Efter det danske nej har statsminister Lars Løkke Rasmussen og oppositionens leder, Mette Frederiksen, forsigtigt talt om, at der er brug for at etablere en bedre sammenhæng mellem befolkningsflertallet og den danske EU-politik. Det er ganske nødvendigt, at de øjeblikkelige bestræbelser på at sikre en dansk parallelaftale om fortsat medlemskab af Europol ikke står alene, men at det politiske grundlag bag dansk EU-politik bliver mere robust.
Der venter et stort arbejde i den kommende tid. Statsministerens køreplan er såre fornuftig, fordi den tager sigte på en pragmatisk løsning på det brede ønske i Folketinget om ikke at kompromittere medlemskabet af det internationale politisamarbejde. Her er vi i den situation, at vi ingen pressionsmidler har andet end et ægte ønske om lige såvel at bidrage til som trække på Europol. De andre lande har ingen interesse i at afkoble Danmark, da vi bidrager til, at kriminelle ikke finder fristeder. Den del kommer til at koste politisk kapital, som kunne have været brugt til på anden vis at fremme danske synspunkter i EU – særligt hvis vi havde været med i EUs retspolitik. Sådan skulle det ikke være, og derfor må denne indsats følges af et andet politisk reparationsarbejde: Vi må skabe en bredere basis for dansk EU-politik.
Ja-partierne har i den politiske aftale bag folkeafstemningen talt om at placere Danmark så tæt på hjertet af EU som muligt. Den ambition bør fastholdes. Men EU-kernen har også flyttet sig i de senere år, hvor finans- og migrationskrise har testet viljen til sammenhold. Grundlæggende er der derfor brug for, at ja-partierne inviterer ikke mindst Dansk Folkeparti og Liberal Alliance med i kredsen. Det går ikke i længden at gamble med danske interesser, fordi Folketinget og folk bevæger sig i vidt forskellige retninger, som afstemningen viste. DF og LA har været udslagsgivende for det danske nej. Der ligger en uset åbning. Faktisk var de blå partier i forsommerens valgkamp enige om, at der skulle sættes ind over for velfærdsturisme og for, at Danmark helhjertet støtter den engelske premierminister David Cameron i at sikre, at Storbritannien forbliver i EU. Konkret vil det kræve, at Storbritannien får en protokol, der fastholder landets interesser. Dertil kommer, at EU helt generelt skal koncentrere sig om de mest presserende opgaver såsom at sikre de ydre grænser, løse flygtninge- og migrantkrisen og undgå, at EU bliver en social union fremfor at producere bøvl, bureaukrati og regelrytteri. EU-Kommissionen må bringes til at forstå, at det er en hovedprioritet. Vi vil i nogle situationer have fælles interesser med Storbritannien, men også Tyskland, Holland, Sverige og Finland er naturlige samarbejdspartnere.
Til at krone denne indsats med held er der brug for Danmark, og her har DF og LA uden tvivl fornuftige indspark. I den kommende tid må statsministeren leve op til de klare meldinger om, at han har forstået den EU-kritiske strømpil, som et flertal af danskerne afsendte torsdag. Socialdemokraternes Mette Frederiksen har tydeligvis også forstået, at der er brug for en justering af dansk EU-politik. Det er på tide, at DF og LA kommer under ansvarets åg i EU-politikken. En forhandling vil kræve, at alle parter er klar til at give sig. Til ja-partierne hører også Radikale og SF, og det må være en ambtion, at kredsen forbliver intakt samtidig med, at den suppleres. Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen repræsenterer de to store EU-venlige partier. Nu må de forpligte de EU-skeptiske partier og i særdeleshed Kristian Thulesen Dahl på en europapolitisk borgfred. Det haster.