Der er ikke grund til at have feminister repræsenteret i noget som helst anliggende. Deres oprindelige mål er nået. Den kamp, de kæmper nu, er en skin-krig mod andre kvinder. Og mænd. Og børn. Og alle i det hele taget, som ikke vil finde sig i opløsningen af feminismens nuværende anliggende: den vestlige, judeokristne civilisation.

Det er en løjerlig affære. For kvindekampen har sejret. Der er ligestilling; lige muligheder og lige rettigheder. Vores verdensdel er den bedste at være pige og dame i, formentlig nogensinde i verdenshistorien. Det er kvindens æra, lige her.

Se blot på tidens mand. Der helst skal sno sig efter hver en frøken, der smider Q-kortet. Ja, det er ikke sjældent, at han af helt egen drift har lagt sig kælent for fødderne af den nye herskerinde, som dirigerer med privilegiets selvsikkerhed og et kilometerlangt patronbælte fyldt med forhåndskrænkelse. »Flere kvinder i ledelse«, messer dagens mand troligt, mens han håber på at blive tildelt de progressivitetspoint, hans karriere – og dermed, øjensynligt, hans liv – afhænger af. Thi hun er både bossen og generalen, og har vundet mange store sejre allerede.

Hvilke sejre, da?

Jo, familien skulle opløses. Den proces kører.

Hvad betyder »troskab« egentlig overhovedet i dag? Nå, og børnene skulle ud af hjemmet og »socialiseres« af ideologisk veltrimmede pædagoger. Tjek.

Selvrealisering i stedet for selvopofrelse

I samme ombæring skulle moderskabet i betydningen »selvopofrelse« erstattes med selvrealisering, med glæden ved sig selv lige nu. Ah og tjek.

Så skulle sex gøres til noget frastødende, så man opfandt infamier som »kussomaten« og arbejdede hårdt på at transformere kvindekroppen og det feminint sanselige til noget drog-agtigt, garneret med stor vrede mod de »medsøstre«, der ikke gav efter for det vulgæres politiske dialektik. Næsten fuld plade og bingo.

Allerede her har de kvikke lugtet lunten: Sagen er ikke kvinders rettigheder. Det er en kamp mod kvinder. Mod kvinder og mænd, der vil noget andet end det, den stoute krænkelsesgenerator drømmer om.

Et venstreradikalt forehavende

Feminisme er et nom de guerre. Et venstreradikalt forehavende, der dækker over oikofobi, altså modvilje mod hjemstavnen. Mod den judeokristne civilisation, særligt inkarneret i den hvide mand (jep, jep, det er old school racisme), men også mod kernefamilien, mod kønnenes givende forskellighed – mod den borgerlige orden. Det handler ikke om kvinders frihed og ligeværd, og har ikke gjort det i årtier.

Tænk blot på social kontrol i indvandrermiljøerne, eller det islamiske hovedtørklæde, der senest blev fremhævet positivt i en kampagne fra Dansk Kvindesamfund. Eller tænk på det uhyggeligt store antal migrantbårne overgreb og voldtægter, der er et tragisk og uafviseligt tilbageskridt for kvinders bevægelsesfrihed i det her land.

Dem vil feministerne ikke tale om; ja, de skynder sig endda at bruge disse ugerninger som anledning til at tale om den hvide mands sexisme. Det ville være et sygt svigt i kosmisk skala, havde feminismen rent faktisk handlet om kvinder. Men det gør den ikke længere. Det er simpelthen ikke logisk muligt at forsvare eller negligere kvindeundertrykkelse i andre kulturer, og samtidig påberåbe sig titlen som femiforkæmper. Så måske det var på tide at tone rent flag og kalde sig noget andet?

Jeg foreslår, vederlagsfrit, dette: Anti-Vestlig Opløsningsfront. For ærlighed er jo, trods alt, stadigvæk en dyd.