ATHEN: Kæmpestore og prangende yachts i hvide og blå farver ligger til kajs side om side på lange rækker i »Flisvos Marina« ved havnen i Athen. Skibene er trimmet ned i mindste detalje til kostbart sjov og luksuriøst velbehag. På et af de største kan man se en motorbåd og en stor gummibåd på mellemste dæk, mens der er tre vandscootere på øverste dæk. Besætninger går stille rundt og holder bådene parate til afsejling. Man kan tænke sig til den luksus, der må være bag de tonede glasdøre og vinduer.
Havet har altid været en kilde til rigdom for Grækenland. I nyere tid har »den græske skibsreder« med flåder af fragtskibe og store yachts til ture i romantiske laguner med evigt solskin og fristende blåt middelhavsvand været landets stolthed og en del af den økonomiske rygrad.
