Det bobler af optimisme hos Alfa Romeo. Det fornemmer jeg tydeligt til pressemødet før vores testtur. Seancen skydes i gang med en reklamefilm, hvor musikken er høj og indholdet intenst mikset med en beundringsværdig snert af sensuelle undertoner fra støvlelandet. Medarbejderne smiler. De er stolte. Og de glæder sig. Glæder sig til at vise den internationale motorpresse den nye Stelvio. En SUV, som forsøger at snobbe opad med sydlandsk charme og varmblodet selvtillid.
Når Stelvio lanceres hos de danske Alfa Romeo-forhandlere 23. april, vil de danske bilkøbere havde endnu en valgmulighed i en hastigt voksende stime af luksuriøse SUV’er, hvor konkurrencen efterhånden er temmelig solid. Jaguar F-Pace har med stor succes for ganske nylig fundet vej hertil, mens to af klassens darlings står stærkere end nogensinde før. Audi har netop introduceret en væsentligt opdateret Q5, mens Volvo på Genève motorshow netop har vist mærkets nye generation af XC60. I denne skribents øjne er især sidstnævnte utrolig tiltalende i sit formsprog og virker ved første øjekast endnu mere harmonisk og elegant end storbror XC90, hvor inspirationen tydeligt er hentet.