BRUXELLES: Det står uden for enhver tvivl, at EU efter nedskydningen af passagerflyet MH17 har taget et historisk skridt med de hårde økonomiske sanktioner mod Rusland, der trådte i kraft ved midnat.

En lang række internationale selskaber har allerede advaret om konsekvenserne fra oliegiganter som BP, Shell og Total over bilproducenter som Volkswagen til sportudstyrskæmpen Adidas. Adidas vil ifølge Financial Times nu lukke butikker i Rusland i stor stil.

Men selv om sanktioner i den grad kan mærkes i såvel Rusland som Europa, så er der også huller i sanktionerne, der dels er helt bevidste fra EUs side, dels er resultatet af kompromiser, der var nødvendige for at få alle 28 EU-lande med på sanktionerne.

Det fremgår af de juridiske dokumenter, der blev offentliggjort torsdag, om som Berlingske har kigget nærmere på.

Krigsskibet kan sejle

Mest omdiskuteret er franskmændenes salg af to krigsskibe til Rusland. Det første skal leveres til oktober, og franskmændene er i gang med at lære russiske ingeniører og søværn, hvordan skibet skal bruges. Kontrakter indgået før 1. august 2014 er ikke omfattet af våbenembargoen, fremgår det tydeligt af dokumenterne.

Litauens præsident Dalia Grybauskaitė langede straks efter, at EU havde besluttet sanktionerne, ud efter franskmændene for stadig at ville lade krigsskibet sejle til oktober.

Selve våbenembargoen er i høj grad symbolsk, da den næppe svækker det russiske militær nævneværdigt. Faktisk viser tal fra EU-Kommissionen, at de østeuropæiske landes import af våben fra Rusland er ti gange så stor som de europæiske landes eksport af våben til Rusland. Også kontrakter om russiske våbenleverancer til europæiske lande indgået før 1. august 2014 vil være undtaget.

Et andet muligt hul er omkring forbuddet mod salg af teknologier, der kan ende hos en militær slutkunde. Eksporten af de såkaldte "dual use"-teknologier - teknologier, der både kan bruges til civile og militære formål - er et af de store områder, som EU rammer med sanktionerne. Den samlede årlige europæiske eksport til Rusland af den type teknologi er ifølge EU-Kommissionens vurdering i omegnen af 20 milliarder euro (knap 150 milliarder kroner), men man forventer, at de militære slutkunder "kun" udgør for omkring fire milliarder euro (knap 30 milliarder kroner) eksport årligt.

Med mulige mellemmænd og handelsled kan det dog være meget svært for det eksporterende selskab at vide med sikkerhed, om der kan være tale om en militær slutkunde. Der oprettes derfor en slags licenssystem, hvor eksport af den typer teknologier skal godkendes af de relevante myndigheder. Den ene problem er, om det vil være et effektiv fungerende system, det andet er, at også her gælder det, at kontrakter fra før 1. august 2014 vil være undtaget.

Bankernes datterselskaber er i ly

Økonomisk ventes det hårdeste slag mod Rusland at komme fra begrænsningerne for de russiske storbankers adgang til de europæiske - og amerikanske - kapitalmarkeder. Det russiske banksystem er domineret af en række store statskontrollerede banker, som netop er dem, man indfører sanktioner mod. Det gælder blandt andet de to største Sberbank og VTB.

Men også her er der betydelige huller. Det ene er helt og aldeles med vilje. Det andet er mere et udtryk for et nødvendigt kompromis.

Det er kun salg af nye aktier og obligationer med en løbetid over 90 dage, som rammes af forbuddet mod adgang til kapitalmarkederne. De 90 dage er valgt, fordi formålet er at stække bankernes finansieringsmuligheder på den mellemlange og lange bane. Det er nemlig den finansiering, som kan bruges til udlån hjemme i Rusland, der kan sætte skub i russisk økonomi. De helt korte obligationer bruges derimod som et middel til at styre likviditeten, og hvis man afskar den mulighed, ville bankerne være truet på livet. Det er altså ikke formålet at få de russiske storbanker til at krakke, men at ødelægge deres mulighed for at finansiere investeringer i Rusland.

Hvis man truede de russiske storbanker på livet, ville man også bringe en lang række europæiske virksomheder i Rusland i alvorlige problemer, og det er ikke hensigten. Det samme argument er årsagen til, at udlån ikke er ramt af sanktioner, men "kun" bankernes finansieringsmulighederne.

Et lidt mindre gennemtænkt hul, som er et tydeligt tegn på kompromisets kunst, er, at de russiske statsbankers europæiske datterselskaber er undtaget, og her peger pilen uundgåeligt mod Østrigs hovedstad Wien og verdens bankcentrum i London.

Sberbank og VTB har deres europæiske hovedsæder i Wien, og Østrig har derfor efter sigende kæmpet for at få datterselskaberne undtaget for sanktionerne. Og Londons bankverden, der især rammes af de russiske bankers færre aktiviteter i Europa, vil også øjne muligheder for i stedet at lave handler med de europæiske datterselskaber.

Det vil ganske vist være ulovligt for de europæiske datterselskaber at sælge aktier og obligationer med det ene formål at kanalisere pengene tilbage til moderselskaberne i Rusland, men hvordan det kontrolleres i den nærmest uendeligt forgrenede bankverden er et spørgsmål, som embedsapparatet i Bruxelles ikke har leveret noget overbevisende svar på endnu.

Samtidig kan de europæiske datterselskaber uden problemer sende deres overskud hjem til Rusland som en slags finansiering.

Beherskede oliesanktioner

Endelig er der sanktionerne mod den russiske energisektor, som må siges at være i den milde ende. Signalværdien i at ramme Ruslands hjerte i form af energisektoren er stor, men her er Europa så sårbar, at man går frem med dobbeltlag fløjl på handskerne.

Den russiske gas, som Europa er storimportør af - ikke mindst den tyske industri er meget afhængig af russisk gas - er helt og aldeles undtaget for sanktioner. Den nuværende russiske olieproduktion er også undtaget, men der indføres sanktioner mod teknologi til fremtidens oliejagt i Arktis, på dybt vand og i skiferlagene under Rusland. Det vil ramme Ruslands langsigtede olieproduktion, men ellers ikke ændre noget på den korte bane.

Reelle importsanktioner over for russisk energi vil være den suverænt hårdeste måde at ramme russisk økonomi på, men konsekvenserne vil være så store for europæisk økonomi, at konflikten skal eskalere voldsomt, før det på nogen måde vil blive overvejet.

I modsætning til de europæiske sanktioner, så rammer de amerikanske sanktioner direkte to store russiske olieselskaber Rosneft og Novatek. De to selskaber har de to europæiske oliegiganter BP og Total som storaktionærer, og ikke mindst på grund af de amerikanske sanktioner har BP og Total advaret mod konsekvenserne. Rosneft har desuden omfattende aftaler med den statskontrollerede italienske energikæmpe ENI, og sanktioner mod Rosneft er derfor et følsomt emne i Europa, som EU i hvert fald ikke har gjort alvor af endnu.

Der kan skrues op og ned

Også de folk i præsident Putins inderkreds, der er kommet på EUs sanktionsliste, er holdt i beskedent omfang endnu - reelt er der kun tre oligarker på listen med Putins judomakker som den mest omtalte.

Trods disse huller og undtagelser er det et markant skridt, som EU har taget, og hullerne kan lukkes, hvis Putin fortsat ingen tegn viser på at ændre kurs i forhold til konflikten i Ukraine. Sanktionerne gælder i første omgang i et år, men vil blive revurderet om tre måneder.

Håbet er, at Putin besinder sig og stopper sin støtte med blandt andet våben til separatisterne i det østlige Ukraine, så sanktionerne kan neddrosles. Desværre tyder intet på en mere fredelig udvikling i skrivende stund. Rusland fortsætter sin støtte og har foreløbigt svaret igen med retorik om højere energipriser og et forbud mod import af frugt og grønt fra Polen.