Danmark – ja, hele Europa – står i en vanskelig situation midt i den alvorligste flygtninge-krise siden Anden Verdenskrig.
Det er klart, at det udfordrer vores økonomi. Det udfordrer også vores humanisme.
Det er lige så klart, at hvis vi virkelig skal hjælpe mennesker på flugt – og det skal vi – betyder det noget, at vi ikke sætter vores samfundsstruktur over styr.
Ingen – i hvert fald ikke ret mange – er i tvivl om, at antallet betyder noget, og at der derfor er en grænse for, hvor mange vi kan hjælpe i Danmark. Så ikke mere snak om det. Vi har forstået det. Vi anfægter det ikke.
Men derfor kan man godt tænke sig om. Tænke sig rigtig godt om. Vi må ikke give slip på det, der er selve essensen ved det at bo og leve i en retsstat.
Det er jo det, vi kæmper for, og har kæmpet for i århundreder, at alle – høj som lav – skal nyde godt af retsstatens beskyttelse mod overgreb og sikring af den enkeltes frihed til at ytre og forsamle sig. Ikke mindst handler det jo om at beskytte den enkelte mod overgreb fra staten.
Det går simpelthen ikke, at man kan tilbageholde mennesker i en længere periode, uden at de skal stilles for en dommer. Det går slet ikke, at man kan tilbageholde børn. Det siger sig selv, at det heller ikke går at strippe mennesker på flugt for deres personlige ejendele. Det løber mig koldt ned ad ryggen.
VI SKAL PASSE på, at den lille djævel, alle mennesker har siddende på ryggen, når man bliver presset, ikke får overtaget. Vi skal passe på sproget. Politikerne har her et særligt ansvar for at udtrykke sig om andre mennesker på en måde, som man vil tale om sin nabo.
Vi skal møde alle mennesker med tillid – indtil det modsatte er bevist. Selv de mennesker, der ikke har krav på at bo i Danmark, kan man godt tale pænt til og om. Og vi skal også sige nej. Sige nej til dem, der ikke er forfulgt og sige nej, fordi vi ikke kan tage alle og hjælpe dem her i Danmark.
Jeg forstår, at det skal gå stærkt – særligt set i lyset af udviklingen i Sverige. Men det kan også gå så stærkt, at man taber sin sjæl, at man taber sine værdier på gulvet.
Gør vi først det, er der åbnet en sprække. En sprække i vores retsstat, og den slags sprækker er der altid nogle, der vil udvide. Vi må – for en hver pris – modstå det totalitære.
Derfor vil jeg godt råde Folketinget til at tage luft ind og spørge sig selv, om ikke man kan håndtere udfordringerne uden at gå på kompromis med de fundamentale principper, som vi i den vestlige verden har kæmpet for – med unge mænd og kvinders liv som den højeste pris.
Omvendt er det også vigtigt, at flygtningestrømmen håndteres på en måde, hvor vi kan følge med. Her er der navnlig to forhold, der må stå klart – også for EU-skeptikerne: Vi kan ikke klare det uden EU-fællesskabet. Vi skal håndtere græsesituationen sammen, og vi skal forøge hjælpen i nærområderne sammen. Vi kan ikke alene! Det haster med fælles løsninger.
DET ER OGSÅ indlysende, at vi skal være pragmatiske. Ikke pragmatiske i vores forhold til retsstaten, men pragmatiske i forhold til vores praktiske håndtering af flygtningesituationen.
Der vil være brug for midlertidige flygtningelandsbyer, og kommunerne er nødt til at få flere redskaber på hånden – f.eks. i form af en slækkelse af kravet om en permanent bolig. Opgaven er ganske enkelt så stor, at der må være elastik her. Men lad nu være med at kæde det sammen med en sort retorik.
Det er vigtigt, at de mennesker, som vi skal hjælpe i Danmark, modtager en hjælp, så de kan komme videre i livet. Her har vi i fagbevægelsen lært én afgørende ting på den hårde måde: Integration lykkes kun her, hvis man behandler mennesker af anden etnicitet, som det, de er: Mennesker.
Vi skal satse på uddannelse, på udvikling af mennesker. Fordi trygge mennesker tør tage ansvar – også for eget liv. Ikke mindst hurtig sprogundervisning, koblet direkte til arbejdspladsen, er afgørende.
Det vil sige, at man på arbejdspladsen skal behandles som en lønmodtager – lige som sine danske kollegaer. Man skal have arbejde på danske løn- og arbejdsvilkår. Det er vores opfattelse, at så sker integrationen automatisk.
3Fs MEDLEMMER OPLEVER sjældent udfordringer eller problemer med udenlandske kollegaer. Derimod opfatter de social dumping som en meget stor udfordring, og der er ingen tvivl om, at netop udenlandske arbejdstagere, der arbejder på minimale lønninger og dermed presser de danske arbejdsforhold, er en medvirkende årsag til, at integrationen ikke lykkes.
I det hele taget er det en udmærket tommelfingerregel i omgangen med andre mennesker, at man skal behandle dem, som man gerne selv vil behandles.
Julen har nu sænket sig over landet. Vi fejrer det mest berømte flygtningebarn i vores del af verden: Jesus. I den forbindelse er det nærliggende – selv for en fagforeningsformand, som mest tror på styrken af en god overenskomst – at minde om Jesus kloge ord: »Du skal elske din næste som dig selv«.
Det er jo det, vores åbne demokratiske samfund er bygget op omkring: At mennesker kan leve i frihed og fred med hinanden – uanset, hvem vi er, og hvad vi tror på. Lad os holde os til det.