Det falder DF’s Christian Langballe for brystet, at jeg tillader mig at kritisere DF for at svigte. Det må han leve med. For det er berettiget.
Dansk Folkeparti (DF) har slået sig op på udlændingepolitikken, men DF har ikke løst problemerne. Til gengæld lykkes DF dygtigt med at sænke de borgerlige, økonomiske reformer, som de borgerlige partier har forsøgt at søsætte siden 2015. DF gør således dobbelt skade på Danmark. Det, man burde have gjort, har man forsømt. Det, man burde have ladet ske, har man blokeret.
Virkeligheden er, at antallet af uintegrerbare indvandrere og efterkommere stiger. Det falder ikke. Prisen for migrationen fra de muslimske lande stiger. Den falder ikke. 2. generation klarer sig ringere end første. Og det bliver ikke bedre i 3. Problemerne bliver år for år værre – de bliver ikke løst.
Nye Borgerlige vil give en borgerlig regering mandat til at gennemføre en borgerlig økonomisk politik mod et løfte fra regeringen om at løse udlændingepolitikken fra bunden en gang for alle.
Indtil nu har DF ikke vist det mindste tegn på at ville slå ind på den vej. Tværtimod så vi det modsatte i december 2017. Blokade af fornuftige skattelettelser. Pris: Intet »paradigmeskift« i udlændingepolitikken. DFs største svigt indtraf i efteråret 2015 – få måneder efter folketingsvalget. Migrantkrisen rullede henover Europa, og 100.000vis af migranter vandrede op gennem landene.
Som det største parti i blå blok beskyttede DF regeringen, mens Løkke lod migranterne strømme ind over vores grænser. DF sad på hænderne og tillod en migration, som har ændret Danmark for evigt. Hvorfor gør DF så lidt væsen af sig, når det virkelig gælder?
Min konklusion er, at det ansvar falder tilbage på Kristian Thulesen Dahl. Det er hans vilje, at DF først og fremmest skal være større og helst størst. Så må danskernes tryghed og fremtid komme i anden række.
I 2014 gav Kristian Thulesen Dahl et interview til magsinet Ræson. Her slog han fast: »Vi kommer ikke til at stille politiske krav for at pege på Lars Løkke som statsminister«. Og få uger før valget i 2015 sagde han til Jyllands-Posten: »Vi peger ikke på Lars Løkke hverken af hensyn til Lars Løkke eller Venstre. Vi gør det af hensyn til os selv.« Den taktik gjorde DF til et stort parti med 37 mandater.
Efter valget gjorde Kristian Thulesen Dahl, som han havde lovet, og pegede på Lars Løkke uden at stille politiske krav. Til gengæld stillede han krav på vegne af DF: Pia Kjærsgaard skulle være formand for Folketinget. Det blev hun.
På partiets landsmøde I september 2017 sagde Kristian Thulesen Dahl: »Derfor skal vi holde regeringen op på løftet om… at tage forbehold for de dele af konventionerne, som forhindrer os i at smide kriminelle udlændinge ud af landet.«
Men i december 2017 valgte Kristian Thulesen Dahl som bekendt at kortslutte forhandlingerne, fordi det var langt vigtigere for ham at forhindre skattelettelser, end at sikre danskernes tryghed. Det højtbesungne paradigmeskift forsvandt. Men det gør min kritik af DF ikke. Den vil jeg blive ved med at fremføre.