Endnu et terrorangreb i Europa. Endnu et anslag mod selve vores livsform. Så slikker vi sårene, og de få modige taler halvhøjt om deres vrede. Nogle nøjes med at skifte profilbillede på Facebook og plæderer for mere åbenhed, for de har ikke fået nok af det onde. Andre håber at kunne sætte deres kryds et sted næste valg ved en politiker, der ikke lader stå til.

Og det er det værste, eksistentielt set. Ikke volden og terroren og det andet, den såkaldte mangfoldighed har beredt os.

Nej, det værste er magthavernes svigt. Erkendelsen af, at det får lov at fortsætte. Den maltbolsjeagtige forsikring om, at vi »står sammen«.

Opvisningen i overgivelse fra vores ledere, solgt så falsk som solidaritet og medfølelse. Nedtoningen af de grusomme gerninger til skæbnens »tragedier«. Man har udliciteret enhver handling til efterretningsvæsnerne og på den måde gjort terrorbekæmpelse til en institutionel budgetpost. Så er det afpolitiseret.

En stor, slimet løgn: At terroren, volden og opløsningen ikke skulle være et resultat af politiske beslutninger. Men det er de.

Terroren er et biprodukt af hadet. Hadet er et biprodukt af parallelsamfundet. Parallelsamfundet er et biprodukt af flygtninge og indvandrere fra Nordafrika og Mellemøsten, som er bærere af en radikalt anderledes kultur, som sine steder er i direkte modstrid med vores. Og kun den mest ahistoriske intellektuelle usselryg vil benægte, at den indvandring ikke er en politisk beslutning.

De notoriske fejltagere

Og alligevel virker det som om, at benægtelse er næste (sidste?) greb i værktøjskassen for gårsdagens mennesker, der stadig troner på meningsmagten – den definerende klasse, som vore politikere har underlagt sig.

Vi kender dem så godt efterhånden. De notoriske fejl-tagere: 1990er-utopisten, multikulturalisten, kosmopolitten og ham den prægtige med »udsynet« (sic!) Med hele deres eksistens hængt op på at nedgøre det land, de kommer fra.

Åh, vi kender dem langt ind i deres røvsyge oneliners: Kig ud i den store, vide verden, »vi er så provinsielle her i Danmark«, indvandringsdebatten er ligesom 1930’erne, »man frygter det, man ikke forstår«, foreigners please dont leave us alone with the danes, »jeg elsker bare baba ganoush«.

De har sikkert også fulgt retorikkens sælsomme udvikling i dette segment. Først ejede man debatten, i 1980erne. Så ødelagde man mennesker og deres karrierer, hvis de var uenige, i 1990erne. Så arrangerede man en kakofoni af udskamning og forargelse i hele medievennekredsen, hvis nogen pegede på problemerne, i 2000’erne. Men det virkede ikke. Undermenneskene vedblev med at have deres undermenneskeholdninger og pege på deres undermenneskefakta, nede fra deres skimlede kældre.

Løgnen om det uundgåelige i terroren

Hvad er der så tilbage? Der er tavshed. Dyb tavshed. Ikke se, ikke høre: Lad os ignorere det hele!

Som Ida Auken skrev på Twitter, er det terroristernes ønske, at vi vredes, frygter og sørger. Så det skal vi da bare lade være med.

Og det er der, størstedelen af vore politikere er. Måske siger de noget andet end Auken – men handlingsmæssigt er der absolut ingen forskel.

Vi får ordren at »leve som vi plejer.« Så længe løgnen om det uundgåelige i terroren består, ja, så står politikerne vel i praksis ikke sammen med os andre. De har valgt »den store, vide verden« over os.