Egentlig var jeg en skidt knægt. Dårlig holdning! Dårligt selvværd! Dårlig attitude! Fra det rene barndoms land transformerede jeg mig over i puberteten med en distanceret ligegyldighed over for alt og alle. Optaget af mine egne sysler, men i bund og grund utilpasset og med en sær ubalance mellem flid og ambitioner. Ville så meget, men gad ikke!

Drev som mine jævnaldrende igennem skolesystemet uden at åbne en bog eller skrive en selvstændig opgave. Kun reddet af min generøse rektor, som jeg havde i russisk. Og kun fordi jeg vidste, hvem den russiske filminstruktør Eisenstein var. Rektor fredede mig mod en aftale om en gang om året at berette om noget, der begejstrede mig: Film!

Færdig med gymnasiet og en elendig eksamen stillede samfundet og forældre med krav om at dygtiggøre sig. Og dengang var et arbejdsliv med film kun forbeholdt nevøer til en DR-ansat, eller hvem en direktør i Nordisk Film havde forgrebet sig på på en fladtrådt skumgummimadras i en garderobe. Så den drøm var udelukket. Og for at lukke munden på især min fader meldte jeg mig ind på et lærerseminariium, der dengang var opmarchbås for den dovne og uambitiøse. Det har da heldigvis ændret sig.

Det varede heller ikke længe, inden min despotiske tilgang havde inficeret ellers sunde medstuderende, og af en hel klasse gennemførte kun en håndfuld. Og ikke mig.

Jeg var droppet ud og levede af at få enkelte uartige drenge til at undgå at ødelægge for meget inventar i skolesystemet. OG så drømte jeg om alt det, jeg ikke kunne deltage i i den kulørte filmbranche.Skrev et utal af ansøgninger, men kom aldrig så langt som til en enkelt ansættelsessamtale. Så henslæbte jeg min tid med så lidt engagement som muligt for at opretholde livet og var derudover dybt frustreret over at kunne se frem til et liv uden glæde.

Men så kom øjeblikket…

Skyerne spredtes

Jeg mødte en ven på gaden, som i en bisætning fortalte mig noget så ubekendt og uhørligt som, at man ved enkle manøvrer kunne erhverve sig et momsnummer hos Told og Skat i Køge og således kalde sig både direktør og selvstændig erhvervsdrivende.

Kommen fra en slægt af offentligt ansatte var det indtil den dato – 1. april 1980 – for mig en tanke, der end ikke havde strejfet mig. At man bare kunne starte et firma selv, hvis ikke der var andre firmaer, der ville ansætte en.

Tog fluks cyklen ud til Gymnasievej i Køge og fik oprettet mit livs første firma. Og fik anvisninger på, at hos boghandler Erhard Jensen i Nørregade kunne erhverves et kolonnehæfte til med blyant at registrere firmaets økonomiske posteringer. Der bestilte jeg også mit første firmastempel med fortagendets navn, adresse og telefonnummer skrevet i gummi. Og en stempelpude til at fugte gummiteksten med sort, rød eller blå farve. Jeg valgte den sorte.

Jeg husker dagen, som man ser det på film: Fra en tæt og tung himmel spredes skyerne kortvarigt og slipper en enkelt solstråle ned, der rammer et tilfældigt individ og giver vedkommende et øjebliks guddommelig klarhed.

Mit dilemma var på et splitsekund fordrevet, og grundstenen til et liv var lagt. Fornemmelsen af, at alle forhindringerne nu kunne mødes med knofedt og viljestyrke, var berusende.

Skønheden fra Samsø

Og jeg kastede mig ud i det. Blev så optændt af den hellige ild, at selv det andet køn begyndte at synes, at jeg var interessant og fik smidt agn og blink ud til en skønhed fra Samsø, der velvilligt havde kastet sine brune øjne på min ringe person. Det blev senere min livsledsagerske, Lise.

Jeg passede så stadig de unge uvorne, men brugte alle dage og nætter på at etablere denne virksomhed. Og sove gjorde jeg så i frikvartererne på skolen, hvor jeg arbejdede.

Så denne unge fagre mand med det bølgende hår var nu pludselig en arbejdsnarkoman. Vel havde jeg også opsparet en del energi gennem en uvirksom ungdom. Men det blev der kompenseret for.

Siden den dag, da ØJEBLIKKET ramte mig, har jeg ernæret mig hovedsageligt gennem eget foretagende og aldrig tyet til den daglige underkastelse kaldet lønmodtager.

Med to grimme sygdomme på min journal har dette cowboyliv vel også haft sine omkostninger.

Men den ugidelige dreng fandt sig selv i en jævnt og muntert virksomt liv på jord. Løsningen var ikke alverdens uddannelser. Men blot et kolonnehæfte og et gummistempel og visheden om selv at være i livets førersæde.

Amen!