Min amerikanske mand, Robert Adams, og jeg var i indianerstammen Shoshonernes Reservat i Lander, Wyoming, USA. Min mands kaldenavn var Bob Adams. Han var professor i veterinær kirurgi på University of Colorado. Vi havde mødt hinanden på Oxford University, hvor han var æresgæst. Jeg var ledsager for min daværende mand, som var formand for specialpraktiserende dyrlæger i Danmark.

Første gang, Bob Adams og jeg så hinanden, var i forgården til Oxford Universitetet, hvor en amerikansk dyrlægekone præsenterede os for hinanden. Det var værre end kærlighed ved første blik. Det var en passion, som kun sker for enkelte mænd og kvinder. Når den rammer, er det som et piskeslag. Man ser det i hinandens øjne og ved, at nu sker der noget uundgåeligt, der vil forandre alt.

Vi var begge gift. Bob havde været gift i 33 år. Vores ægteskaber var ikke lykkelige. Bobs kone var svært overvægtig og hjemmedrikkende husmor, sikkert på grund af ensomhed. Min mand var syg, men fejldiagnosticeret. Først senere, år efter vores skilsmisse, blev det opdaget, at han havde en hjernetumor, der forklarede den adfærd, som havde gjort et liv sammen med ham umuligt. Jeg vidste ikke, hvorfor han glemte alting og aftaler, hvorfor han sov, når han kørte bil og mange andre episoder, der var skræmmende.

Bobs kone ledede bibelklassen, når hun kunne. De havde aldrig gæster, for hjemmet var i forfald. Han selv beskrev det som et sted, som han skammede sig over hver dag, når han kom hjem fra universitetet. Han kunne ikke have gæster. De så kun et enkelt vennepar, som af og til besøgte dem. De havde tre børn. To smukke døtre og en søn.

På det tidspunkt var Ronald Reagan præsident. Bobs søn var en skuffelse for ham. Han var en flink og sympatisk ung mand, men det var flower power-tid, og han ville ikke være en kopi af sin ambitiøse og dygtige far, som dyrkede boksning, og hver morgen løb otte km og var ved at blive verdensberømt i sit specielle fag. Bobs søn var smidt ud hjemmefra og var nu gift med en pige, som familien heller ikke kunne acceptere, fordi hun var katolik.

Vi boede i en lille universitetsby, Fort Collins, hvor alle kendte alle, og sladderen gik. Byens hjemmegående husmødre demonstrerede mod en homoseksuel lærer, og da de hørte, at jeg var flyttet ind hos Bob, var det helt sikkert, at jeg var en prostitueret fra Danmark. Postvæsenet afleverede med væmmelse posten hos naboen, så han ikke blev besudlet af synd på sine fingre.

Svært at få skilsmisse

Bobs kone var flyttet i en lejlighed, fordi vi havde heste i en fold i baghaven. Til at begynde med hilste ingen på mig. Men da en societydame fik øje på mig i supermarkedet, vendte billedet i Fort Collins’ overklasse, og jeg blev inviteret til damefrokoster, blev medlem af skiklubben, og Bob var stolt. Vi havde det skønt, han var en meget morsom mand, en stor personlighed, havde været storvildtjæger i Afrika.

Han havde haft en forfærdelig barndom, men var kommet ind på universitetet på grund af et boksechampionat. Han var super intelligent, musikalsk, og John Wayne var hans idol. Selvom jeg foreslog, at vi nu skulle sende John Wayne på plejehjem og få lidt mere moderne tider, hvor bøsser måtte undervise, og hvor der var fri abort.

Alle racer var repræsenteret på universitetet, de sorte elskede Bob, og de hvide hadede ham. De hvide studerende havde langt fehår og dyrkede flower power-bevægelsen. Når de indledte deres studium, var det første, han gjorde, at smække en barbermaskine ned foran dem og bede dem møde glatbarberede næste dag og med klippet hår, fordi han ikke ville have hippiebakterier, når han opererede de dyreste fuldblods, quarter horses og arabere i USA. Heste til millioner af dollars.

Vi havde kæmpet i fem år for at få skilsmisse fra Bobs kone, men hver gang, sagen skulle for retten, flyttede hun til en anden stat bistået af sin advokat, og sagen blev udskudt. Bob var snart helt nedbrudt.

Som dansker forstod jeg ikke, at et stykke papir på et ægteskab betød så meget, men det betød alt for ham. Han ville give sin separerede kone alt, hvad han ejede, villaen i det fine kvarter, store pengebeløb, men det eneste, han ville beholde, var den jagthytte, han selv havde bygget oppe i Wyoming i en vidunderlig natur.

Han havde slæbt hver eneste bjælke, lagt elektricitet ind. Han var en mand, der var kommet fra det nederste sociale lag og havde opfyldt den amerikanske drøm for alle, men nu var Nancy, hans kone, ved at undergrave den.

Jeg var blevet skilt, havde forladt alt i Danmark, også mine to næsten voksne sønner. Det var meningen, at den yngste skulle over til os for at studere medicin på universitetet, for han var den slags søn, Bob havde ønsket sig hele sit liv. Sommetider syntes jeg, at han var mere forelsket i min søn, Jens, end i mig, de var som to legekammerater fra morgen til aften, når Jens besøgte os.

Skydekonkurrence

Vejret var ofte varm sol i et vidunderligt landskab. I efteråret dækkede gyldne espetræer bjergsiderne med gyldne glitrende blade. I oktober skiftede vejret til hvid puddersne og klar frost. Jeg tog sammen med societydamerne skibussen op i Rocky Mountains for at stå på ski.

De var meget muntre i skibussen og havde whisky og rom med i termokander. Jeg blev sendt i skiskole, og snart var jeg i fuld fart ned ad pisterne med min skiinstruktør lige i hælene, mens han kommanderede alt, hvad jeg skulle gøre for ikke at ryge ud over Rocky Mountains, mens de glade societydamer susede forbi i en heftig formiddagsbrandert.

Men i det nye liv lurede en fare hele tiden. Bob havde for højt blodtryk. Ved sit seneste lægebesøg, efter at han havde haft en passerende blodprop i hjertet, før jeg kom til USA, havde han fået at vide, at han snart skulle have en ny hjerteklap. Da han friede til mig, sagde han: »Vi får sikkert aldrig sølvbryllup, men vi får alt det, vi i mange år har gået og drømt om.«

I august måned skulle der være en skydekonkurrence i en jagtklub, en mesterskytteklub, som Bob var medlem af. Astronauterne var f.eks. medlemmer, selvom jeg ikke rigtig forstod, hvorfor de skulle være medlem. Måske det var for at skyde marsmænd, hvis de kom efter dem. Jeg var lykkelig, men savnede mine sønner. Mine sønner var næsten voksne. Den ældste var 20 år, den yngste kun 17. Han gik i 3 G. og skulle over til os, når han havde fået studentereksamen.

Skydekonkurrencen foregik hvert år i Shoshonernes indianerreservat i Lander, Wyoming. Den hed »One shot Antilope Game«. Man skulle kunne skyde en antilope med ét skud. Shoshonernes høvding og hans koner ledede konkurrencen. De var højt respekterede, og sheriffen i reservatet, sherif Pete, passede på, at indianerne i reservatet, som både var på alkohol og marihuana, ikke lavede for meget ballade.

Som dansker havde man sine fordomme. Jeg troede, at indianerne hadede sheriffen og hans kone, som jo var den undertrykkende part, men de elskede sheriffen og konen. Konen var opvokset i reservatet og talte deres sprog, hun hjalp ved fødsler, lånte penge ud, var meget religiøs og sørgede for, at syge indianere kom på hospitalet.

Skydekonkurrencen foregik hele dagen. Jeg var med og stod med høreværn på, mens Bob skød. Han var utilfreds, for han ville jo vise mig, hvor god han var. Et par gange havde han vundet, nu rystede han på hånden, når han skulle sigte, og præstationsangsten var ved at gribe ham.

Tre skud for de døde

Konkurrencen var slut. Vinderen kåret. Det blev ikke Bob. Han var ikke nogen god taber.

Vi spiste frokost med høvdingen og hans to koner. Høvdingen var i fuld ornat med fjerprydet høvdingehovedprydelse. Hans koner i indianerdragt, pandebånd og fjer. De var kønne og smilende.

Vi skulle have en stor bøf. Konerne og høvdingen jog gaffelen ned i bøffen og spiste af den. Jeg gjorde det samme, og de lo til mig. Bob havde ventet, at jeg spiste pænt med kniv og gaffel, og hans øjne glimtede som altid, når latteren var ved at overmande ham. Om aftenen var der en stor højtidelighed i et lille teater. Høvdingen gik op på scenen med vinderen af konkurrencen, der fik overrakt en pokal. Så blev der dødstille i salen. Mændene tog deres hatte af. Høvdingen, der målte tæt på to meter, gik frem, tog sin riffel og fyrede tre skud af, for de medlemmer af »One Shot Antilope Game«, som var døde siden sidst.

Bob stod med armene om mig. Han hviskede: »Jane, næste år skyder de for mig.« Jeg holdt hans hænder, og så tårerne løbe ned ad hans kinder, som han flovt tørrede af i jakkeærmet.

I januar måned var vi i Reno, skilsmissen var igen blevet udsat, men vores advokat sagde, at der var gået så lang tid, så ingen stat kunne modsætte sig skilsmissen mere.

Trods mine advarsler tog Bob en morgen sin træningsdragt på og gik ned i hotellets kæmpehall for at løbe. Han kom op, var bleg, svedte, satte sig ned, og pludselig faldt han forover ned på gulvet og var død på stedet af en blodprop i hjertet. Jeg gav hjertemassage, råbte om hjælp og ringede til receptionen på hotellet, men ingen svarede, for klokken var 6 om morgenen.

Det var sket det, vi frygtede. Det, vi inderst inde vidste. Nu blev mit liv et andet liv, men noget var bristet, og det blev en sorg, jeg med tiden lærte at leve med. Først mange år efter skrev jeg om vores liv i romanen »Colorado Drømme«. Nu er jeg 80 år og ved, at virkeligheden altid overgår fantasien, men jeg skriver stadig gennem sorg, glæde og hård sygdom. Bob lærte mig at tro på mig selv.