Har De også lagt mærke til det? Det sker hvert år. I julen bliver alle reaktionære. Selv de mest opkørte modstandere af vores kulturelle fundament og ønsket om bevaring deraf. Ateister, socialister, enkeltsagspersoner og den øvrige palet af nejsigere springer pludselig ud som små opbyggeligheder.

»Kommunikatørerne« lader plaprestrømmen være og finder, for en stund, mere substantiel beskæftigelse i juleklip og julebag. Hel- eller halvkommunistiske fjernsynspersonligheder koger, steger og braser traditionens retter for åben skærm, til tonerne af lige så traditionel bjældeklang. Krinolinelaget af herlige folk med stærke damebladsholdninger til både dit og dat (nej til madspild, ja til mangfoldighed) futter gran af, vælger julesange til dansen om træet og hygger med gaveindkøb.

I julen sker det modsatte af det, der præger hverdagen. Vi slukker for plathederne om at »tænke ud af boksen«, »sprænge rammerne«, »overskride grænser« og det øvrige, evige, faderopgør med den frygtede tradition. Og så tænder vi for »plejer«. I julen er det okay at ønske, at alt er, som det plejer. Ikke mindst fordi det, der plejer at være, er så godt. Vi vinker farvel til tomhed og selvhævdelse som erstatning for blodets og sjælens bånd. Farvel til opløsning og nedbrydning. Og vi siger goddag til den fælles historie, forpligtelsen og samhørigheden. Julen minder os om noget, der var engang. Om ansvar for konkrete mennesker (abstraktionen er så billig. Derfor er det let at være god på afstand). Om familie. Om en levende kristenhed. Om alt det, tiden i dag ikke er: fuld af ånd, kærlighed og blik for den nære anden.

Den britiske forfatter G.K. Chesterton skrev, at traditionen er de dødes demokrati. Den er vores måde at invitere alle dem, der byggede vores verden op, ind i livet igen. Vores besindelse på, at vi ikke er de første og heller ikke bliver de sidste mennesker på Jorden.

Julens traditioner er en af de få resterende markeringer af, at der findes noget, der er større end os. Noget, der hæver sig over hverdagens selvskabelse. Noget, der er dybere og mere meningsfuldt end det meme, eller den komikers tweet, der udgør ugens åndeligt magre føde. Julen er blevet det pusterum, hvor vi tør være dem, vi er. Traditionen, ritualet, samhørigheden med det forgangne – det er ud af dette, den så begærede autenticitet udspringer.

Måske er det derfor, at alverdens fabriksfremstillede, røde oprørstyper lige pludselig bliver traditionsbundne. Det er nu engang sådan, at det identitetsdrevne selvformningsprojekt til syvende og sidst er tomme eksistentielle kalorier. Sjælen har brug for den menneskelige forpligtelse. Den har brug for forankring i nære relationer og i kærlighed. At vide, at noget ikke er til diskussion. At det bare er, som det er. Vi forstår måske ikke engang, hvorfor vi gør, som vi gør til jul. Sådan er det med det bedste her i livet. Det er som regel det, der ikke uden videre kan forklares.

Lad os glædes over, at selv de venstreorienterede bliver reaktionære til jul. Det skal være dem vel undt. Vi ved, at de generelt er mere ulykkelige. Så er det jo rart, at de denne ene dag om året kan opleve værdien i også at se sig tilbage – og finde glæde i borgerlige institutioner.