BERLIN: Efter månedlange forhandlinger kom det formodede gennembrud blot to timer før deadline. Sent torsdag aften præsenterede Grækenlands nye finansminister, Euklid Tsakalotos, en liste over planlagte reformer, herunder reformer af pensionssystemet og forhøjelse af momssatser i turistindustrien, som landet er villig til at gennemføre til gengæld for det tredje hjælpeprogram til en samlet værdi af 53,5 mia. euro.
Med det seneste forslag, der i store træk minder om det forslag, som grækerne forkastede ved sidste søndags folkeafstemning, synes Alexis Tsipras’ regering dermed klar til at acceptere kreditorernes vilkår. Hvis kreditorerne til gengæld accepterer det græske forslag, tager EU et afgørende skridt på vejen mod en foreløbig løsning af den græske gældskrise. I de europæiske hovedstæder var reaktionerne i løbet af fredag tilbageholdende, men med en mere positiv undertone end den senere tid.
»Det græske program er seriøst, troværdigt og demonstrerer beslutsomhed om at forblive i eurozonen«, skrev Frankrigs præsident, Francois Hollande, fredag formiddag på twitter. Ifølge the Guardian har franske embedsmænd i de seneste par dage assisteret den græske regering med at udarbejde reformlisten.
Schäuble: IMF har ret
Endnu er det dog for tidligt at vurdere, om de græske planer vil blive accepteret i Berlin og Bruxelles. I Berlin lød der ikke overraskende mere beherskede toner. »Hvor troværdigt er det, at denne reformliste vil blive implementeret,« spurgte CDU-politikeren Ralph Brinkhaus med henvisning til den græske regerings manglende beslutningskraft siden Syrizas valgsejr i januar.
Fredag formiddag signalerede den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, ikke desto mindre for første gang vilje til at forhandle med den græske regering om en omstrukturering af den græske gæld. I en nylig rapport har IMF peget på størrelsen af den græske gældsbyrde som et afgørende problem for landets økonomiske vækst.
»Og der har IMF ret, er jeg bange for,« sagde Schäuble. »Uden omstrukturering kan man ikke have et bæredygtigt gældsniveau«.
Noget tyder dermed på, at Tyskland er villig til at drøfte en lettelse af den græske gældsbyrde i form af længere løbefrister på eksisterende lån.
Modstand i Syriza
I løbet af fredag har embedsmænd fra ECB, IMF og EU-Kommissionen analyseret det græske forslags betydning for eurozonens stabilitet samt ikke mindst grækernes ønske om en omstrukturering af den græske gæld. Lørdag mødes eurozonens finansministre for at diskutere det græske reformforslag.
Efter planen skal EUs stats- og regeringschefer mødes til topmøde på søndag for at diskutere det græske reformforslag. Såfremt lørdagens eurogruppemøde ender med grønt lys for videre forhandlinger med Grækenland, vil stats-og regeringscheferne efter alt at dømme vedtage en midlertidig finansiering af den græske stat, der har akut brug for kapital.
Fredag aften var det græske parlament forsamlet for at tage stilling til regeringens reformforslag, der støder på modstand fra store dele af Syrizas venstrefløj, herunder en række ministre, der ser regeringens seneste forslag som et knæfald for kreditorernes krav.
Kort før Berlingskes deadline tydede meget på, at Alexis Tsipras vil få held til at få forslaget igennem det græske parlament. Selv hvis grækerne stemmer for forslaget, skal en tredje hjælpepakke dog også godkendes i en række af eurozonens parlamenter, herunder den tyske forbundsdag, hvor kansler Angela Merkel risikerer udfordringer i bestræbelserne på at samle et flertal for en tredje græsk hjælpepakke.