FRANKRIG: Lydoptagelser fra cockpittet på Germanwings-flyet, der tirsdag styrtede ned i de franske alper, tyder på, at der var helt stille i cockpittet i de kritiske minutter inden flystyrtet.

Det siger lederen af Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA), Pekka Henttu, til det finske nyhedsbureau FNB, skriver det norske medie vg.no.

»Kobler man det sammen med ulykkesflyets rute, tyder det på, at piloterne var bevidstløse, i hvert fald i dele af tiden,« siger Pekka Henttu.

Flyeksperter har da også peget på, at en af de sandsynlige forklaringer på styrtet kan være, at der skete et pludseligt trykfald i kabinen. Hvis trykket i kabinen falder, vil ilten nemlig forsvinde, og dermed kan piloterne have mistet bevidstheden og dermed også kontrollen over flyet,

Den ene af flyets sorte bokse blev tirsdag fundet i det bjergrige område, hvor vragrester er spredt over et stort areal. Den sorte boks indeholder data fra flyet og optagelser af piloternes samtale fra cockpittet. Det er ud fra oplysningerne fra vg.no ikke muligt at fastslå, om EASAs nye oplysninger stammer fra gennemgangen af den sorte boks.

Det er således stadig uklart, hvad der førte til flystyrtet.

Ifølge Pekka Henttu mistede flyet, hvor alle 150 ombordværende blev dræbt, dog ikke højde jævnt, men havde mindre perioder, hvor det ikke gik nedad, hvilket undrer efterforskerne.