BARCELONA: El Prat-lufthavnens gamle terminaler har ligget halvøde hen, siden en ny og moderne bygning for nogle år siden overtog det meste af trafikken og opmærksomheden. Kun en god håndfuld lavprisselskaber bruger dem stadig. Og der er da også næsten flere journalister end passagerer til stede i de tidligere så travle ankomst- og afgangshaller på denne ulyksalige tirsdag.

De fleste af os har taget opstilling uden for handlingfirmaet Swiss Pass’ kontor, der står for Germanwings’ flyvninger fra Barcelona. Herfra kan vi følge, hvordan pårørende og venner til de omkomne ved de senere års værste europæiske flykatastrofe kommer løbende gennem terminalen.

Politifolk i uniform og civil beskytter dem mod de mest spørgelystne kolleger, mens de med forgrædte øjne eller ansigtet gemt bag huer og tørklæder bevæger sig hen mod de spanske myndigheders informations- og krisehjælpscenter.

Det er svært at slippe tanken om, at man selv – eller måske snarere ens familie – meget let kunne have været i blandt dem. For når man som nordeuropæer har boet 15 år i Barcelona, kender man den første del af ulykkesruten mellem den catalanske hovedstad og Düsseldorf til bevidstløshed. Og ikke nødvendigvis for noget godt, hvis man lider af lettere flyskræk:

Først den voldsomme rystetur akkompagneret af en, i teorien, beroligende musik, mens maskinen stiger stejlt op fra lufthavnens startbane. Derpå det ualmindelig skarpe u-sving nordpå ude over Middelhavet efterfulgt af en halv times tid, der ofte går med at komme fri af skydækket. Så nye rystelser ved mødet med den franske kyst i omegnen af Marseille inden nedtællingen til den næsten altid urolige overflyvning af Alperne.

Rygter og uvished

På det tidspunkt er serveringen heldigvis overstået, så man med et fast greb om rødvinsglasset kan trodse turbulensen og overbevise sig selv om, at det hele er noget pjat. For fly falder jo næsten aldrig ned fra deres cruising-højde.

Ja, de falder i det hele taget næsten aldrig ned. I hvert fald ikke her i Europa, hvor kontrollen er i top, og maskinerne er relativt nye. Så meget desto mere uhyggelig er fornemmelsen, da nyheden om, at Germanwings’ flight 4U9525 er forulykket, breder sig ved middagstid. På vej hen over det sydlige Frankrig er A320-maskinen pludselig begyndt at tabe højde, uden at piloterne har givet melding om problemer.

Tilsyneladende udramatisk og lidt efter lidt er den i løbet af ni minutter dalet fra 9.000 meter og ned til 1.800 meter inden sit brutale sammenstød med en alpebjergside i et øde og snedækket område nær landsbyen Prads-Haute-Bléone.

Frankrigs præsident, François Hollande, går på TV for at informere om styrtet et godt stykke tid, inden Germanwings selv bekræfter, at det har fundet sted.

Han fastslår, at alle de 150 ombordværende – fortrinsvis tyskere og spaniere, men også mindst én dansk statsborger – efter al sandsynlighed har mistet livet og taler udtrykkeligt om en ulykke.

Men lidt senere siger hans premierminister, Manuel Valls, at man »ikke udelukker nogen hypoteser«.

Rygterne svirrer da også uhæmmet i taxaen på vej ud til lufthavnen. I radioen melder nogle rapporter, at A320eren var en mistænkeligt ældre sag, som Germanwings havde arvet fra moderselskabet, det store tyske Lufthansa. Men andre pointerer, at den netop havde gennemgået er større teknisk tjek.

Chaufføren fortæller, at han har hørt rapporter om en voldsom eksplosion forud for styrtet. En oplysning der senere bestrides af øjenvidneberetninger om, at flyet kort inden kollisionen fløj ganske normalt – blot i en sindssygt lav højde. Og under alle omstændigheder det er ikke let at afgøre hvilken af de to versioner, som er mest foruroligende.

»Jeg har altid følt mig sikker«

For Jordi Campoy betyder det mindre. Han klamrer sig stadig til håbet om, at to kolleger fra Bayer-koncernens Barcelona-afdeling alligevel ikke var med det forulykkede fly. Og han har valgt at dele sin bekymring med de ventende journalister i stedet for at bevæge sig ind i krisecentret.

»Det er en meget brugt flyvning blandt de ansatte på Bayer, fordi man kan nå frem og tilbage samme dag,« forklarer han og tilføjer:

»Det er ikke let at vide, hvad der kan være sket deroppe. Men jeg har altid følt mig sikker, når jeg var med det fly.«

For passagerfly falder som bekendt næsten aldrig ned i Vesteuropa. Undtagen når de gør det.