Der var stilhed efter stormen, da catalanerne i morges vågnede op til den triste erkendelse af, at de voldsomme begivenheder dagen forinden ikke bare havde været en ond drøm. Stilhed i bogstavelig forstand.

Flere steder i Barcelona samledes demonstranter til tavs protest mod de spanske sikkerhedsstyrkers vold under forsøget på at forhindre en ulovlig folkeafstemning om uafhængighed. De ansatte i storbanken La Caixas hovedkvarter blokerede – iført nystrøgne blå skjorter samt jakke- og spadseresæt – den tisporede Diagonal-boulevard. Og mens en broget flok fyldte den centrale Plaça de Universitat, blev en trykkende stilhed indimellem brudt af slagord som »Vi har stemt«, »Ud med besættelsesstyrkerne« eller det melodramatiske, men også sørgeligt relevante »Fingrene væk fra vores bedstemødre«.

At Catalonien »har stemt«, er derimod en sandhed med modifikationer. 2,2 millioner catalanere mødte søndag frem ved valgstederne – 90 pct. af dem for at støtte uafhængighed. Det svarer til en valgdeltagelse på små 40 pct., men den havde været markant højere, hvis ikke 770.000 vælgere var blevet forhindret i at stemme. I hvert fald ifølge de resultater og vurderinger, som den catalanske selvstyreregering offentliggjorde natten til i går.

Der kan være god grund til at tage dem med et gran salt efter en stærkt usædvanlig valghandling. Mange af de normale kontrolmekanismer var ikke til stede efter de spanske myndigheders retslige skridt og politioperationer mod en folkeafstemning, der ifølge forfatningsdomstolen strider mod Spaniens grundlov.

Under alle omstændigheder havde selvstyrepræsident Carles Puigdemont, længe inden resultaterne forelå, udråbt sig som valgdagens sejrherre. Ifølge den catalanske leder har den efter omstændighederne høje valgdeltagelse og især sikkerhedsstyrkernes voldsomme forsøg på at hindre afstemningen udstyret ham og resten af løsrivelsesbevægelsen med en moralsk ret.

»Catalanerne har i dag vundet retten til anerkendelse og retten til en selvstændig stat,« sagde Puigdemont søndag aften og tilføjede:

»Catalonien er ikke længere et indre spansk anliggende men en europæisk sag, og EU kan ikke fortsætte med at se den anden vej.«

International »skam« og støtte

Der er næppe tvivl om, at den spanske centralregering i første omgang tabte kampen om den internationale opinion på med et brag. Mindst 893 kom til skade i forbindelse med politiets indgreb mod i de allerfleste tilfælde fredelige vælgere og aktivister, hvoraf fire i går eftermiddag endnu var indlagt på forskellige hospitaler.

Videooptagelser af blødende ældre damer og betjentes flyvespark blev på alverdens websites samlet i audiovisuelle rædselskabinetter. Da de toneangivende europæiske og amerikanske dagblade kom på gaden, fyldte de mest dramatiske af dem forsiderne ledsaget af overskrifter fyldt med ord som »skam«, »kaos«, »angreb«, og »fiasko«.

Og inde i avisen dissekerede kommenatorer premierminister Mariano Rajoys dobbelte nederlag: Han havde hverken – som lovet – formået at hindre enhver form for stemmeafgivning eller undgået den brutalitet, som separatisterne tydeligvis håbede at fremprovoikere.

Også Amnesty Intenational og FNs højkommissær for menneskerettigheder kritiserede den spanske regering. Men på politisk niveau var reaktionerne mere forsigtige. Den belgiske premierminister Charles Michel var blandt de ganske få, der i løbet af søndagen luftede ubehag i et tweet, hvor han skrev, at »volden aldrig kan være svaret«. Og i går fulgte en talsmand for EU-kommissionen trop i stort set identiske vendinger.

»Vold bør aldrig være et politisk redskab,« sagde Margaritis Schinas, der imidlertid afviste, at EU kan påtage sig rollen som mægler i konflikten, og tilføjede:

»Vi stoler på Mariano Rajoys lederskab i forhold til at styre denne vanskelige proces i fuld respekt for den spanske grundlov og borgernes fundamentale rettigheder.«

Forud for søndagens begivenheder havde en række europæiske ledere – anført af den franske præsident Emmanuel Macron – bakket op om Rajoy og hans udlægning af konflikten som et catalansk attentat mod Spaniens forfatningsmæssige orden. Puigdemont skal næppe regne med, at de – trods bekymring over volden – vil vende rundt på en tallerken. Men det er kun en blandt flere gode grunde til, at han gør klogt i at gå forsigtigt frem gennem de kommende dages minefelt.

Skrøbelig position

Den catalanske leder bebudede søndag aften, at valgresultatet i løbet af ugen vil blive forelagt selvstyreparlamentet, »så det kan agere« i henhold til aftalen om folkeafstemningen. Det betyder i praksis udråbelse af en catalansk republik. Efter at have sovet på det benægtede Puigdemont imidlertid på et pressemøde i går eftermiddag, at det automatisk vil ske.

»Selvstyreregeringen har ikke besluttet at erklære uafhængighed, men mener derimod, at tiden er inde til mægling. Og hvis det kommer i stand, kan vi tale om alt,« sagde præsidenten.

Mange catalanere, der hverken er separatister eller for den sags skyld nationalister, stemte søndag ja til uafhængighed i vrede og indignation over de spanske sikkerhedsstyrkers fremfærd. Men spørgsmålet er, om deres »omvendelse« viser sig permanent, når øjeblikkets følelsesladede storm har lagt sig.

Løsrivelsesprocessens folkelige mandat er i udgangspunktet temmelig smalt. Ved regionalvalget for to år siden, fik separatisterne ganske vist flertal i selvstyreparlamentet. Men målt på stemmer opnåede de kun 48 pct. – oven i købet i en naturstridig alliance mellem borgerlige, socialdemokratiske og antikapitalistiske nationalister.

Puigdemont står med andre ord på en særdeles skrøbelig platform, også hvad angår legitimitet. Dertil kommer visheden om, at en uafhængighedserklæring fra Madrid, som Rajoy formulerer det, vil blive besvaret med »håndfasthed«.

Hvad det betyder, fik catalanerne søndag et vink med en politistav om. Men hvis man i den spanske centralregering havde røde ører efter at være blevet skammet ud af en stort set enig verdenspresse, lod ingen sig mærke med noget.

»Det er, hvad der kan ske, når man bryder loven,« konstaterede regeringens talsmand Íñigo Mendez de Vigo, mens justitsminister Rafael Catalá hævdede, at der snarere havde været tale om vold mod politiet end om politivold.

Politiske iagttagere håber på, at analysen blot er en anelse mere selvkritisk og konstruktiv bag lukkede døre, hvor Rajoy i aftes mødtes med den socialistiske leder, Pedro Sánchez, for at drøfte udfordringen fra Catalonien og oppositionspartiets modvillige støtte til regeringens straffeekspedition.

Insisterer de spanske politikere på, at en dialog først kan gå i gang, når Puigdemont har taget uafhængighedsplanerne af bordet, risikerer de paradoksalt nok at tvinge ham til at føre dem ud i livet. For selvstyreregeringens antikapitalistiske støtteparti et opsat på at kappe bådene til Spanien, koste hvad det vil.

Uden udsigt til forhandlinger på et – set fra Barcelona – værdigt grundlag bliver det mere end svært for præsidenten ret meget længere, som ved gårsdagens pressemøde, at tale udenom.

Og udråbelsen af en republik på et tidspunkt, hvor der fra i dag er indkaldt til generalstrejke, og hvor adrenalinen endnu suser i blodet hos både militante separatister og de tusindvis af politifolk mobiliseret fra andre dele af Spanien, kan få en i forvejen kritisk situation til at eksplodere definitivt.