DONETSK: Ljudmila læner sig ind over sandsækkene og borer øjnene ind i nakken på den ubarberede soldat. Han svarer ikke på hendes spørgsmål. Han svarer ikke på nogens spørgsmål. Han vender en ludende ryg til, mens han hviler en hånd på sin kalasjnikov.

Omkring 30 kvinder står foran den barrikaderede bygning. Engang – før alt dette begyndte – lå den ukrainske sikkerhedstjeneste derinde. Nu har oprørerne indtaget bygningen og indrettet den til kommandopost og fængsel. I bygningens kælder sidder dem, der er kommet på tværs af de pro-russiske militser. En af dem er Ljudmilas barnebarn Aleksander.

»Så sig mig dog, hvor mit barnebarn er,« råber den lille hvidhårede dame.

Den ugidelige soldat reagerer ikke.

»Ved du godt, at jeg har hjulpet jer? Jeg donerede penge, og jeg kom med mad dengang nede ved rådhuset. Nu ændres min mening om jer,« råber Ljudmila.

»Jeg har ikke taget dit barnebarn,« svarer soldaten.

Den forhutlede flok har ventet i timevis. De søger efter nyt om forsvundne ægtemænd, børn, venner og kolleger. Donetsk har ikke længere noget politi til at tage sig af den slags. Der er ikke længere nogen myndigheder. Ingen statsmagt. Der er kun mændene med kalasjnikov-geværer, der håndhæver deres egen lov.

Som her ved sandsækkene, hvor de nogle gange – men ikke hver aften – læser navnene på de seneste fængslede op for de pårørendes forgrædte ansigter.

»Jeg ved, at min mand er dernede i deres kælder,« siger Marina, en ung kvinde.

Hun har ikke set ham i tre døgn. Han kom i klemme i oprørernes vilkårlige lov, selv om han ville kæmpe sammmen med dem. 30. juli henvendte han sig på oprørsbasen – på byens tidligere brandstation – for at melde sig til »forsvaret af Donetsk«. Oprørerne gav ham en dags træning med et kalasjnikov-gevær. Dagen efter ville de sende ham til fronten.

»Som kanonføde,« siger Marina.

»Han sagde nej. Ikke fordi han ikke ville kæmpe, men fordi kommandøren havde drukket. Det var helt uorganiseret. Det var kaos. Han ringede og fortalte det, og så tog de ham og kaldte ham forræder,« siger Marina.

Nu sidder han i oprørernes fængsel, siger hun.

Det er ikke mange uger siden, at storbyen Donetsk stadig føltes underligt uberørt af den ulmende konflikt i det østlige Ukraine. I maj og begyndelsen af juni gik de fleste stadig på arbejde, som om intet var hændt.

Busserne kørte. Sushirestauranter, cafeer og barer var åbne til sent. De unge stod på rulleskøjter og skateboard i parkerne. Om aftenen sad folk på bænkene på den grønne gågade, der blev gennemrenoveret forud for værtskabet for fodbold-EM i 2012.

Nu er Donetsk en spøgelsesby. Busserne kører stadig i centrum, men der er ingen passagerer. Gaderne er tomme efter klokken 20. Oprørerne har indført udgangsforbud om aftenen. Og uanset hvor man er, kan man høre de dumpe drøn af artilleriangreb i udkanten af byen.

Kampene mellem oprørere og ukrainske tropper er rykket tæt på. Granater og raketter har ramt boligblokke. Tusinder og atter tusinder er flygtet ud af byen, der før konflikten havde næsten en million indbyggere.

De tilbageværende lever i en storby i opløsning. Længe – måske alt for længe – troede mange, at den lille flok aktivister, der i april besatte rådhuset, blot var en midlertidig hovedpine. At den store nabo Rusland nok skulle blande sig udenom. At det politiske stormvejr i Ukraine ville stilne af med en mindelig løsning.

Nogle støttede separatisterne, fordi de var dybt skeptiske over for det voldsomme magtskifte i Kiev i februar. Men langt de fleste rystede på hovedet af de mere militantes snak om et mytisk »Storrusland«.

»Vi plejede at kalde dem klovnene,« siger Aleksej, en 27-årig håndværker, der før konflikten havde sit eget byggefirma i Donetsk.

Han taler lavmælt. For det er der ingen, der kalder dem længere. Nu holder oprørerne på fjerde måned byen i et jerngreb. De har erklæret, at de har ret til at gennemføre henrettelser og fængslinger uden dom. Og med et dekret tiltog militsernes »regering« sig i denne uge ret til at konfiskere biler, byggemaskiner og bygninger til krigstjeneste.

De, der åbent turde kritisere dem, er for længst flygtet. En rapport fra FNs menneskeretskontor beskrev i denne uge et »totalt sammenbrud af lov og orden«. Oprørsgrupper har gennemført bortførelser, tortur og henrettelser af pro-ukrainske aktivister, ifølge menneskeretsgrupper.

Metoderne er blevet stadigt mere brutale i takt med, at ukrainske styrker har drevet oprørerne på flugt fra flere byer i oplandet. Separatisterne har samlet deres tilbageværende styrker i Donetsk og byen Luhansk.

Samtidig er de ledende skikkelser i oprørsbevægelsen blevet stadigt mere radikale. Ledelsen er nu totalt domineret af russiske statsborgere, herunder en tidligere russiske efterretningsagent. Kampvogne, artilleri og luftværnssystemer er rumlet ind fra den russiske grænse i øst.

Imens har den ukrainske hær sat en massiv og blodig offensiv ind for at generobre området. Civile er fanget midt imellem, fortæller Aleksandra, der arbejder som tjener på et hotel i byen.

»Jeg sover her på hotellet nu. Men jeg prøver at tage hjem hver femte dag til min lejlighed. Jeg skal vande potteplanter. Det har jeg lovet min nabo,« fortæller den 33-årige kvinde.

Hun forsøger at opretholde en uvirkelig normalitet midt i en malstrøm, som ingen kan træde vande i. Hun har sendt sin datter til bedsteforældrene i det sydlige Ukraine. Men huslånet skal stadig betales, siger hun. Hun bliver ved med at arbejde, selv om livet i fødebyen er vredet af led.

»Hvad skal jeg gøre? Det har ikke noget med os almindelige folk at gøre. Det er jo borgerkrigen for dem, der har brug for en borgerkrig. Måske er det som i 1917. Det har jeg tænkt på. Der er mange, der er blevet snydt og bedraget af disse separatister. Alle de gamle, der troede, at de kunne få Sovjetunionen tilbage,« siger Aleksandra.

Men i dele af Donetsk er folk lige så bange for de ukrainske styrker som for de væbnede militser. I forstaden Oktober-kvarteret, hvor de tunge drøn fra mortergranater blot er få kilometer væk, hænger store bannere med oprørernes russiske militærboss Igor Strelkov Girkin. Han lover at »kvæle fascisterne«, som oprørerne kalder deres ukrainske modstandere. Herude skyder parterne på hinanden hver nat. Hen over boligkvarteret, fortæller de lokale.

»De er ligeglade med, om de rammer folks huse,« siger den 19-årige Andrej, der bor på en hullet grusvej tæt på lufthavnen i Donetsk.

På blot tre veje herude er der fire huse og tre butikker, der er blevet ramt af raketter eller granater. Flere lokale siger, at de er blevet affyret fra ukrainske positioner ved lufthavnen. Den overbevisning er en af grundene til, at der stadig er lokale, der slutter sig til oprørerne.

Men folk i den nedslidte bydel fortæller også om plyndringer. Dem står oprørerne bag, siger de. Andrej arbejdede i et stort supermarked ved lufthavnen, som i maj blev tømt af de kalasjnikov-bevæbnede mænd. Siden har han ikke haft arbejde. Der er ingen butikker tilbage i området. Et andet lokalt supermarked blev bombet. Hos købmanden i det oprørskontrollerede område hænger en seddel på ruden: »Kære plyndringsmænd. Vi har ingen varer«.

Halvdelen af kvarteret har ikke strøm og gas. Køreledningerne fra de nyindkøbte elektriske busser, der indtil for to uger siden standsede i kvarteret, dingler fra sønderskudte lysmaster.

»Min søn, kan du fortælle dem, at de skal holde inde med at skyde,« græder 79-årige Lidija Jefimova, der står i sine slidte hjemmesko på grusvejen foran et hus på Kosakova-gaden.

Kun to familier er tilbage på gaden, hvor et hus er blevet flået fra hinanden af en granat. Resten er flygtet for længst. Hun og hendes mand har intet sted at flygte hen, siger hun.

På banegården står folk i lange køer for at købe billetter ud af Donetsk. Ramponerede busser tilbyder enkeltbilletter til Rostov i Rusland. Den unge kvinde Jelena står med sin lille datter på armen og forsøger at købe en billet til den ukrainske by Dnipropetrovsk. Fredag kom krigen til hendes landsby, Kharsysk, der ligger 40 minutters kørsel fra Donetsk. En bro få hundrede meter fra deres hus blev sprængt i luften. Maskingeværssalver rev gennem natten. Ingen i familien lukkede et øje. Næste morgen flygtede de med tunge tasker.

»Jeg ved ikke, hvem der skød. Jeg støtter ikke nogen af siderne. Folk vil bare have, at krigen skal slutte,« siger Jelena.

Mellem granatnedslagene er Donetsk stille som en kirkegård. En gartner vander i en tom park. Endnu en tom bus kører forbi. Ved sandsækkene rundt om oprørernes base venter folk stadig på nyt om deres savnede.

Ingen råber længere. Det hjælper ikke at tirre de bevæbnede militsfolk, der styrer byen, fortæller Marina. Hun havde håbet at overrække en pose med mad til sin fængslede mand.

»Jeg kommer tilbage i morgen,« siger hun.