Det lignede et forsøg på forbrødring med støttepartiet, da finansminister Kristian Jensen (V) for nylig bekendtgjorde, at han vil gøre op med sit image som udlændingepolitisk »slapper«.

Efter et kaotisk efterår, der tærede på forholdet mellem regeringen og Dansk Folkeparti, slog Venstres næstformand i søndagens Berlingske fast, at han er tilhænger af en fast udlændingepolitik, og at han har oplevelsen af, at hans holdninger bliver »karikeret af nogle«.

Og det er da også en melding, Dansk Folkeparti tager godt imod, fortæller gruppeformand Peter Skaarup.

»Det er dejligt, at Kristian Jensen mener, at han er skrappere, end han ind imellem lyder. På udlændingeområdet har vi den oplevelse, at Venstre svinger lidt. Så det er fint, hvis Kristian Jensens udmeldinger her skal forstås sådan, at regeringen og DF nu kan tage ordentligt fat,« siger han.

Hvad mener du, når du siger, at Venstre svinger lidt?

»Nogle gange kan man godt få lidt forskellige meldinger fra Venstre, når det handler om udlændingepolitik. Men der må jeg sige, at efter jul har jeg oplevet, at Kristian Jensen har været meget fremkommelig og løsningsorienteret, og det er en god oplevelse,« siger Peter Skaarup:

»Vi håber da på, at der er bedring undervejs – der er i hvert fald mulighed for det. Det er vigtigt for os, at regeringen viser, at den er parat til at handle på det her område. Der er blevet gennemført grænsekontrol og en række stramninger af udlændingepolitikken, men vi skal videre. Vi kan ikke stå i stampe her.«

En »skrappere« Kristian Jensen

Forhandlingerne mellem VLAK-regeringen og DF om en skatteaftale i stor skala og et paradigmeskifte i udlændingepolitikken kuldsejlede i efteråret, og de to parter gik på juleferie med skår i relationen.

Få dage før jul satte DF-formand Kristian Thulesen Dahl et stød ind, da han bedyrede, at det var Kristian Jensens manglende erfaring som finansminister, der var en del af årsagen til, at forhandlingerne led skibbrud.

Det er velkendt, at forholdet mellem Venstres næstformand og DF har været en kende anstrengt. Kristian Jensen har i flere sammenhænge betonet vigtigheden af internationalt udsyn og en liberal tilgang til udlændingepolitikken – værdier, Dansk Folkeparti ikke deler.

Og han gjorde sig heller ikke populær hos støttepartiet, da han i sin seneste bog, »I Danmarks tjeneste«, beskrev DFs »ansvarsfrie løftepolitik«.

I søndagens interview med Berlingske tog Kristian Jensen kritikken fra Thulesen Dahl til sig. Og han understregede, at det alene er regeringens ansvar at genopbygge forholdet til Dansk Folkeparti.

Peter Skaarup, Kristian Jensen er en del af en regering, I har gennemført en lang række udlændingestramninger med, og han er næstformand i det største regeringsparti – har der overhovedet været en grund til at tvivle på hans standpunkt i udlændingepolitikken?

»Som jeg sagde, kan man godt få det indtryk, at Venstre har svinget lidt frem og tilbage. Nogen mener noget, andre mener noget andet – og Kristian Jensen har været en af dem, som med forskellige udtalelser og bogprojekter har fået prædikatet, at han ikke går ind for markante stramninger i udlændingepolitikken. Det er godt, hvis han selv mener, at han er skrappere end det. Det tyder jo godt for os,« siger DFs gruppeformand.

Peter Skaarup øjner en mulighed for at komme nærmere det paradigmeskifte, Dansk Folkeparti krævede som betaling for at gå med til regeringens skattelettelser, og som i første omgang ikke blev til noget.

DF vil gøre op med tanken om, at flygtninge skal integreres i Danmark og vil i stedet forberede dem på at blive sendt tilbage til deres hjemland, så snart det kan lade sig gøre.

»Det lyder, som om der er en selverkendelse i det, Kristian Jensen siger, og at han er oprigtigt ked af prædikatet som slapper. Og så er der jo en mulighed for, at han kan vride sig ud af det prædikat ved at gennemføre det paradigmeskifte, vi har talt om og har forsøgt at få regeringen med på,« siger Peter Skaarup.

Et lækket dokument viste for nylig, at regeringen var klar til at gå langt på udlændingeområdet for at imødekomme jer og talte selv om et paradigmeskifte. Hvorfor var det ikke nok?

»Hvis vi gennemførte det, der lå på bordet, ville det ikke være at sætte lighedstegn med et paradigmeskifte. Det ville være nogle justeringer, ja, men ikke noget, der ville gøre, at mange af de flygtninge, der er kommet til Danmark, ville opleve det at være i Danmark som en midlertidig tilstand. Sigtet er ikke integration – det er hjemsendelse.«

I har entydigt sagt, at I bakker op om Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Hvis Kristian Jensen overtager formandsposten i Venstre, vil I så bakke op om ham?

»Det er ikke til at sige, hvad der kommer til at ske. Det er ikke noget, vi behøver tage stilling til nu. Lige nu er det Lars Løkke Rasmussen, der er formand for Venstre, og det er det, vi skal forholde os til.«

Når han nu har sagt, at han vil gøre op med sit image som slapper, og at han står bag en stram udlændingepolitik, er det så nemmere for jer at forestille jer, at I på et tidspunkt peger på ham som statsminister?

»Ét er, at man siger, at man er skrappere, end man lyder. Noget andet er, hvordan det kommer til at virke. Kommer det til at betyde, at der rent faktisk kommer et paradigmeskifte? Det håber vi, at der gør. Men uanset hvad er det ikke det, vi forholder os til lige nu. Der er jo de statsministerkandidater, der er.«

Mest sandsynligt med VDF-regering

Mens Dansk Folkeparti kvitterer for Kristian Jensens opgør med sit udlændingepolitiske image, er partiet ikke begejstrede for finansministerens melding om, at VLAK-regeringen går til valg på at fortsætte.

Da Kristian Jensen sammen med Kristian Thulesen Dahl i begyndelsen af januar var æresgæst ved de Radikales nytårsstævne i Nyborg, svarede han ikke klart på, om det er tilfældet.

I samme ombæring kaldte Kristian Thulesen Dahl VLAK-regeringen »uholdbar«.

Siden har Kristian Jensen talt med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), og derfor var meldingen i sidste weekend anderledes klar:

»Jeg mener, vi skal fortsætte og gå til valg sammen.«

En dårlig idé, mener Peter Skaarup.

»At Kristian Jensen vurderer, at VLAK er værd at forsøge sig med i en valgkamp, det må han om. Vi synes fortsat ikke, at det er en god idé,« siger DFeren.

Ifølge Kristian Jensen er det ikke kun ham, men også statsministeren, der gør det klart, at regeringen går til valg sammen?

»Det er deres valg – det må de da gerne forsøge sig med, hvis det er det, de tror på i en valgkamp. Det betyder bare ikke, at vi synes, det er en god idé.«

Ville I kunne være parlamentarisk grundlag for en VLAK-regering igen?

»Nu er det meget langt fremme i krystalkuglen, vi kigger her. Vi mener det samme, som vi har sagt tidligere: Hvis der fortsat er et borgerligt – eller et ikke-socialistisk – flertal efter valget, så er det mest sandsynlige en VDF-regering. Det er fortsat det, vi synes.«

Er det dermed usandsynligt at forestille sig, at VLAK-regeringen fortsætter med DFs støtte?

»Jeg tror ikke rigtig, jeg kan komme det nærmere. Vi synes ikke, det er nogen god idé. Vi går bestemt ikke efter det, men det må regeringen da gerne gøre. Det ville også være lidt udsædvanligt, hvis en regering gik til valg på ikke at blive genvalgt. Det behøver bare ikke betyde, at det ender sådan.«

Liberal Alliance og de Konservative har gjort det klart, at de gerne vil fortsætte i regering. Kan du forestille dig, at de to partier i stedet skulle være parlamentarisk grundlag for en VDF-regering?

»Ja, ja, det tror jeg da godt, de kunne være. Det er ikke usandsynligt. Der er forskellige konstellationer og muligheder – det er en af dem,« siger Peter Skaarup.