Det ligger naturligt for Susanne Klatten at holde lav profil. Hun bryder sig ikke om at blive omtalt som »arving« eller »Tysklands rigeste kvinde«. Men det er hun – med over 18 milliarder euro i pengetanken – og den slags har det med i sig selv at skabe opmærksomhed.

Et kidnapningsforsøg, da hun var 16 år, samt en slibrig afpresningsaffære med en schweizisk gigolo i 2007 har kun bekræftet hende i, at offentlighedens søgelys er noget, man helst holder sig ude af.

»Hvad er det dog for et tillægsord – rig? Det beskriver ikke mennesker, det beskriver kun en status. Det er måske vigtigt for andre. Men ikke for mig,« svarede hun tidligere i år, da det en sjælden gang lykkedes avisen Die Zeit at få et interview.

På det seneste er hun alligevel dukket op til overfladen. Og det er en selvsikker erhvervskvinde, den 54-årige tysker med det korte blonde hår nu har afsløret sig som.

Susanne Klatten bærer til daglig sin mands efternavn, men kan ikke skjule, at hun udspringer af den tyske Quandt-familie, der blandt andet ejer godt halvdelen af den tyske luksusbilproducent BMW. Både hun og broderen, Stefan Quandt, sidder i BMWs bestyrelse som de største aktionærer – og meget aktive af slagsen. Aktiv er hun også som hovedaktionær i kemivirksomheden Altana, hvor hun bl.a. spillede en vigtig rolle under salget af farma-divisionen til Nycomed for nogle år siden.

Aktier i begge selskaber arvedede hun sig til, men Altana har hun på egen hånd overtaget 100 pct. af, og hun har opdyrket aktieposter i bl.a. vindmølleproducenten Nordex og en række selskaber inden for specielt vandmiljø og ny teknologi.

Når hun alligevel er kommet lidt ud af sit skjul, hvad offentlighed angår, skyldes det, at hun for alvor har fattet interesse for at give en del af sine penge væk. Og det på en måde, som man i Tyskland har lagt mærke til.

Beløbet er ikke stort – 100 mio. euro over de næste fem år – men pengene er ikke lagt i en traditionel familiefond. De skal gives målrettet til specifikke projekter, som hun selv udvælger i samarbejde med det filantropiske rådgivningsfirma Phineo.

»SKala« kalder hun initiativet: SK er hendes initialer, og ordet skala fortæller, at hun foretrækker små projekter med stor effekt. At smide store summer efter stort opslåede mål er ikke hendes stil, forklarede hun i førnævnte interview.

»Når jeg slår op i avisen, tænker jeg også: Det ville være dejligt, hvis man kunne løse mange problemer med penge. Men så simpel er verden ikke.«