Udlændingestyrelsen og Justitsministeriet har igen og igen fastholdt, at ministeriet intet har haft at gøre med den kontroversielle rapport om Eritrea. Senest understreget i en pressemeddelelse fra Justitsministeriet i sidste uge:
»Som bekendt har jeg som justitsminister ikke kompetence til at afgøre konkrete asylsager. Her gælder der et armslængdeprincip,« sagde justitsminister Mette Frederiksen (S), der tirsdag blev suppleret af kontorchef Jakob Dam Glynstrup fra Udlændingestyrelsen:
»Hverken justitsministeren eller andre i ministeriet har haft den mindste indflydelse på denne her rapport.«
Men trods afvisningerne er de to skiftende justitsministre gået langt for at udtale sig om sagen, viser en gennemgang af forløbet.
»Det er en illusion, at der en uafhængighed mellem justitsministeren og Udlændingestyrelsen. Og det er ret tydeligt illustreret med denne sag. Når man ser på det samlede forløb, kommer der en rapport med nogle tilsyneladende kontroversielle konklusioner. Det er svært ikke at se det i lyset af, at der har været en interesse fra ministerens side,« siger Jens Vedsted-Hansen, som er juraprofessor ved Aarhus Universitet og en af Danmarks førende eksperter inden for udlændingelovgivning.
Det højst usædvanlige forløb, der i denne uge kulminerede med, at en anerkendt Eritrea-ekspert trak sig fra rapporten, begyndte tilbage i august. Efter en voldsom stigning i antallet af asylansøgere fra Eritrea sendte Justitsministeriet 13. august en pressemeddelelse ud med overskriften »Minister sætter ind over for stigning af asylansøgere fra Eritrea«, hvori daværende justitsminister Karen Hækkerup (S) sagde:
»Vi er nødt til at blive klogere på, hvem asylansøgerne fra Eritrea er, hvorfor de kommer til Danmark, og om de har et reelt beskyttelsesbehov. Har de ikke det, skal de sendes tilbage.«
Dagen efter ministerens udtalelse – den 14. august – sendte Udlændingestyrelsen intern information rundt til styrelsens medarbejdere om, at asylsagerne fra Eritrea skulle sættes i bero, og blot en uge senere rejste den første danske delegation til Etiopien for at indhente informationer om nabolandet Eritrea. I oktober rejste den anden danske delegation fra Udlændingestyrelsen til Eritrea.
25. november præsenterede Hækkerups afløser, justitsminister Mette Frederiksen (S), styrelsens Eritrea-rapport, og i ministerens pressemeddelelse understreges det, at den kan blive en grundsten for en ny praksis, der kan gøre det vanskeligere end hidtil for eritreanere at få asyl i Danmark.
Politikerne har taget over
Juraprofessor Jens Vedsted-Hansen sidder også i Flygtningenævnet og vil derfor ikke kommentere Udlændingestyrelsens kritiserede rapport, fordi han på sigt kan komme til at tage stilling til eritreanernes asylsager. Men han mener, at sagen om flygtninge fra Eritrea udstiller forholdet mellem justitsministeren og Udlændingestyrelsen.
»Det er bemærkelsesværdigt, at styrelsen pludselig sender en delegation af sted lige efter, at ministeriet har udsendt en pressemeddelelse, hvor justitsministeren er bekymret over det stigende antal flygtninge fra Eritrea. Jeg synes, at rigtig meget peger i retning af, at styrelsen har modtaget signaler fra departementet,« siger professoren.
Vedsted-Hansen tilføjer, at det ikke i sig selv behøver at være problematisk, hvis ministeriet blander sig i den underordnede styrelses arbejde.
»Men så skal man ikke foregive, at styrelsen er en uafhængig instans. Det var været nærmest et mantra i snart 20 år, at der var uafhængighed. Princippet om armslængde er naturligvis bekvemt, for så har justitsministeren ikke samme ansvar over for Folketinget. Men illusionen om armslængde svarer ikke til virkeligheden, og det bør man være åben om,« siger professor Jens Vedsted-Hansen.
Sten Bønsing, lektor i offentlig ret ved Aalborg Universitet er enig i, at der i de to pressemeddelelser bliver lagt pres på embedsapparatet, især Udlændingestyrelsen. Han mener dog ikke, at ministeren er gået over stregen.
»Men vi har set en udvikling, hvor det politiske system tager over. Engang var det domstolene, som fastsatte størrelsen på bøder, nu har politikerne taget over. Ministeren kunne også bare vedtage en lov om, at vi ikke vil have flere flygtninge fra Eritrea – men det ville formentlig være i konflikt med de konventioner, vi har tiltrådt. Og så er der mellemvejen, som vi ser i denne sag: At ministeren sender signaler til embedsfolkene,« siger Sten Bønsing.
En utraditionel indblanding
Claus Juul. juridisk chef i Amnesty International mener omvendt, at ministrenes involvering kan være problematisk:
»Karen Hækkerup kommenterede spørgsmålet om eritreanerne og fact finding-missionen ret højlydt i pressen. Det sætter armslængdeprincippet og uvildigheden under pres og er ikke gavnligt for tilliden til systemet,« mener Claus Juul.
Eva Singer, asylchef i Dansk Flygtningehjælp, kalder det »specielt«, at det er Justitsministeriet, der udsender pressemeddelelserne om sagen.
»Armslængdeprincippet er vigtigt, da ministeren ikke må blande sig i konkret sagsbehandling. Traditionelt har det været sådan, at ministeriet normalt ikke blander sig, hvorefter Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet skal træffe en afgørelse.«
Hverken Karen Hækkerup eller Mette Frederiksen ønsker at kommentere sagen.
Tidslinje over Eritrea-sagen (klik på pilene eller træk i billedet):