnasiet. Så mon ikke, det er det, de mener? Elever med ikke-vestlig, muslimsk baggrund? Så uden at sige det peger de røde partier på den kulturkløft, der eksisterer i alle europæiske lande i dag mellem den oprindelige kristne befolkning og den tilvandrede muslimske befolkning. De røde partier har altså erkendt problemerne – de tør bare ikke sige det rent ud!
Den anden mærkværdighed er, at det kun er det almene gymnasium, der er med i beslutningsforslaget. Hvorfor ikke det tekniske gymnasium eller erhvervsuddannelserne? Der er også mange ikke-vestlige, muslimske elever. Hvorfor skal man kun lave kvoter på det almene gymnasium? Jeg har ikke et svar. Men kunne det tænkes, at folketingspolitikere mest har omgang med folk, der har børn på almene gymnasier, og derfor ikke rigtig har fået øjnene op for problemerne i andre dele af samfundet?
Vi ved jo, at også røde politikere sætter deres børn i privatskoler i folkeskolealderen. Men når de rammer gymnasiealderen, er det sværere at komme væk fra problemerne med kultursammenstød. I hvert fald hvis man ikke vil søge et privat gymnasium.
Med de nuværende regler for ansøgning til gymnasiet er det vanskeligt at forudsige, hvilke gymnasier, der vil blive domineret af danske elever, og hvilke der vil blive domineret af ikke-vestlige elever, og hvor man selv ender med at blive optaget.
Der er en tendens til, at begge grupper ønsker at gå sammen med sine egne. Men med det frie gymnasievalg, hvor man får sin første-prioritet opfyldt, hvis der er plads, og ellers bliver fordelt, hvor der er frie pladser, er det svært at se, hvor man ender. Især i en storby som København. Så er der ikke plads på det dansk-dominerede gymnasium Rysensteen på Vesterbro, risikerer du at blive placeret i det nærmeste gymnasium med frie pladser. Hvis du bor på Frederiksberg er det måske Frederiksberg Gymnasium, hvor der sidste år var omkring 60 pct. ikke-danske i 1. g. Det er nemlig ikke sådan, at danske boligområder har danske gymnasier og omvendt. Jeg kan godt forstå, at mange elever og forældre synes, at situationen er uoverskuelig. Tænk, hvis man har tjent sig op til en god indtægt og en bopæl på det fine Frederiksberg – og så kan man alligevel ikke få sine børn i et dansk gymnasium!
Man risikerer at skulle flytte langt for at være sikker på komme på et gymnasium, hvor de danske er i overtal. Men sådan har det jo været i mange år for danskere, der bor i ghetto-områder. Mange er flyttet, men de, der ikke har ressourcer til det, bor der stadig. Og deres børn går i skoler med et flertal af ikke-danske børn. Dem har de røde partier bare ikke været så lydhøre over for. De har måske selv sat deres børn på privatskoler, eller er flyttet derhen, hvor det ikke var nødvendigt. Men i gymnasiet er det med de nuværende regler sværere. Så endelig vågner de røde op og erkender problemet. Tillykke!
Den tredje mærkværdighed består i, at beslutningsforslaget netop kom fra den røde side, der i år og dag har talt om lyksalighederne ved et »mangfoldigt« samfund og har gået ind for en »human« udlændingepolitik, hvor de har kritiseret Dansk Folkepartis ønske om et stop for indvandring fra muslimske lande.
Den danske udlændingepolitik har gjort, at vi i dag ifølge den uafhængige amerikanske tænketank, PEW, har en muslimsk befolkning på 5,4 pct. (og tallene er formentlig for lavt sat). Hvis ikke Dansk Folkeparti havde fået indflydelse på udlændingepolitikken fra 2001, ville vi formentlig have haft en langt større andel. Den svenske model, som de røde partier af og til har fremhævet som den rigtige, har ført til en andel på 8,1 pct.
Den samme PEW-analyse fremskriver den muslimske befolkningsandel i 2050 ved forskellige scenarier. Hvis vi stopper al muslimsk indvandring nu, vil der i 2050 være 7,6 pct. Uden et paradigmeskift risikerer vi enten 11,9 eller 16,0 – afhængig af presset mod Danmark. Anderledes i Sverige. Hvis de stopper al indvandring i dag, vil de alligevel have 11,1 pct. i 2050. Ellers vil de få enten 20,5 eller 30, 6 pct. Så hvis de røde partier konsekvent havde ført en svensk udlændingepolitik og sørget for, at den ville fortsætte fremover, behøver vi i 2050 ikke at debattere en tvungen omfordeling. Der ville ikke være et eneste gymnasium med færre end 30 pct.!
Jeg er glad for, at de røde partier har forstået, at udlændingepolitikken har alvorlige konsekvenser for os. Også i gymnasiet. Måske er det årsagen til, at S er kommet med et valgoplæg om udlændingepolitik. De kunne også bare tilslutte sig Dansk Folkepartis paradigmeskift.
Marie Krarup er MF (DF) og sit partis forsvars- og gymnasieordfører.