For et par år siden havde Jyllands-Posten en artikelserie om »Det nye højre«. Her kunne man læse om fremkomsten af borgerlige meningsdannere, teologer og intellektuelle, som i stigende grad præger samfundsdebatten. Deriblandt Katrine Winkel Holm, Kasper Støvring, Søren Hviid Pedersen og jeg selv. En udvikling, der ikke er stagneret siden, heldigvis, og der kommer hele tiden flere til.

Skolevalgene viser et klart, blåt flertal, og mens rød og blå blok i dansk politik skiftes til at have flertallet i meningsmålinger, er det tydeligt, at opinionen er borgerlig. Det har den været i et par år nu, og årsagen er enkel: Det er højrefløjen, der adresserer virkeligheden, som den tager sig ud i lyset af masseindvandring, overnationale krisesituationer og følgerne af en stor, tung og ineffektiv velfærdsstat.