LONDON: De britiske politikere debatterede i flere end ti timer. Mange talte om det internationale ansvar. En del understregede det nære forhold til Frankrig og behovet for, at briterne ikke holder sig for sig selv, men er med, hvor det gælder. Derefter stemte et klart flertal for, at Storbritannien trods stor usikkerhed om fremtiden vil indtage en europæisk lederrolle – i Syrien, i kampen mod Islamisk Stat.

Europæiske politikere og EU-tilhængere kan dog kun drømme om samme klare engagement i det spørgsmål, der bliver EUs næste folkeafstemning – og som kan blive væsentlig mere dramatisk. Afstemningen afgør, om Storbritannien forbliver medlem af EU. I stedet for klare linjer trækker forhandlingerne ud i en mudret proces såvel internt i Storbritannien som med de øvrige EU-lande.

»Afstemningen kunne blive i juni næste år. Eller i september. Eller i november. Eller måske først i 2017, hvis forhandlingerne fortsat trækker ud. Premierminister David Cameron vil gerne have afstemningen så hurtigt som muligt, men lægger vægt på substansen i aftalen,« forklarer den britiske europaminister, David Lidington.

Udtalelsen viser, at briternes forhåbninger om et afgørende gennembrud for David Camerons reformforhandlinger ved EU-topmødet i midten af december svinder. Som et muligt sidste øjebliks forsøg på et lucky punch, fortæller David Lidington, at højtplacerede britiske embedsmænd deltager i intensive møder med kolleger i Bruxelles og med EU-jurister, hvor de forsøger at finde frem til en række mulige – og lovlige – rammer for briternes ønsker.

»De får de juridiske procedurer på plads. Så vil hjemmearbejdet være gjort forud for de politiske forhandlinger,« siger David Lidington.

EU-lande afvisende over for briternes krav

Europaministeren forventer, at en britisk lov, der stiller krav om en EU-folkeafstemning, og som skal finde sted senest ved udgangen af 2017, bliver vedtaget i næste uge. Dette vil eliminere ethvert spinkelt håb om, at »det britiske problem« forsvinder af sig selv eller kunne blive udskudt.

For så skal både EU-systemet og den britiske regering finde et kompromis for en aftale inden for tidsfristen. I modsat fald har Cameron lovet den britiske befolkning, at han vil føre kampagne for, at Storbritannien forlader EU.

Afstemningen kræver ifølge europaminister David Lidington »omkring fire måneders« politisk proces. Han siger, at den britiske regering vil acceptere »klare løfter« i stedet for vedtagne reformer:

»Jeg mener, at vi har brug for fuldstændig klarhed, hvor alle landes regeringer tilslutter sig og erklærer sig parate til at levere. Så aftalen bliver så sikker, som det er menneskeligt muligt at gøre den.«

Selv om David Cameron for nyligt i en tale og i et officielt brev til EU markant nedtonede sine tidligere reformkrav, har andre lande været afvisende.

Tyskland og Frankrig skal være bekymrede over, at briterne kan få en slags vetoret over for euro-samarbejdet, hvis forbud mod finansiel »diskrimination« af ikke-eurolande bliver formuleret stramt i en aftale.

Desuden stritter flere østeuropæiske lande kraftigt imod de britiske krav om at indføre fire års karenstid, før ikke-britiske EU-borgere med arbejde i Storbritannien kan få del i de britiske velfærdsydelser.

Cameron kan blive kørt ud på et sidespor

Diskussionerne foregår, mens EU-lande er under voldsomt pres fra flygtningestrømmen og eruo-krisen, og nu er det øgede engagement i Syrien-konflikten kommet til.

Derfor må David Cameron finde sig i at være en distraherende sidebekymring, der afhængig af andre forhold måske – måske ikke – vil blive seriøst diskuteret på december-topmødet.

For den britiske premierminister er det en yderligere bekymring, at en række nej-kampagner synes at have vind i sejlene. De seneste meningsmålinger viser for første gang dødt løb, og også i David Camerons eget konservative bagland hersker en stor EU-skepsis.

Der er nok at se til, men Lidington afviser, at man kunne fremme eller udskyde den britiske folkeafstemning i slipstrømmen af det danske nej.

»Vi er gode venner med Danmark, men danskerne vil formodentlig ikke sætte pris på detaljeret rådgivning om deres afstemning fra andre landes regeringer, lige så lidt som briterne ville tage imod belæringer fra andre.«