Skal det ikke snart blive til noget med den integration? Vi har helt evident ikke kunnet finde ud af det hidtil. De andre europæiske lande har om muligt gjort det endnu ringere. Der skal andre boller på suppen nu.
Vi kan begynde med at fjerne de mest indlysende barrierer for samhørighed. Det muslimske hovedtørkæde er en sådan barriere, og hvis vi ellers vil vores nytilkomne det bedste (det vil sige blive en del af vores fællesskab), skulle vi tage at støtte Dansk Folkepartis snusfornuftige forslag om et tørklædeforbud.
»Symbolpolitik« vil nogle blæse: Det gør de kun, fordi de ikke har forstået symbolets magt – ja, og menneskets iboende respekt for denne magt.
Kulturelle eksklamationer er sjælens stempler. Står der noget antagonistisk på dette stempel, og kommer det tilpas bredt ud, skaber det utryghed og splittelse. Det har vi ikke brug for mere af. Vi har brug for at nærme os hinanden. Det er ikke gået godt, uden at vi har stillet krav de sidste 30 år.
Helt grundlæggende vil et tørklædeforbud give pigerne fra indvandrermiljøerne mulighed for at møde deres jævnaldrende på lige fod. Med samme udgangspunkt.
Samme bevægelse i håret, når vinden blæser. Med samme umiddelbare åbenhed for den kultur, vi alle gerne skulle leve i (det er den danske). Uden en tung ideologi som brynje. Som kulturel mur lige midt i klasselokalet, i frikvartererne, og senere, på hospitalsstuen, i supermarkedet eller bussen.
De fleste ændrer sikkert ikke holdning af den grund alene. Men i det mindste er det åndelige hegns fysiske manifestation mindsket.
Tid til at sadle om
Det er samme ræsonnement som med afskaffelsen af kønsopdelt svømning.
Vi skal gøre afslappetheden over det ikke-så-påklædte menneskes tilstedeværelse i poolen til en standard. En forventning. Det er demarkationer, både over for dem, der selv vælger at gå med tørklæde, og som en støtte til dem, der egentlig gerne var fri.
Et forbud vil, i forhold til de mest ortodokse, potentielt radikale typer, have den praktiske effekt, at »reklamesøjlen« for ideologien ikke er repræsenteret i det offentlige – hvilket er ikke så lidt endda.
Den helt store gevinst skal dog hentes hos dem, der helst var fri for at gå med tørklæde, men på grund af social kontrol og måske endda alvorligere pression fra rettroende miljøer ikke tør eller kan lægge det.
I dag har disse kræfter frit spil i forhold til de unge mennesker, og det virker. Hvad angår islamisk religiøsitet, går det faktisk den gale vej med den yngre generation af indvandrere.
I takt med, at vi tager flere med samme religiøse og kulturelle baggrund ind, at parallelsamfundene vokser, og at vi intet virksomt foretager os for at få løst den gordiske integrationsknude, svigter vi stadigt flere af dem, der reelt er »moderate« (men som i antal er meget færre, end de fleste håbede, jævnfør nyere holdningsundersøgelser blandt muslimer i Europa).
Hvad med at sige stop? Hvad med at begynde at støtte dem, der gerne vil integreres, ja, måske endda assimileres? Lige nu gør vi det modsatte, økonomisk, kulturelt og politisk. Ved manglende konsekvens, masser af passiv forsørgelse og den irrationelle frygt for udskamning. Inklusive, selvfølgelig, accepten af bliv-væk-tørklædet.
Det har bare ikke virket i over 30 år. Så måske var det tid til at sadle om?
Eva Selsing er filosof og kommentator.