Nej, nej og atter nej til den ja-kampagne. Den var dum. Den var dårlig. Den var dummere end Europol tillader. Lad mig gennemgå den dumme kampagnes dumheder for dummies.
Nej, mere EU er ikke mindre misbrug af børn. At gøre et ja til en kamp mod pædofili er pænt pinligt. Det er at slå plat på en utilgivelig forbrydelse. Det er og virker som manipulation. Ergo, det skaber mistillid, hvor der skulle skabes tillid.
Nej, sikkerhed er et dårligt argument, når usikkerheden hersker i EU. De ydre grænser er ikke-eksisterende og uforsvaret. EUs fælles grænsepoliti er underbemandet, underfinansieret og udueligt. Bindegale eftersøgte terrorister krydser frit rundt på de europæiske motorveje lige nu og her. Mens politiet i Europa tydeligvis er meget dårlige til at dele oplysninger med hinanden. Det er altså ikke løsningen. Det er et kæmpe uløseligt problem.
Nej, det hjælper ikke at skjule EUs totale krise og kollaps. De ubehagelige spørgsmål forsvinder ikke ved at undertrykke dem.
Tilhængerne frygter et kollaps som allerede er indtruffet. At tale udenom om denne krise og virkelighed virker forløjet og virkelighedsfjern. Europismen er stendød. Den eneste præmis for at flytte magt fra nationalstat til paneuropæiske institutioner var dets irrelevans. Altså de europæiske befolkningers ligegyldighed, blot livet og økonomien gik fremad. Så længe eliten ikke lavede de store ulykker var der ingen forskel, om de sad i de europæiske storbyer eller Bruxelles. Så snart væksten stoppede, gælden skulle betales og folkevandringerne indtraf, var situationen en anden.
Nu skulle der tages noget fra nogle, for at andre kunne få. Nu betød EU noget på en ond måde. Nu var der ingen europæisk konsensus, for nu var det et nulsumsspil. For at undgå handlingslammelse forfaldt samarbejdet til de stærkes ret. Resultatet blev et magtfuldt Merkelkrati ude af trit med et fremmedfjendsk og forvirret Europa. Langt fra en ny dansk nationalret. Det blev derfor ikke overraskende et nej.
Nej, suverænitet er ikke jura. Det er det nye sort. Det er Viagra. Det virker. Lige nu ser vi national suverænitetsudøvelse i aktion overalt i Europa fra Øresundsbroen til Kroatiens kyst. Hvorfor er det en hemmelighed? Hvorfor ikke diskutere det direkte upfront? En kampagne, som ikke diskuteres og forstår nationalstatens suveræne powerplay, er dømt til at fejle.
Nej. Et nej er ikke et ja til mere national suverænitet. Ja-siden tabte kampen om suverænitetsbegrebets omfangslogiske status og kvalitet. Opfattelsen af suverænitet som et bytteobjekt, danskerne ejer og skal give væk for en uklar gevinst, vandt stort. Det var altså 1800-tallets suverænitetsbegreb som slog nutidens relationelle og netværksforbundne variant af samme. Det er en taberdagsorden for ja-siden, fordi folk ifølge adfærdsøkonomer sjældent vil give noget, de ejer, frivilligt væk. Specielt ikke hvis gevinsten er usynlig eller omkostningerne store. Den gode ja-kampagne burde have kommunikeret det moderne suverænitets-begreb klokkeklart.
Nej. Europa er ikke fornuft. Det burde være tydeligt efter dets kollaps. Europa er en drøm. En drøm om, at vi kan og vil mere sammen. Den drøm og det sammenhold skal sælges og udsiges. Det positive emotionelle tilvalg af Europa med stort E manglede stort i kampagnen. Sig dog ja til den europæiske følelse næste gang. Vinderbudskabet burde derfor havde været: Vi bytter ikke noget væk ved at stemme »ja«. Vi udvider derimod vores medbestemmelse. Vi får indflydelse på de store spørgsmål som flygtninge, klimaforandringer osv. Vi siger ja til verden, som den er og kunne blive, ikke hvordan den var. Vi har en passion for det mulige i en umulig europæisk virkelighed. Lad os kalde det håbets princip. For uden håb intet Europa. Uden Europa intet håb.