Det var sent om aftenen, men jeg havde fået så meget morfin, at jeg ikke husker hvor sent. Morfinen betyder også, at jeg ikke er helt sikker på alt, hvad jeg refererer og husker fra den aften og nat. Det var i 1997, jeg var 25 år og befandt mig på kanten af livet. Jeg var blevet indlagt kort forinden, fordi jeg ovenpå min første kemoterapi havde fået en voldsom lungebetændelse. Jeg reagerede næsten ikke på den penicillin, som jeg fik i drop, men husker blot, at det føltes som ild, når den løb gennem min blodåre i armen.
I løbet af dagen var det langsomt gået op for mig, at jeg var ved at miste kampen for livet på grund af min lungebetændelse.
En uge forinden havde jeg siddet over for en læge, der havde fortalt mig, at jeg havde lymfekræft. Fra det sekund, jeg fik min diagnose, forsvandt alt andet i mit liv og veg pladsen for canceren. Der boede et monster i mig, som med sine metastaser var ved at æde mig op. Husleje, piger, politik, digte, bøger, musik, situationen i Nagorno-Karabakh og resultaterne i engelsk fodbold forsvandt alle. Tilbage var der kun mig og mit monster.
Dagene mellem mødet med lægen og den nat, hvor jeg lå og følte, at alt liv løb mellem fingrene på mig, havde jeg kun tænkt på kræften, og nu var en simpel lungebetændelse ved at tage livet af mig, fordi kemoen havde mast mit immunforsvar.
Læger og sygeplejersker fulgte min feber på en tavle, hvor man kunne se, at den ikke rigtigt bevægede sig nedad fra de lidt mere end 42 grader. Den læge, som især havde med mig at gøre, havde tre gange inden for en halv time fået taget min temperatur, inden han skulle hjem.
Jeg forstod godt, selv om det hele flød lidt sammen, og jeg var så træt, som jeg aldrig havde følt mig før, at det var alvorligt. Men trætheden var så enorm, at jeg ikke engang orkede at drømme.
Min bror forgudede mig
Omkring midnat, måske senere, stod en meget ung sygeplejerske ved min seng. Jeg tror, vi var jævnaldrende. Hun havde taget min temperatur og havde tårer i øjnene. Jeg forstod først ikke hvorfor, jeg tror ikke, jeg havde set hende før. Hun sagde til mig, at hvis jeg kunne slås, så skulle jeg slås nu. Jeg var så træt og sagde grædende til hende, at jeg var så frygtelig træt, at jeg bare gerne ville sove.
Hun begyndte at græde rigtigt og spurgte om jeg ikke havde nogen, jeg holdt meget af, som jeg kunne tænke på. Vi græd begge to nu. Det var så mærkeligt at være i tunnelen mellem liv og død med en fremmed. Jeg svarede hende, at der var så meget kærlighed i mit liv og at jeg var så taknemmelig for alt det, jeg havde oplevet. Jeg husker, at hun sad og holdt min hånd, mens jeg tænkte på min familie og venner.
Jeg tænkte især på min bror Jens, der kun var seks og slet ikke forstod, at hans bror var syg. Det er fantastisk at have en bror på seks, når man er 25. Jens forgudede mig og var overbevist om, at jeg var den stærkeste i hele universet. Han havde fortalt sine kammerater, at hans bror var den eneste, der var stærkere end Batman. Det havde gjort mig så stolt at høre. Sidst jeg havde været forbi, havde han bedt om, at jeg skulle følge ham i den forskole, som svenskerne kalder for dagis. Nu lå jeg her og sandsynligheden for, at jeg skulle se ham vokse op – og at han skulle få et mere realistisk billede af sin bror – syntes meget lille.
Det var ikke i orden, tænkte jeg. Igen og igen. Indtil Solen stod op. Jeg tænkte på Jens, der legede og lo, Jens, der løb og råbte, Jens, der sang og smilte. Jeg tænkte på, hvor lille og fin han var, når han knugede sig ind til mig, og den stolthed, jeg kunne mærke i ham, når vi gik hånd i hånd. Jeg tænkte på hans alt for store bløde ører og den indædte stædighed, der kendetegner så mange af os i familien. Jeg sov lidt, men ikke ret meget.
Rædslen i mine forældres ansigter
Jeg fik taget min temperatur meget tidligt om morgenen. Lægen, der havde været så bekymret for min temperatur dagen før, var mødt tidligt ind.
Han hed Francesco d’Amore, og han fortalte mig, at min temperatur var faldet. Jeg begyndte at græde igen. I det hele taget græd jeg så frygtlig meget i den periode. Det er uden undtagelse den mest grådlabile periode i mit liv. Jeg spurgte ham, om hans navn betød Francesco af kærlighed, og han svarede, at det betød noget i den stil.
Min mor kom ikke længe derefter, men jeg var faldet i søvn, da hun kom. Da jeg vågnede, sad hun ved min side og så så lille ud. Hun var askegrå i ansigtet, og jeg kunne se, at hun sikkert havde sovet lige så lidt som jeg. Jeg fortalte hende, at jeg nu vidste, at jeg ville overleve. Det var det mest afgørende øjeblik i mit liv – at kunne sige til min mor, at hun ikke skulle miste mig der. Jeg havde egentlig været meget afklaret med det hele. Lige fra øjeblikket med det voldsomme møde med lægen, der fortalte mig, hvor syg jeg var, til øjeblikket, hvor lungebetændelsen tog sit greb i mig.
Af grunde, der er helt uklare for mig, var jeg meget rolig gennem hele forløbet. Jeg havde en fornemmelse af, at min krop var i lægernes hænder og min sjæl i Guds. Men jeg kunne ikke vænne mig til den rædsel, jeg så i mine forældres ansigter.
Min far er læge, og jeg kunne mærke og se, hvordan det åd ham op, at jeg var syg. Han blev ved med at undersøge og læse om mulige behandlinger for mig. Han købte et arsenal af vitaminpiller til mig og ringede til kolleger, for at høre, om den behandling, jeg fik, var den rigtige.
Min mor var bare knust. Hun gjorde sit bedste for at være stærk, men jeg kunne se, at jeg ville slå hende itu for bestandigt, hvis jeg døde. Det kunne jeg ikke magte.
Jeg havde troet, at min sygdom handlede om mig, men opdagede, at den handlede om mine nærmeste – og jeg har aldrig været mere lettet end det sekund, jeg kunne sige til min mor, at jeg vidste, at jeg ikke ville dø. Også selv om jeg nok egentlig ikke rigtigt vidste, om det rent faktisk var sådan.
En bøn om tilgivelse
Årene inden jeg havde været syg, havde jeg været igennem en meget følsom fase, hvor jeg forsøgte at få svar på de store eksistentielle spørgsmål i livet. Hvorfor var jeg her? Hvad var meningen med det hele? Og hvordan skulle jeg håndtere min egen menneskelighed?
Jeg havde især læst Nietzsche, Kierke- gaard, Nordbrandt, Kafka, Camus og Vonnegut – og havde i processen fundet ud af, at jeg var meget religiøs. Da jeg ankom til hospitalet i al min skrøbelighed var kristendommen for længst bagtæppet i mit liv, selv om mange af mine nærmeste tror, at det var på mit sygeleje, at jeg blev religiøs. Jeg er utroligt glad for, at jeg var færdig med at afsøge det eksistentielle, før jeg blev syg og ikke skulle slås med den uro oveni.
Jeg havde bedt den unge sygeplejerske om at skrive en lille seddel, mens hun grædende sad og trøstede mig. Der stod ikke så meget, men jeg ville gerne efterlade et ord til mine nærmeste, hvis jeg ikke klarede natten.
Det bliver for personligt at afsløre, hvad jeg dikterede, men det var en kort kærlighedserklæring og en bøn om tilgivelse til min mor og far, søster og bror. I mange år havde jeg sedlen i min pung, men skriften blev så utydelig af slitagen af at ligge i pungen, at jeg lagde sedlen i en lille æske, hvor jeg havde nogle mønter af fremmed valuta liggende.
For nogle år siden fandt jeg sedlen frem i forbindelse med en flytning og tænkte: »Jeg behøver ikke dig mere,« og så smed jeg den ud. Ikke teatralsk eller med noget ritual. Jeg lagde den bare oven i kaffegrumset i affaldsposen og sendte den ud af mit liv.
Man siger, man lærer meget af at være døden nær. Det er sikkert rigtigt for mange. I mit tilfælde tror jeg ikke, jeg lærte meget andet end det, jeg har beskrevet. Men det har været alt nok.