Silo
★★★★☆☆
Helsinkigade 29, Nordhavn tlf 3929 2920 Priser: Hovedret 235,- 4-retters menu 425,-

Jeg husker ikke umiddelbart tidligere at være blevet evakueret under et restaurantbesøg. Ikke desto mindre var det, hvad der skete, da røgalarmen pludselig gik, mens vi spiste på toppen af den gamle DLG Silo i Nordhavn. Når røgalarmen går, kan man ikke bruge elevatoren, og så er der altså mange trin ned, når man skal gå af trapperne fra 17.etage i 62 meters højde. Heldigvis havde tjenerne medbragt glas og forfriskninger i form af Domaine Leflaives Mâcon-Verzé, så vi ikke led nød nede på kajen, mens vi ventede på, at den falske alarm blev afblæst, så vi kunne op i varmen igen.

Det siger næsten sig selv, at det er en oplevelse ud over det sædvanlige at spise i den højde i København. For at understrege det, som må være byens bedste udsigt, er interiøret mørkt og natklubsagtigt, og ved hvert bord står en kikkert: »Du kan se hjem«, som der står på Silo hjemmeside.

Restauranten er stor, man kan vælge at spise i loungen, ved den store counter (disk) eller i selve spisesalen. I køkkenet regerer Denny Vangsted (Kong Hans, Ensemble, The Fat Duck, Nimb, Gorilla) og Morten Falk (Danmarks Bocuse d’Or-deltager 2017 og tidligere køkkenchef på Kadeau).

Dagens firerettersmenu står i 425 kr., hvilket placerer Silo i den mondæne del af mellemklassen. Først dykkede vi dog ned i husets snacks og blev skuffede, ikke mindst fordi snackenes funktion er at udgøre måltidets anslag, som sætter stemningen for resten af aftenen: Vi fik henholdsvis butterdejspinde drysses med piment d’espelette og parmesan. Butterdejssnacken, som ikke var ordentligt sprød, sendte tankerne tilbage til 1980’erne. Så var der trods alt mere klasse over fem flotte saltede ansjoser, selv om det jo ikke er den store kunst at åbne en dåse.

Så gik det straks bedre, da vi fik de første forretter. Min servering, som var aftenens bedste, bestod af fint møre stykker af tiarmet blæksprutte, som nærmest lignede pasta, med en dejlig sauce baseret på smør og soya og porer viklet ind i bitre bladbedeblade med masser af bid.

Min ledsagers ret fra menuen var nu heller ikke helt dum, men mere klassisk i smagen: Bagt torsk med syltet blomkål, ristede mandler, østersblade, østersvinaigrette og mandelcreme. Vinen var derimod skuffende, normalt er jeg en stor fan af vinen fra Jura, men denne hvide 2015 Arbois Pupillin fra Domaine de la Pinte, var simpelthen for kedelig, ikke mindst prisen på 650 kr. taget i betragtning.

Min næste ret bestod af pocheret helleflynder serveret kold med kaviar, forskellige former for karse, have syre og rå rosenkål og en sauce på muslingebouillon med kærnemælk og peberrod. En god ret, som dog ikke var helt ligeså god, som min ledsagers menuret: Lækre store agnolotti (ravioli) med saftigt fyld af kanin i bouillon kogt på svampe og vin jaune fra Jura. Blød og dyb i smagen, rig på umami.

Efter de glimrende forretter gik vi et halvt niveau ned på de gode, men mere ordinære hovedretter: Jeg fik stegt havtaske med dampet broccoli, brøndkarsestilke og snegle i rødvinssauce med sagogryn i æbleeddike. Min ledsager fik rosastegt lammesaddel, der var rullet op som en roulade og blev serveret med rød endive (julesalat), løgpuré og pebersauce. I glasset den perfekte lammevin, 2015 crozes-hermitage fra Denuziere (485,-).

Menuen sluttede af med en enkel, men elegant dessert, en lille kuppel af earl grey te skum dækkede over pæresorbet, tørret pære, knasende hasselnødder fra Piemonte og frisk bergamotte (som jo er den citrusfrugt, der giver earl greyen sin parfumerede smag). Jeg valgte imidlertid at lade resterne af den hvide Jura blive forenet med dens klassiske følgesvend i form af glimrende, vellagret (48 mdr.) comté ost.

Og så var det, at alarmen lød … , men det er jo, hvad der sker, når man opsager en restaurant få dage efter åbningen, så det skal ikke påvirke vores endelige dom, som lyder på fire store stjerner med pil opad for et godt forhold mellem pris og kvalitet.