PETROPAVLIVKA: Det sværeste var, at forklare børnene det. Hvorfor faldt sko og kufferter ud af himlen? Hvorfor måtte de ikke gå op på solsikkemarken øst for landsbyen?

»Mange familier forlod byen med deres børn efter dette. Ingen burde nogensinde se sådan et syn,« siger Natalja Volosjina, borgmester i den lille landsby Petropavlivka i det østlige Ukraine.

Sådan begyndte den første bølge af flygtende familier at rasle ud af landsbyen i fyldte biler. Folk var rædselsslagne. Vragrester og lig fra det eksploderede passagerfly var dalet ned over de gule marker øst for byen. Og nu satte de bevæbnede oprørere sig tungt på hele området.

»Først troede jeg, at det var bomber, der ramte os. Jeg løb ned i kælderen. Men senere så jeg, at der lå lig og børnetøj oppe ved marken. Mit hjerte blev knust,« siger den 63-årige pensionist Lidija Khirna, der har boet i landsbyen hele sit liv.

To uger er gået siden den dag. Men siden er situationen kun blevet værre. Krigen er rykket nærmere. Ingen bevogter nu vrag­delene. Og nu er den anden bølge i gang. Folk strømmer igen ud af landsbyen. På grund af krigen, der rullede nærmere i kølvandet på katastrofen.

For en uge siden kravlede træfninger mellem oprørsstyrker og ukrainske tropper fremad mod landsbyen over bakkedragene sydfra. Mandag og tirsdag i denne uge genlød natten i landsbyen af maskingeværsild og mortergranater.

»Hvor er fronten? Hvem skyder? Jeg ved det ikke. Jeg opfordrer vores borgere til at forlade landsbyen, hvis de kan. Men mange er ældre, der ikke har noget sted at flygte hen,« siger Natalja Volosjina fra byens lille hvid­malede rådhus.

Rådhuset er i sig selv et billede på den dobbelte gru, der har ramt den lille mine­arbejderby. Borgmesteren er alene på rådhuset. For tre dage siden sendte hun sine medarbejdere hjem på grund af frygten for sammenstød i byens gader.

Men i dagtimerne kommer indbyggerne stadig og afleverer stumper og ejendele fra det styrtede passagerfly. Inden for døren til rådhuset står to kufferter med bagage­strimler og et par fyldte plastikposer. Der ligger en ledning fra en mobiltelefon, en pengepung, en motorcykelhjelm i en rejsepose. To dukker med plirrende øjne. Ting, der er dumpet ned i folks haver. Ingen internationale observatører har afhentet eller registreret de fundne ejendele, siger Natalja Volosjina.

»Jeg troede, at katastrofen ville få kampene til at standse. Det sagde de. Jeg troede, at eksperterne ville komme. Men det gjorde det ikke,« siger hun.

Fri adgang til vragresterne

Selve katastrofestedet ligger øde hen. Mens den halve verden udveksler beskyldninger om det jord-til-luft-missil, der tilsyneladende ramte passagerflyet, så er der ingen kontrol med de vragrester, der kan kaste lys over efterforskningen. Berlingske nåede onsdag eftermiddag frem til de tre vigtigste nedstyrtningssteder. De lå alle ubevogtede hen. Bagage og personlige ejendele lå spredt om forvredne vragdele under åben himmel. Der var ingen afspærringer. Hverken oprørere eller ukrainske styrker var at se i nærheden.

Ti minutters kørsel fra Petropavlivka ligger et stort stykke af kabinen fra den knuste Boeing 777 mast ned i en solsikkemark. Dele af skroget er gennemhullet, som fra en sprængladning. Hollandske postsække og to rygsække ligger tilsyneladende uåbnede. Et krøllet Anders And-blad ligger ved siden af en malebog til børn. Nogen har stillet små stearinlys og kors ved vragresterne. I det fjerne hørtes lyden af mortergranater.

Et par kilometer fremme, uden for landsbyen Hrabovo, ligger flyets næse. Endnu hundred meter fremme et stort stykke af kabinen, der sammen med en af motorerne har været hærget af en heftig brand. Badebukser og en solhat ligger og blafrer i vinden.

Ligene blev fjernet fra de åbne områder den første uge efter styrtet, selv om oprørerne ifølge ukrainske redningsarbejdere saboterede arbejdet. Oprørere tog i minutterne efter katastrofen æren for nedskydningen i den tro, at der var tale om et ukrainske militærfly. De afviste senere at stå bag.

De første dage var de kalasjnikov­bevæbnede mænd massivt til stede, mens redningsarbejdere og talrige lokale frivillige – minearbejdere, der tog fri fra arbejde – dannede eftersøgningsgrupper. De gik gennem solsikkemarkerne for at finde de omkomne.

Men nu er her tomt. Eftersøgning og efterforskning er midlertidigt indstillet, selv om mange lig fortsat ikke er fundet. OSCE har de seneste dage vurderet, at katastrofe­området var for farligt at arbejde i. De hollandske myndigheder sagde mandag, at 227 kister er fløjet fra Ukraine til Holland. Den ukrainske regering har tidligere sagt, at 280 af 298 ombordværende skulle være bjærget fra det mange kvadratkilometer store katastrofeområde af mark, skov og vådområder.

»Jeg forstår ikke, hvorfor de internationale eksperter ikke kommer. Vi skal vide, hvem der har gjort det,« siger Mikhail, en 51-årige minearbejder i byen Hrabovo, der ligger klos op ad de to største nedstyrtningssteder.

Mikhail så en død kvinde i sin nabos køkkenhave, fortæller han. Lokale hjalp redningsarbejderne med at finde de omkomne, siger han. Siden er der ikke fundet flere lig eller ligdele i landsbyen. Men vragdele dukker hele tiden op. En bagageboks er senest fundet. Tøj, sko og krøllede guidebøger.

»Det var en mørk dag,« siger Mikhail.

Maskingeværsalver holder byen vågen

Nu er den mørke dag også blevet en brik i den blodige konflikt, der i disse uger vrider det østlige Ukraine af led. Den ukrainske regering og oprørerne har beskyldt hinanden for at bryde løfter om at holde kampene ud af katastrofeområdet. Begge har tilsyneladende brudt dem. Kampe og troppe­bevægelser var voldsomme mandag og tirsdag, siger lokale i landsbyerne i området. Natten til tirsdag fløj kampfly nær landsbyen Rossypne. Maskingeværssalver holdt byen vågen det meste af natten.

»Hele natten skød de. Vi troede, de ville bombe os. Vi sprang ud af sengen og ned på gulvet sammen med børnene,« siger 27-årige Katja, der står med sin et-årige datter på armen uden for købmandsbutikken i landsbyen­.

Den ukrainske regering har afvist, at der er indledt en offensiv i området. Oprørerne siger modsat, at ukrainerne de seneste dage har indtaget tidligere oprørskontrollerede områder. Mandag rumlede ukrainske pansrede mandskabsvogne gennem det oprørskontrollerede Petropavlivka, siger pensionisten Lydija Khirna.

Hun sidder sammen med to andre lokale kvinder i byens forfaldne kulturhus. Det har et gabende hul i taget. Ikke fra bombardementer men fra årelangt misvedligehold. Som så mange andre i området afskyr hun den ukrainske militæroperation og den nuværende regering i Kiev. Men hun støtter heller ikke oprørernes mål om at løsrive det østlige Ukraine, også kaldet Donbas.

»Jeg ønsker personligt et helt og udelt Ukraine. Jeg ønsker bare, at Donbas får lov at beholde lidt flere af vores egne penge,« siger Lydia.

»Derfor er jeg nødt til at være her«

Den blodige konflikt og nu flykatastrofen har i stedet fået området til at synke dybere ned i armod. Siden flystyrtet – og de seneste kampe – er pensionerne ikke blevet udbetalt. Der kommer ikke længere frisk brød til byen, siger Lydia. Konflikten har fanget landsbyen mellem to parter i en væbnet konflikt.

»Under Anden Verdenskrig var det klart, hvem der var ven og fjende. Nu ved jeg ikke, hvem der er hvem. Nu har vi den her krig. Broder mod broder,« siger hun.

Byens borgmester, der sidder alene tilbage på rådhuset, har sendt sine egne børn på 18 og 20 år over grænsen til Rusland for en måned siden. Derfor så de ikke rædslerne under flykatastrofen.

Selv vil hun ikke forlade solsikkemarkerne i Petropavlivka. Hun bliver og håber, at de internationale observatører og efterforskere snart kommer.

»Derfor er jeg nødt til at være her. Og fordi folk kommer for at spørge mig, når de hører bomberne. Jeg ved måske ikke mere end dem. Men jeg vil ikke have, at de føler sig forladt,« siger Natalja Volosjina.