Da Germanwings 9525 styrtede ned i de fransk alper fredag formiddag, var 16 elever og to lærere fra Joseph-König-Gymnasium i den tyske by Haltern am See ombord, og de formodes alle at være omkommet ved den voldsomme ulykke, der knuste flyet i talrige dele.

Som om deres skæbne ikke er grusom nok, så er det nu kommet frem, at de 16 elever fra skolen, der var ombord på det uheldssvangre fly fra Germanwings, havde vundet en lodtrækning for at komme på tur.

Det skriver den norske avis VG.

Der var nemlig 40 børn, som gerne ville med på turen til Spanien, men kun 16 pladser. Derfor beslutttede lærerne at trække lod blandt eleverne om, hvem der skulle med.

Sorgen er til at tage og føle på i den tyske by Haltern am See, hvor flammerne på de mange stearinlys, der står blandt blomsterbuketter og håndskrevne hilsner, blafrer tavst i vinden foran Joseph-König-Gymnasium.

Foran skolen samles elever, lærere og pårørende til de dræbte, hvor de stille mindes og lader sorgen få frit løb. En sorg der er så stor, at den får nogle til at spekulere på, om såret nogensinde vil hele.

»At miste ét ungt menneske fra skolen er slemt nok. Men 16? Det får dig til at tænke, hvordan vi kommer over det,« siger Antje Bucker, som bor i Haltern am See  til The Telegraph.

Eleverne, der gik i 10. klasse på skolen, var sammen med deres to lærere, Sonja C. og Stefanie T., på vej hjem fra Spanien, hvor eleverne havde været en del af et udvekslingsprogram på Institut Giola in Llinars del Vallès nær Barcelona.

Onsdag mindedes deres kammerater de døde elever foran skolen. På trappen står et skilt med teksten »I går var vi mange. I dag er vi alene.«

»Det er helt umuligt at forstå, at alle er borte, siger flere af eleverne til VG.

Skolens rektor fortæller avisen, at han flere gange det seneste døgn er blevet spurgt, hvor mange elever, der går på skolen.

»Jeg sagde 1283 uden at tænke mig om. Men desværre måtte jeg tilføje, at efter i går er vi 16 færre. Det er helt grusomt.

I december havde eleverne haft besøg af 12 spanske elever, og turen til Barcelona var skoleelevernes mulighed for at opleve en bid af deres spanske kammeraters hverdag og blive bedre til at tale spansk.

»På vores skole vil intet være, som det var før, siger skolens rektor Ulrich Wessel ifølge det tyske medie Bild.

Han glemmer aldrig det hjerteskærende øjeblik, hvor han måtte fortælle elevernes forældre, at der ikke var håb om at finde dem i live. Et øjeblik, han aldrig håber, at han kommer til at genopleve, siger han til Bild.

Lara Beer stod tirsdag eftermiddag på togstationen i Haltern for at hente sin bedste veninde Paula, som skulle komme hjem fra Barcelona. Men veninden dukkede aldrig op, og Lara tog hjem igen.

»Jeg tog bare hjem, og der fortalte mine forældre mig, at Paula er død, fortæller den 14-årige pige.

Sammen med den franske præsident Francois Holland, besøgte den tyske forbundskansler, Angela Merkel, i går den franske by Seyne-Les-Alpes ikke langt fra ulykkesstedet.

Hun talte med nogle redningsarbejderne, der kæmper for at bjærge ligene fra det svært tilgængelige ulykkessted, der kun kan nås til fods eller med helikopter, ligesom forbundskansleren deltog i en mindehøjtidelighed for ofrene.

Også i Haltern am See har borgerne været samlet til mindehøjtideligheder.

Da nyheden om flystyrtet tirsdag begyndte at sprede sig i Haltern am See, samledes flere hundrede af byens borgere foran Joseph-König-Gymnasium, hvor de tændte lys og lagde blomster.

»Ved du, hvad der slog mig? Den fuldkomne stilhed blandt os. Du kunne ikke høre en lyd, bortset fra en ting - fuglene der sang,« siger Fru Bucker, der kender flere af de omkomne, til The Telegraph.