Jeg læste om en i Danmark boende muslim, der kedede sig juleaften, for den aften var alle forretninger lukket. Han gik derfor ud og forsøgte at se ind ad de oplyste vinduer for at finde ud af, hvordan de andre holdt juleaften, som om han var den lille pige med svovlstikkerne. Skønt han vist nok er stenrig. Han sneg sig hen til en herboende cubaner, der åbenbart var katolik.
De dansede ikke om juletræet, konstaterede muslimen. Historien om muslimen, der kedede sig, viser, at der er flere og flere, der ikke holder jul i Danmark. Før i tiden var det kun jøder og Jehovas Vidner, der ikke gjorde. Færre holder jul, men samtidig bliver der flere og flere religiøse danskere.
Sociologerne troede, at med moderniteten ville der ske en sekularisering. De forudså, at vi ville gå fra mere til mindre religion. De tog grueligt fejl. Vi går derfor fra mindre til mere religion.
Historien om muslimen, der kedede sig, viser, at Danmark endnu er et kristent land, som der stod i regeringsgrundlaget. Der var en del, som betvivlede dette. Men de kunne blot spørge muslimerne, og de vil naturligvis svare, at Danmark er et kristent land. Danskerne holder jo jul. Det er så kristent, at både humanisterne og de ligeglade (dem er der flest af) holder jul, og de går endda meget op i det. De synes, det er synd, hvis en enlig mor ikke har råd til flæskesteg og kravlenisser.
Det mærkelige er, hvorfor muslimen, der kedede sig, ikke bare selv holder jul, for hvis det ikke er en kristen fest, kunne han jo gøre det. Hvorfor synger han ikke »Højt fra træets grønne top« eller »Nu er det jul igen«. Disse sange er renset for religion. Er de ikke? Hvorfor spiser muslimer ikke and, rødkål, brunede kartofler, hvide kartofler og risalamande med svensk kirsebærsovs fra en karton? Der er intet kristeligt ved en and. Er der?
Jeg spørger igen: Hvorfor fejrer muslimer ikke dansk jul? Jesus er for dem en profet. De kender Jomfru Maria og Kong David. Hvad er problemet? Kunne muslimerne ikke gøre som de 90 procent af danskerne, der er bedøvende ligeglade med Jesus, men som alligevel fejrer jul? De lidt mere kulturelt interesserede går endda i kirke juleaften, for det er så hyggeligt. (Det er det nu ikke. Der er altid for mange larmende børn med, og salmerne er dårlige).
Som man fornemmer, har det her med det forkætrede ord »kultur« at gøre. Dels den individuelle, dels den kollektive. Den individuelle først. Julen er en gentagelse med en vis forskel af ens barndoms jul. Vores barndoms jul er selv en gentagelse af vore forældres jul. Og sådan strækker julen sig tilbage til den første jul, hvornår den så end var. Udfordringen for den enkelte, der vil gentage traditionen fra forældrene, består i, at der er kommet en anden – en ægtefælle – ind i familien, der har en anden erindring om sin barndoms jul. Der sker det, at to kulturer smeltes sammen, eller der kommer et sammenstød mellem kulturer, således at enhver familie holder en hybridjul.
Der er forskelle på alle familiers jul. De er små, men de er helt afgørende og kan føre til store konflikter. Det er faktisk en hemmelighed, hvordan naboen holder jul. Jeg blev gift med en kone, hvis familie havde en sær skik. De fik dyreryg juleaften. Dyreryg! Vi har haft svære forhandlinger om denne ryg i forhold til and. Heldigvis fik vi børn, og vi blev tre mod en. Hver juleaften savner min kone dyreryggen.
Det gik godt for min ene datter, indtil hun blev gift med en amerikaner, hvorefter de indledte svære forhandlinger om and eller kalkun, gulerødder, kartoffelmos og stuffing. Forhandlingerne står på endnu. Julen er en del af verdenskulturen, men den inkarnerer sig forskelligt nationalt og individuelt. Dog findes der ikke en europæisk jul.
I fremtiden bliver det vanskeligere at gentage julens traditioner, fordi familierne forandrer sig, og de ligner ikke fortidens. Der bliver flere og flere single-familier. Utallige familier holder to eller tre juleaftener, fordi de er skilsmissefamilier. Skilsmissejul er uden ritualer. Der findes ikke modeller i »Peters Jul«. Og der bliver flere og flere, der ikke har den erindring, som vi har, og som derfor ikke har en jul, der er en gentagelse. Det er derfor, at muslimen, der kedede sig, ikke blot kan købe en and og et juletræ. Han kan ikke gentage og videreføre en tradition. Og hans børn vil heller ikke kunne.
Der er altid puritanere, som mener, at Jesus ikke ville synes om julegaveræset og forbruget, selv om de ellers i øvrigt ikke går op i, hvad Jesus mente. Er julegaveræset kristeligt? Ja, det er med til at bevare julen, for vi holder jul både i Nøddebo Præstegård og i den gamle købmandsgård. Og Jesus elsker forbrugerne og dem, der forurener med deres biler til stor forargelse for de grønne klimapræster.
Er selv Føtex kristent? Det skulle man ikke tro. Siden det åbnede i 1960, har der aldrig været pyntet op med engle, krybbespil eller andet »kristent« pynt, siger pressechef Mads Hvitved Grand fra Dansk Supermarked. Jul i den nye købmandsgård. Og nu vil folkeskolen efterligne Føtex og holde »religionsfri jul«.
Kan man blive ved med at kalde julen kristen, selv om der bliver flere muslimer, skoleledere og kulturradikale ateister? Det kan man, fordi folkekirken er en del af dansk kultur på samme måde som Olsen Banden, Dansktoppen, håndboldslandsholdet, Christiania og Højskolesangbogen. Der er identitet mellem kultur og religion. Det er på én og samme tid en kristen og en kulturel handling at gå til julegudstjeneste 24. december. Vi beskriver denne handling som »kulturkristen«. Det var det, Grundtvig mente med menneske først (kultur), kristen så.
Der har aldrig været en kultur, som ikke også var en religion. Der findes ikke religionsfri kulturer. Kultur er noget ubevidst. Kultur er et varmt moderskød, som vi synker ned i, og hvor vi ikke behøver være bevidste. Hvad så med hin enkelte? Det er helt anderledes. Den enkelte kan skille sig ud fra kulturen og være bevidst om, at han eller hun er enten kristen eller ateist. Man bliver kristen ved at forlade fællesskabet. Den enkeltes kristne tro er hinsides kulturen. Det samme er nihilistens humanisme.
En kultur kan skifte religion, men den vil altid forene sig med en. Jeg er her inspireret af den anglo-katolske forfatter T.S. Eliots kulturteori. Han fremlagde den kort efter Anden Verdenskrig. Engelsk kultur forblev efter krigen kristen og er det til dels endnu, men også kun til dels. Der sker en afkristning af engelsk kultur, og det eneste, vi ved, er, at der vil vedblive at være en identitet mellem religion og kultur, men spørgsmålet er blot hvilken religion.
Det samme spørgsmål kan vi stille i Danmark. Det jo ikke sikkert, at vi vil blive ved med at holde jul og dermed være kristne. Jo flere migranter, jo færre medlemmer vil der være af folkekirken. Bosættes 100 migranter i en dansk landsby med 100 indbyggere, halveres medlemstallet på et øjeblik – til glæde for de progressive. De har altid gerne villet forandre verden, og nu lykkes det, uden at de behøver røre en finger.
Engang i fremtiden, når temperaturen er faldet to grader, vil julen igen være hvid, og en dansker, der keder sig, vil gå ud og se ind ad de oplyste vinduer. Hvad mon han vil se? Og hvad vil de pynte med i Føtex? For pyntet bliver der, men hvordan eller hvor skal danskeren slukke julesorgen?