Det er stadig en gåde, hvad der fik et Germanwings-fly med 150 personer om bord - heraf én dansker - til at styrte ned i de franske alper.
Redningsmandskab og efterforskere har siden styrtet tirsdag formiddag arbejdet med at finde spor og bjærge lig fra katastrofen i det ufremkommelige område.
Tirsdag blev den ene af flyets to sorte bokse fundet. Den sorte boks, der var svært beskadiget, indeholder lydoptagelser fra flyets cockpit og kan forhåbentligt give et indblik i, hvad der skete, da radiokontakten med flyet pludselig ophørte, og flyet begyndte at dale.
Ti minutter efter sidste radiokontakt var flyet faldet fra cirka ti kilometers højde, indtil det i omkring to kilometers højde ramte ind i en bjergside med omkring 700 kilometer i timen.
Ifølge Remi Jouty, der er direktør for den franske havarikommission, BEA, er det tirsdag lykkedes at få en del af lyden ud fra boksen. Men det er stadig for tidligt at konkludere noget om, hvad der skete inden, understreger Remi Jouty.
»Der vil blive arbejdet grundigt med materialet for at analysere stemmer og lyde,« siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Flyeksperter har peget på, at en af de sandsynlige forklaringer på styrtet kan være, at der skete et pludseligt trykfald i kabinen. Hvis trykket i kabinen falder, vil ilten nemlig forsvinde, og dermed kan piloterne have mistet bevidstheden og dermed også kontrollen over flyet.
»Hvis det sker, skal piloterne hurtigst muligt sørge for at få flyet ned i en lavere højde, så de kan trække vejret. Men der er iltmasker om bord, så alle kan trække vejret i hvert fald i 10-12 minutter,« siger Hans Christian Stigaard, der er flyekspert og tidligere lufthavnschef i Københavns Lufthavn.
Han mener, noget kunne tyde på, at piloterne har sat flyet på autopilot og så ikke været i stand til at gribe ind igen.
»Normal procedure ville have været, at de fløj ned og fladede ud i 3.000-4.000 meters højde, vendte om og fløj tilbage til Barcelona. Hvorfor de ikke gjorde det, er et mysterium,« siger han.
Ifølge Remi Jouty fra BEA er der dog ikke noget, der peger i retning af, at et trykfald var årsag til ulykken, ligesom en mulig eksplosion, mens flyet var i luften, er usandsynlig.
Detaljerne fra lydoptagelserne fra cockpittet forventes at blive offentliggjort inden for få dage, oplyser de franske myndigheder ifølge Reuters.
Redningsmandskab har onsdag fundet frem til den anden sorte boks fra Germanwings-flyet, der indeholder oplysninger om blandt andet flyets position og tekniske data.
Men boksens indhold og de vitale dataoplysninger fra flyets færden mangler fra kassen på grund af det voldsomme styrt.
Det sagde Frankrigs præsident, Francois Hollande, på et pressemøde onsdag, efter han sammen med den tyske kansler, Angela Merkel, og den spanske præsident, Mariano Rajoy, havde besøgt flystyrtsområdet.
»Det er kun kassen, der er fundet,« siger Hollande, der lover, at man gør alt for at finde frem til de forsvundne rester.
De fleste af de 150 ombordværende på Airbus A320-flyet, der var på vej fra Barcelona til Düsseldorf, kom fra Tyskland og Spanien.
Udenrigsministeriet oplyste tirsdag aften, at der var mindst en dansker med på flyet. Onsdag oplyste ministeriet til TV 2 Nyhederne, at der sandsynligvis kun var tale om den ene dansker.