Præget af snæversyn og smålighed i overensstemmelse med de etablerede værdier. Sådan er ordlyden, hvis man slår ordet småborgerlighed op i Den Danske Ordbog. Dansk Folkepartis belæste og begavede kulturordfører, Alex Ahrendtsen, er derfor helt sikkert bekendt med denne definition af begrebet.

Der er noget paradoksalt, modigt og anarkistisk over denne markante DFer. Alligevel kom det lidt bag på mig, da Ahrendtsen for et par uger siden i en debat om borgerlighed proklamerede, at DF er et småborgerligt parti og er stolt af at repræsentere småborgerlige værdier.

Det overraskende var selvfølgelig ikke, at DF både rummer og eksponerer småborgerlighed. Det har vist været tydeligt for enhver. Men at man ligefrem siger det højt og dermed forsøger at positivere småborgerlighed, det skal Ahrendtsen nu have ros for. Ikke mindst i en uge, hvor DFs seneste annonce, der stiller spørgsmålet: »De fleste somaliske kvinder i Danmark er: En berigelse eller en byrde«, bekræfter partiets ublu omgang med allerlaveste fællesnævner.

Det har partiet før haft stor succes med, men med Socialdemokraternes udlændingepolitiske valgoplæg, er DFs kamp mod islam og indvandring meget langt fra dengang, partiet havde den dagsorden for sig selv. Desperationens omfang over at have sejret af helvede til efter årtiets lange kamp illustrerer Martin Henriksens seneste krav til udlændinge om deltagelse i kristne højtider som en forudsætning for at bliver dansker.

Partiets småborgerlige kernevælgere er helt sikkert voldsomt begejstret jo mere det rabiate snæversyn eksponeres. Men det er dog næppe den slagvare, der kan holde på alle de vælgere, som Løkke og Løhdes partiegoistiske provinspopulisme nu forsøger at købe tilbage ved at flytte rundt på statslige arbejdspladser. Men det er desværre alt, hvad Venstre kan bruge resten af tiden til, som leder af det borgerlige »forretningsministerium«, VLAK, frem mod næste valg. Et valg, der tegner til at blive endnu en meningsløs holmgang mellem to statsministerkandidater, der ligesom sidst vil fornærme os vælgere ved at understrege de store politiske forskelle, som alle udmærket ved ikke eksisterer.

»Graden af uenighed mellem dem, der står på hver sin side af midten, er jo meget mindre end den, som er mellem dem, man angiveligt skal lege, man er gode venner med,« sagde nuværende chefredaktør på Børsen og forhenværende finansminister, Bjarne Corydon, i sidste uge, da han vikarierede for Jarl Cordua i vores radioprogram. Her medgav han samtidig, at det er tåbeligt, at man ofte ikke samarbejder med dem, man har nemmest ved at nå til enighed med.

Kunne landets største og tredjestørste partier sætte sig ud over personlige ambitioner, ville de meget let sætte Småborgerligt Folkeparti i skammekrogen, hvor det så i en længere årrække kunne stå og brokke sig sammen med Enhedslisten. Men det er der formentlig ingen i hverken Socialdemokratiet og slet ikke i Venstre, der har format til, selvom der efterhånden tegner sig et billede af, at det kunne være det tavse flertals ønske. Rød mod Blå er i mange vælgeres øjne en falsk og antikveret modsætning, mens den ansvarlige midte mod de populistiske fløje er den reelle kamp.

Nok er der store forskelle på Danmark og Frankrig – det ved vi alt om efter den sidste uge – alligevel sukker vi nok ligeså højt efter politisk forandring, som franskmændene gjorde, da de med valget af Emmanuel Macron valgte opstandelse fra midten. Nu er det desværre ikke lige til at få øje på en dansk Macron. Sådan en ville jo også være meget udansk. Men man kan da have lov at håbe, at enkelte i den næste generation af politikerne på den danske midte kunne mødes om at hæve niveauet for alle parters skyld.