Opgaven er virkelig veludført. Som det stort set altid er tilfældet, når et hold tyske ingeniører står bag. Men spørgsmålet i tilfældet BMW X4 M40i er ikke, om opgaven er veludført? Spørgsmålet er, om opgaven overhovedet burde være stillet?

Særlig udgave af særling

Hav lige 10 linjers tålmodighed med mig, så jeg kan forklare præmissen for, hvorfor jeg aldrig mener, BMW skulle have begavet verden med en X4 M40i. X4 er i sig selv en sær konstruktion. Den er baseret på SUV’en BMW X3, men har en coupéform i stedet for en stationcarform som en almindelig X3. Det vil sige en faldende taglinje, der betyder mindre plads indenfor, og det gør den mindre anvendelig end en X3. Alligevel er den dyrere, fordi den er formet som en sportsvogn. Men den kører langtfra som en sportsvogn, da den er høj med et højt tyngdepunkt. Grundessensen i en sportsvogn er som bekendt et lavt tyngdepunkt for bedre svingegenskaber.