En kampklædt betjent, der griber en ung kvinde ved håret og trækker hende ud fra et valgsted. Knippelslag mod siddende demonstranter, og en ældre dame med striber af størknet blod ned over ansigtet.

De voldsomme TV-billeder af de spanske sikkerhedsstyrkers aktion mod den forfatningsstridige folkeafstemning i Catalonien er gået Europa rundt.

Men de politiske reaktioner har været vidt forskellige – og stærkt farvet af hvert lands egne mindretalsforhold.

»Vold kan aldrig være svaret,« sagde Belgiens premierminister, Charles Michel, der var blandt de få europæiske regeringsledere, der prompte fordømte volden søndag aften. Modsat var de første reaktioner i Storbritannien, der selv har en skotsk uafhængighedsbevægelse at bekymre sig om, mere forstående over for de spanske myndigheders fremfærd.

»Afstemningen er en sag for den spanske regering og folk. Vi ønsker at se spansk lov og den spanske forfatning respekteret,« lød det fra det britiske udenrigsministerium.

På sidelinjen stod skotske SNP-politikere og talrige andre selvstændighedspartier i Europa ikke overraskende klar med stålsat støtte til catalanernes krav.

»I dag er vi alle catalanere,« sagde formanden for det flamske parlament, Jan Peumans, der i årevis har kæmpet for uafhængighed til den belgiske region.

Der er da heller ingen tvivl om, at krisen i Catalonien vil få konsekvenser langt uden for den Iberiske halvø, siger Uffe Østergaard, der er historiker med speciale i europæisk identitetshistorie.

»Meget tyder jo på, at catalanerne får en eller anden ordning. Og så er der mange flere – jeg kan tælle en 10-12 stykker – der står på spring,« siger han.

Han peger ud over Skotland og Flandern på Baskerlandet, Korsika, Sydtyrol i Italien, ungarske mindretal i Rumænien, Slovakiet og Ukraine og det albanske mindretal i Makedonien.

Dygtige catalanere

Ingen af bevægelserne er af nyere dato. Men nogle steder kan balancen begynde at tippe, ligesom det tilsyneladende er sket i Catalonien. Her viste meningsmålinger indtil for nylig ikke et flertal for løsrivelse. Men med den klodsede politiaktion har de spanske myndigheder skudt sig grundigt i foden, mener han.

»Med disse billeder må man sige, at catalanerne har gjort det dygtigt. De har fået præcis den konfrontation, de ville, uden at det har ført til dødsfald,« siger han.

Med den sejr i bagagen vil de catalanske politikere næppe lade sig nøje med en udvidelse af det allerede vidtrækkende selvstyre.

»Det virker på mig, som om man er kommet over en kam, et point of no return, og nu kører bussen. Også på grund af dumhed og stædighed fra den konservative regering, der ikke har villet indgå et kompromis,« siger Uffe Østergaard.

Andre er mindre pessimistiske på vegne af den spanske centralmagt. Det er ikke sandsynligt, at Catalonien opnår selvstændighed inden for de nærmeste år, mener Jørgen Kühl, der er historiker med speciale i mindretalspolitik og bestyrelsesformand for European Center for Minority Issues i Flensborg.

»Man vil appellere til det internationale samfund, men ingen vil anerkende en løsrivelse. Det vil ikke ske. Samtidig kan det få alvorlige konsekvenser, hvis ønsket om mere autonomi ikke opfyldes. Det kan være en eskalering i retning mod vold,« advarer Jørgen Kühl.

Situationen i Catalonien adskiller sig samtidig fra eksjugoslaviske Kosovo, der blev selvstændigt efter Milosevic-regeringens etniske udrensninger i 1999, og fra den ukrainske Krim-halvø, der i 2014 blev indlemmet i nabolandet Rusland med et mix af folkeafstemning og rå militærmagt. Netop derfor er mange europæiske lande mere bekymrede for en »iberisk præcedens«, der vokser frem i et vestligt demokrati.

»Det er jo på mange måder en Pandoras æske. Hvad sker der, når den åbnes? Det er det, staterne i Europa frygter: En dominoeffekt,« siger Jørgen Kühl.

En eskalering er dog langtfra uundgåelig. Det overvejende tysktalende Sydtyrol i Italien er et eksempel på en løsrivelsesbevægelse, der i 1950erne omfattede bombesprængninger, men som siden blev løst med udstrakt selvstyre. Ligesom Catalonien hører Sydtyrol og Flandern til deres landes rigeste regioner.

Dermed er det også områder, der er dybt afhængige af samhandel og EUs indre marked. Truslen om international isolation er en afgørende faktor, der skubber i retning af et kompromis mellem selvstyrebevægelser og centralmagter, siger Jørgen Kühl.

Ikke desto mindre vurderer han, at der vil være flere stater i Europa om ti år. Det er bare svært at sige hvilke.

Hvis det skal undgås, så må Spanien – og måske andre lande – bevæge sig i retning mod en forbundsstatslig model som i Tyskland og Østrig, mener Uffe Østergaard. Det gælder også det danske rigsfællesskab, der er under pres af selvstændighedsbevægelser på Færøerne og Grønland og af krav om et mere ligeværdigt fællesskab, påpeger han.

»Den tyske delstat Bayern har for eksempel en kæmpe repræsentation i Bruxelles, et helt slot faktisk. Det er sådan en ordning, der måske ville have kunnet tilfredsstille catalanerne engang,« siger Uffe Østergaard.