Jeg tror, de fleste, der har levet et langt liv, vil kunne se tilbage på et eller flere øjeblikke, der har haft en afgørende betydning for den måde, deres tilværelse har udviklet sig på. Da jeg i årene 1998-2002 var vært på et ugentligt musikprogram på DRTV, fik jeg lejlighed til at tale med mange – vidt forskellige – kolleger om, hvordan de var havnet i showbusiness og havde fået den karriere, som man i mange tilfælde let kunne tro, de var født til – og målrettet mod.

Jeg husker f.eks. mødet med den amerikanske superstjerne Lionel Richie, der fortalte om sit liv. Et liv, som var blevet helt anderledes end det, han havde planlagt, da han begyndte at læse til præst. Ved siden af sine studier spillede han lidt saxofon i et band, forklarede han, men så en dag, da forsangeren blev syg, blev han bedt om at lægge saxofonen og prøve at synge i stedet.

Det blev starten på en fantastisk karriere som sanger, sangskriver og producer. En karriere, han aldrig i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Selv påstod han, at det var det øjeblik, der ændrede hele hans tilværelse, og at han formentlig ville have været præst i dag, hvis den hændelse ikke var indtruffet på netop det tidspunkt i hans liv.

For et par år siden fik min allernærmeste familie ændret sin fremtid i et splitsekund på grund af en alvorlig badeulykke. Min svigersøn blev overrasket af en stærk understrøm og slynget omkuld af en kraftig bølge. Han brækkede en nakkehvirvel og lå totalt lammet i vandoverfladen. Det var kun, fordi et par surfere var lige i nærheden og havde set ulykken, at han undgik at drukne og blev reddet ind på land. Her var det igen gået helt galt, hvis ikke en australsk læge var dukket op og havde forhindret velmenende redningsfolk i at flytte rundt på ham. Han slap med livet og det meste af sin førlighed i behold. Men på et enkelt øjeblik blev en families tilværelse for altid forandret.

For godt halvtreds år siden var det også nogle få, afgørende øjeblikke, der førte til, at mit liv blev, som det er blevet. I hvert fald mit arbejdsliv. Det var lidt af et tilfælde, at jeg endte i showbusiness. Jeg var kommet i gymnasiet og havde mere eller mindre lagt mig fast på, at jeg ville være cand.mag. i engelsk og tysk, når min studentereksamen var kommet i hus. I min fritid spillede jeg guitar og sang, komponerede og skrev tekster. Men det var og blev et fritids­fænomen (som mine forældre syntes, jeg brugte alt for meget tid på).

I 1965, det år, da jeg skulle afslutte 3.g, stillede jeg og mit band op til DM i beat­musik og vandt ved en stor koncert i K.B. Hallen. Det blev til en masse job rundt om i landet, inden vi alle blev enige om, at nu var tiden inde til at stoppe musikken og koncentrere os om fremtiden og vores uddannelser.

Min bedre halvdel og jeg var blevet ringforlovet, og jeg syntes ikke, jeg kunne overskue en længere årrække på universitetet. Så jeg havde i stedet søgt optagelse på Zahles Seminarium for at påbegynde en tre-årig læreruddannelse. Med mit band havde jeg nået at indspille to singler med egne, engelsksprogede sange, men vores producer ønskede, at vi indspillede en sidste plade på dansk. Han havde nogle gamle, danske sange liggende på noder, og der sad jeg så en aften og bladede noderne igennem, indtil jeg stødte på en sang, der hed »Ved landsbyens gadekær«. Ingen af vi fire i orkestret havde nogensinde drømt om, at den sang skulle blive solgt i over 100.000 eksemplarer og dermed blive årets hit. Det gjorde den. Men alligevel var jeg stadig overbevist om, at min fremtid lå i lærer­gerningen. Alle ved jo, at showbusiness er lunefuld. Den ene dag er du stjerne – den næste er du glemt.

Jeg fuldførte læreruddannelsen og blev professionel musiker i forvisning om, at det ikke kunne fortsætte.

Da katastrofen indtraf

Men det gjorde det ikke desto mindre i adskillige år, indtil katastrofen indtraf i 1979. Vi var på en turné og skulle optræde i Horsens, da stemmen forsvandt. Det skete på et øjeblik, og den nægtede at komme igen. Gode råd var dyre, og jeg måtte opsøge en halsspecialist. Jeg var sikker på, at en pensling og en pillekur nok skulle kunne klare sagerne. Men det var en meget kontant læge, jeg var kommet til. Han havde ikke tænkt sig at behandle mig med hverken piller eller fløjlshandsker. Dommen var klar: »De har en stor polyp på den ene stemme­læbe, og den er muligvis ondartet. De skal indlægges og opereres øjeblikkeligt!«

Fra at være en anelse bekymret røg jeg nu totalt ud over afgrunden. Jeg vidste jo godt, at det med musik var på lånt tid – i hvert fald som aktiv udøvende. Jeg havde for længst fået en sideløbende karriere som sang­skriver og havde endda tidligere samme år vundet mit første Melodi Grand Prix som tekst­forfatter til Tommy Seebachs »Disco Tango«. Men det var jo ikke nok til at leve af. Og hvis det var slut med stemmen, kunne jeg så overhovedet bruge min læreruddannelse? En lærer, som ingen stemme har, er ikke meget bevendt. Og hvad nu, hvis knuden viste sig at være ondartet?

Der var rigtig mange ubesvarede spørgsmål. Da jeg var kommet hjem og sad fuldstændig lamslået over, at min verden på et øjeblik var brudt helt sammen, ringede Hilda privat til vores læge. Det var søndag, og jeg skulle indlægges om mandagen. Lægen, som var min gamle skolekammerat, kom mindre end en halv time efter og forklarede mig stille og roligt, at sandsynligheden for en ondartet svulst var minimal. Skaden var formentlig opstået på grund af massiv overbelastning gennem længere tid. Han overbeviste mig også om, at kirurgerne på Rigshospitalet var dygtige, og at jeg var i en alder, hvor chancerne for hurtig heling og et godt udfald var fine. Det beroligede mig selvfølgelig en hel del, men frygten for at måtte opgive både musik og fremtidig lærergerning var i sig selv deprimerende, og jeg havde svært ved at se nogen udvej.

Stof til eftertanke

Da jeg vågnede op efter operationen, kom kirurgen ind og fortalte mig, at knuden havde været godartet, men han præciserede også, at stemmen ikke fremover ville kunne klare den belastning, den alt for længe havde været udsat for. Hvis jeg skulle fortsætte med at optræde, måtte jeg skåne stemmen mest muligt. Ellers ville resultatet være en ny operation, og hvem kunne love, at den ville gå lige så godt som denne gang?

Det gav stof til eftertanke. Jeg kunne absolut ikke se mig selv som solist. Jeg havde jo i mange år været musiker i et danseorkester, og tanken om at farte alene rundt på de danske landeveje var helt uvirkelig og nærmest skræmmende. Det fortalte jeg vores senere manager, som så svarede:

»Hør nu lige her: Du og Hilda havde jo kæmpesucces, da I indspillede en plade sammen for tre år siden. Hvorfor tager I to ikke ud og optræder som duo?«

Jeg var sikker på, at Hilda ville sige nej. Men jeg brugte det næste års tid på at overtale hende til at forlade sit gode job hos Lundbeck & Co. Omsider fik jeg overbevist hende om, at en duo skulle være vores fælles fremtid. I dag kan jeg kigge tilbage og sige, at den beslutning har været det bedste, der nogensinde er sket i min karriere. Jeg havde nok aldrig troet, at vi stadig – så mange år efter – skulle farte land og rige rundt og underholde. Men nu kan jeg til gengæld ikke forestille mig, hvordan jeg en dag skal kunne sige farvel til den tilværelse, jeg elsker så højt og kun kom til at opleve, fordi jeg i et afgørende øjeblik for knap 40 år siden mistede stemmen. Var det ikke sket, havde jeg med stor sandsynlighed været pensioneret lærer i dag.

Det havde der ikke været noget galt i. Men jeg ville nu nødig have byttet min tilværelse med noget andet.

Keld Heick er sanger, sangskriver og musiker.