Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har gennem den seneste tid knyttet tætte bånd og fundet fælles fodslag på flere politiske områder.

Nu lægger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, op til at intensivere samarbejdet med det store oppositionsparti.

Henvendt direkte til S-formand Mette Frederiksen opfordrer han i et interview med Berlingske til, at Folketingets to største partier – S og DF – går sammen om en markant aftale på udlændingeområdet.

Kristian Thulesen Dahl er klar til at lægge stemmer til størstedelen af det store udlændingeudspil, som Socialdemokratiet præsenterede for tre uger siden under overskriften »Retfærdig og realistisk – En udlændingepolitik, der samler Danmark«.

Står det til DF-formanden, skal regeringen i første omgang ikke inviteres med til forhandlingerne.

»Vi er ikke afhængige af, om regeringen siger ja til de enkelte ting. Der er masser af gode takter i udspillet, og man kan sige, at der er tale om et nybrud fra Socialdemokratiet,« siger Kristian Thulesen Dahl og tilføjer:

»Vi deponerer ikke vores ret eller mulighed for at gennemføre det, vi gerne vil, hos regeringen. Regeringen deponerer jo heller ikke den ret hos os.«

Socialdemokratiet har tidligere gjort det klart, at det er »afgørende« for partiet, at en aftale har opbakning fra regeringen. Men Thulesen Dahl kalder det »helt absurd« på den måde at give »vetoret« til bestemte partier.

S: En udlændingeaftale skal være bred

Udlændingeordfører Mattias Tesfaye (S) siger, at Socialdemokratiet er parat til at indgå aftaler på kryds og tværs med udgangspunkt i det socialdemokratiske oplæg – også på denne side af et valg.

Når det gælder den del af udspillet, som handler om omlægning af ulandsbistand, hjælp til nærområder og oprettelse af modtagecentre i nordafrikanske lande, skal regeringen dog være med.

»Det er regeringen, der fører udenrigspolitikken herhjemme. Det står i grundloven. Vi skal ikke tilbage til, at et flertal uden om regeringen fører udenrigspolitik,« siger Mattias Tesfaye.

Alt det andet vil S meget gerne diskutere med Dansk Folkeparti.

»Men det er et særskilt mål for os, at en aftale bliver så bred som mulig. Derfor ser vi helst, at Venstre er med i de aftaler, vi laver,« siger Mattias Tesfaye.

Han peger på, at nogle af punkterne i udspillet allerede er gennemført. Det gælder blandt andet omkring familiesammenføring og højere straffe for at benytte illegal arbejdskraft.

Og det kommende ghettoudspil, som regeringen er på vej med, vil formentlig bringe emner på banen, man kan samles om, mener S-ordføreren.

Ingen berøringsangst

Han fremhæver, at S og DF på flere områder er gået sammen uden om regeringen også på udlændingeområdet.

»Det har vi bestemt ingen berøringsangst over for,« siger Mattias Tesfaye.

Men, påpeger han, generelt skal det socialdemokratiske udspil ses som et forsøg på at bringe de tre store partier, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre, sammen.

»Vores mål er, at skabe stabilitet og bred samling om udlændingepolitikken. Vi skal gerne væk fra, at udlændingepolitik er noget, der diskuteres ud fra to yderpunkter, men at der i stedet er et niveau af bred enighed,« siger Mattias Tesfaye.

Han peger ligesom DF-formanden desuden på, at S og DF ikke har flertal i Folketinget – de mangler syv mandater for at kunne indgå en udlændingeaftale.

»Venstre er stadig et folkeparti i Danmark. Det kan ikke være et selvstændigt mål at lave politik hen over hovedet på den store del af danskerne, der stemmer på Venstre,« siger Mattias Tesfaye.

Kristian Thulesen Dahl understreger da også, at det ikke er »et selvstændigt ønske« for DF, at regeringen ikke er med i en aftale. Han forestiller sig, at dele af aftalen kan indgås med regeringen og andre dele med eksempelvis SF.

Socialdemokratiet har selv betegnet sit udlændingeudspil som et valgoplæg. Men det er for lang tid at vente til efter et valg, mener Thulesen Dahl.

Til det siger Tesfaye, at Socialdemokratiet på de områder, hvor der åbenlyst er uenighed med regeringen, vil forsøge at lave aftaler med Dansk Folkeparti.

V: »Pudsig« melding fra Thulesen Dahl

Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, mener, at det socialdemokratiske udspil er »hult«, og at Thulesen Dahls melding er »pudsig«.

»Udspillet er præcis det samme, som vi har sagt gennem alle årene. Det, der har virket i vores udlændingepolitik, er netop de lave sociale ydelse herunder integrationsydelsen. Og den stemmer de imod. Mette Frederiksen siger A og gør B. Så jeg ser ikke Thulesens hensigt om at ville arbejde sammen med Mette Frederiksen som noget særligt seriøst,« siger han og tilføjer:

»Vi har i årtier kørt et tæt parløb med Dansk Folkeparti, som jeg også føler, at vi har et meget stærkt værdifællesskab med, når det kommer til udlændingepolitikken. Det har Socialdemokratiet aldrig haft.«