I går ville min mormor være fyldt 100 år, og havde hun levet, ville jeg ikke have stået på den kolde kirkegård og mindes min barndoms skønneste slikmutter (hun havde et ishus på Amager Strand), men forhåbentlig være hjemme hos hende i færd med at udtage de rigelige mængder slik og knas, hun havde i skabet op til jul. Altid ledsaget af hendes kommentar: »Ja, jeg spiser det ikke selv, men der skal jo være lidt til jul«, hvilket fik flere af os til at udveksle indforståede blikke, for noget omsætning var der altså i slikskabet uden for besøgstid, det kunne vi da se.

Jeg tror, at min mormor og jeg imens ville have talt om alt, hvad der er sket i de 100 år. Meget af teknologien og den slags ville formentlig ikke være noget, hun ville gå så meget op i. Hun kunne sin fjernbetjening til TVet, men jeg er ikke sikker på, at vi havde fået hende på nettet eller på MobilePay for den sags skyld. Noget jeg i øvrigt havde en lille snak om med min »nabo« ved disken hos Lones Pølser, hvor yngstesønnen og jeg nød en hotdog med det hele midt i juleindkøbene. Selv pølsedamerne og pølseherrerne er kommet på MobilePay, og det er jo godt set, for nu er der næsten ingen undskyldning end egen standhaftighed, når man passerer pølsevognens sirenesyngende duft.

Nuvel, min diskherre og jeg udvekslede erfaringer udi, hvor smart det er blevet med MobilePay, udover pølsevognen selvfølgelig: Når man skulle handle i Den Blå Avis, loppemarked, cafeer, afregning af fællesindkøb på kontoret osv.

Jeg følte mig faktisk utroligt meget med på mobilnoderne. Lige indtil jeg kom i tanke om, at ældstesønnen dagen inden havde måtte vise mig, hvordan man bruger MobilePay i en selvbetjeningskasse med mig iført sådan et lidt »åben mund og polyp«-agtigt ansigtsudtryk. »Kan man også dét?« og jo, jeg ved godt, at det har man sikkert kunne længe, men jeg kæmper altså fra hus til hus her for at følge med. Fra app til app og gadget til gadget. Jeg ved for eksempel, at vores TV kan sindssygt meget, ellers ville det nok ikke være døbt »Smart«, men jeg får en lille smule angst, når jeg ser min søn suse rundt i menuerne, for jeg ved grundlæggende ikke, hvad det er, han gør for at få noget til at ske på skærmen. Han kunne såmænd gøre det med tankens kraft, og jeg ville stadig være lige lost.

Jeg tænker på, om min mormor ville have følt sig helt hægtet af, ligesom jeg nu er på vej til at blive halvt hægtet af? Eller måske ville hun nyde at være af? Måske ville hun være moderne i den forstand? For offline er den nye overskudstendens for det moderne menneske, som vi sikkert kommer til at se mere af i de kommende år, hvor verdens rædsler – og de var mange i 2015 – er rykket tættere på, men også bliver mere dokumenteret og i øvrigt medie-centrifugeret helt til kvalmegrænsen.

En grænse som også er nået hos mig i forhold til mængden af galde, der som en klam lavastrøm spreder sig fra tastatur til tastatur på de sociale medier og nedbryder ethvert forsøg på at føre en ordentlig tone eller ja, blot en samtale. Derfor kan jeg varsle, at jeg i 2016 i endnu højere grad vil mobilisere ved at svare igen med rigelige mængder høvisk tale og almindelig pli, som min salig mormor både kaldte det og selv praktiserede.

Glædelig jul!