BRUXELLES: Det er svært at blive klog på Storbritanniens premierminister, David Cameron, og hans strategi for en genforhandling af det britiske EU-medlemskab. I taler har Cameron tordnet med fire overordnede krav, men i Bruxelles har hans forhandlingshold foreløbigt ikke sat noget på skrift trods flere måneders »tekniske sonderinger«.

Der er dermed endnu ikke tale om egent-lige forhandlinger, og i Bruxelles er der en vis træthed over de manglende konkrete udspil fra den britiske regering. På torsdag kommer Cameron så til topmøde i Bruxelles, men heller ikke her ventes konkrete udspil fra Cameron.

Så vidt vides ønsker Cameron oprigtigt, at Storbritannien bliver i EU, men det kræver reformer, der er tilstrækkelige til, at han kan overbevise et flertal af briterne om at blive i EU ved den kommende folkeafstemning om EU-medlemskabet. Problemet er, at Cameron har tordnet med flere budskaber, som han godt ved, at han ikke fuldt ud kan få de andre EU-lande med på.

I weekenden kunne den store britiske avis The Telegraph, der normalt har gode kilder i den britiske regering, så »afsløre« Camerons fire reelle hovedkrav til de kommende forhandlinger. Hvis afsløringen holder stik, er der tale om en mere moderat pakke med krav end tidligere antydet.

Tilbageholdende Cameron

Ikke mindst er kravet om betydelige begrænsninger for andre EU-borgeres adgang til britiske velfærdsydelser ikke blandt de fire hovedkrav. Men den britiske regering har allerede afvist, at det skulle være taget af bordet, dog uden dog at give yderligere detaljer.

En gennemgang af de mulige britiske krav viser, hvorfor Cameron er så tilbageholdende med at spille klart ud.

1. Storbritannien holdes ude af en »europæisk superstat«

Det første krav om en klar erklæring, der holder Storbritannien ude af ethvert skridt mod en »europæisk superstat« og en »evigt tættere union«, kan på papiret se vanskeligt ud, fordi traktaten nævner arbejdet med at skabe en stadigt tættere union.

I praksis bakker EU-landene i dag dog op om, at EU kun skal blande sig i de ting, hvor EU-samarbejdet kan gøre en positiv forskel, og ingen lande taler varmt for en »europæisk superstat« længere. På visse områder som f.eks. flygtningekrisen er der ifølge lande som Frankrig og Tyskland brug for mere EU, men ikke på alle områder. Ifølge The Telegraph skal erklæringen netop stå i stedet for en decideret traktatændring, der ikke kan nås før den britiske folkeafstemning. Hvis det passer, burde parterne kunne nå hinanden.

2. EU skal have flere valutaer end euroen

Cameron vil også bevare det britiske pund og vil ligeledes have en klar erklæring, der slår fast, at euroen ikke er EUs officielle valuta, men at der er flere valutaer i EU. Med eurokrisen in mente virker det som en indlysende pointe, der ikke burde være kontroversiel. Andre lande uden for euroen – som Danmark – vil også bakke op om dette ønske, der måske er det mindst vanskelige at give briterne indrømmelser omkring.

3. En ny struktur, der beskytter landene uden for euroen

Det ønske er i høj grad delt af de øvrige EU-lande, der står uden for euroen. Blandt eurolandene bliver der både talt om at styrke styringen af euroen med en mere ensrettet finanspolitik i eurolandene og om at skabe sikkerhedsmekanismer for landene uden for euroen. Eurokrisen har tydeligt vist, at eurolandene og Den Europæiske Centralbanks beslutninger har betydning for alle, selv om beslutningerne kun tages af de 19 eurolande.

De store eurolande er i udgangspunktet positivt indstillet over for en sådan reform, men problemet er, at det med sikkerhed vil kræve traktatændringer. Det ligger flere år ude i fremtiden og dermed på den anden side af den britiske afstemning.

4. »Rødt kort«, der kan stoppe uønsket EU-lovgivning

Idéen med det røde kort er at bringe mere magt tilbage til de nationale parlamenter fra Bruxelles, og det stemmer godt overens med de politiske toner i mange EU-lande, hvor der ikke er udelt begejstring over alle EU-Kommissionens forslag. Et sådant system kan der i princippet godt være opbakning til i de øvrige EU-lande, men også her er der fortsat intet konkret fra briterne.

Hvad med velfærdsydelser?

Mens disse fire hovedkrav flugter godt med, hvad David Cameron tidligere har sagt, så glimrer kravet om betydelige begrænsninger for andre EU-borgeres adgang til britiske velfærdsydelser ved sit fravær. Ifølge The Telegraphs kilder har den britiske regering – trods den officielle afvisning – så godt som opgivet at komme igennem med markante begrænsninger på det område.

Blandt andre Tysklands kansler, Angela Merkel, har på vegne af et klart flertal blandt EU-landene gjort det klart, at diskrimination af EU-borgere ikke kan komme på tale. En EU-borger med opholdstilladelse i et land skal altså i princippet have ret til sociale ydelser. Samtidig har Merkel og flere andre EU-ledere dog også understreget, at misbrug af velfærdsydelser fra borgere, der rejser til et andet land uden en reel intention om at arbejde, skal stoppes.

Her har EU-Domstolen i et par nylige afgørelser også løftet barren for, hvornår noget kan defineres som misbrug i den retning, som Storbritannien – men også Danmark – ønsker. Netop skellet mellem diskrimination og misbrug er også den grundlæggende udfordring i den mobilitetspakke, som EU-Kommissionen barsler med. Kommissionen har officielt bebudet denne pakke inden årets udgang, og spørgsmålet er, om Cameron afventer denne pakke, før han spiller ud.

På torsdagens topmøde ser det ikke umiddelbart ud til at blive mere konkret fra Camerons side. I udkastet til den fælles konklusionstekst fra topmødet står der således blot:

»Formanden for Det Europæiske Råd orienterede om processen forude vedrørende Storbritanniens planer om en (ind/ud) folkeafstemning.«