LONDON: Egentlig har David Cameron aldrig vist tegn på at være synderligt interesseret i EU. Det er måske den britiske premierministers største styrke forud for den kommende afstemning om fortsat EU-medlemskab, vurderer flere borgerlige kommentatorer, fordi han så mentalt er på linje med de fleste briter.

»Som størsteparten af den britiske befolkning ser jeg på spørgsmålet med en praktisk tankegang, ikke følelsesmæssig. Hoved, ikke hjerte. Jeg ved, at Storbritannien måske skuffer nogle af vore europæiske partnere med det, men det er sådan, vi er,« sagde Cameron tirsdag i en tale i tænketanken Chatham House i London.

Det var Talen. Fremlæggelsen af de længe ventede reformønsker, som vil få ham til at anbefale et fortsat ja til EU. Visionen blev holdt i brede vendinger. Der er forhandlinger forude med de øvrige EU-lande, og præcise krav, der ikke bliver imødekommet, ville være en tidlig julegave til britiske EU-modstandere.

EU-kritiske, konservative partifæller kastede sig over Camerons udspil i en efterfølgende parlamentsdebat, men han understregede i sin tale, at han fortsat fokuserer på de tre »store udfordringer«, som han udpegede, da han for tre år siden lovede briterne en ny EU-afstemning. Det gælder euroen, konkurrenceevnen og udviklingen hen imod en politisk union, og så er der kommet en fjerde prioritet til.

»Vi har brug for udvidede muligheder for at håndtere større misbrug af retten til at bevæge sig frit inden for Europa og for at formindske den meget store tilstrømning af mennesker, der kommer til Storbritannien fra hele Europa.«

Går efter en »dansk model«

Talen i London varede næsten en time, og den blev suppleret med et seks sider langt brev sendt med e-mail og stilet til EU-præsident Donald Tusk med et håndskrevet »Dear Donald« og c.c. til EU-kommissionsformand, EU-parlamentsformand samt de øvrige 27 regeringsledere.

Hovedpunkterne er, at Cameron ønsker en »lovmæssig og uomstødelig« sikkerhed for, at EU-lande uden for euroen ikke bliver diskrimineret af beslutninger taget af landene i euro-zonen. Han ønsker mindre EU-lovgivning for erhvervslivet og færre regulativer. Han ønsker, at det bliver indskrevet i EU-tekst, at Storbritannien ikke tilslutter sig formuleringen om at arbejde sig hen imod en tættere union og ser helst, at målsætningen helt bliver fjernet. Cameron ønsker også et system, hvor en gruppe af nationale parlamenter i fællesskab kan afvise europæisk lovgivning.

De første reaktioner fra Bruxelles og øvrige medlemslande viste, at det mest kontroversielle britiske udspil kan blive ønsket om, at andre EU-borgere skal »bo her og bidrage i fire år«, før de er berettiget til boligtilskud og de særlige britiske velfærdsgoder for folk i lavtlønnede job. Måske derfor holdt Cameron sig overraskende til at kalde det et »forslag«. Det kan så give ham problemer på hjemmefronten, fordi det konservative regeringsmanifest har en væsentligt stærkere formulering. Briterne forventer, at flere af EU-ændringerne vil kræve en traktatændring, men en centralt placeret kilde siger til Berlingske, at man har indset, at det ikke kan nås, og at regeringen nu går efter en »dansk model«, hvor alle erklærer sig enige og så effektuerer det senere.

Den britiske genforhandling er nu »formelt indledt«, erklærede Cameron. Han gentog også, at han »holder alle muligheder åbne«, hvis det viser sig, at han »taler for døve øren«.

»Men jeg vil have både hjerte og sjæl med i en kampagne for at holde Storbritannien indenfor i et reformeret EU, fordi det utvetydigt er i vores nationale interesse,« forsikrede Cameron.

De seneste dage har konservative politikere bakket Cameron op i, at det er rigtigt at gøre det klart, at Storbritannien faktisk er parat til at forlade EU. The Economist tilsluttede sig i en kommentar efter talen det modsatte synspunkt, at Cameron af al magt ønsker at forblive i EU, men gennemfører afstemningen på grund af den alvorlige splittelse omkring EU i Det Konservative Parti:

»Cameron spillede sin selv-påførte dårlige hånd fint, nu når han har forpligtet sig selv til at gennemføre en kunstig genforhandling.«

The Economist henviser til, at mange briter fortsat ikke er særligt interesserede i EU, men netop derfor kan være villige til at følge Camerons anbefaling, »rynke på næsen og stemme for at forblive«.