Dagen efter det voldsomme flystyrt i alperne ved Lufthansa stadig ikke, hvad der var årsagen til katastrofen, da et fly fra selskabets lavpris-søster, Germanwings, forulykkede på vej fra Barcelona i Spanien til Düsseldorf i Tyskland.

Det fremgik på et pressemøde, som flyselskabet afholdt i Barcelona onsdag aften.

Her understregede chefen for Lufthansa, Carsten Spohr, at alt fungerede fint på flyet.

»Vi fik bekræftet af piloten, som fløj flyet mandag, at flyet var i perfekt stand. Vi forstår ikke, hvordan dette kunne ske. Vi kan ikke forstå, hvordan et fly, som var i god teknisk stand og med to erfarne piloter, kunne blive involveret i så grusom en ulykke,« siger han.

Det har tidligere været fremme, at flyet stod på jorden i flere timer mandag på grund af tekniske fejl, men på pressemødet afviste Lufthansa-chefen, at der var noget galt med flyet, da det lettede fra Barcelona tirsdag formiddag.

Carsten Spohr udtrykte flere gange sin medfølelse for de pårørende til de mange ofre og understregede, at tirsdagens flystyrt var de mørkeste timer i selskabets historie.

»Det, som skete i de franske alper, er stadig uvirkeligt for os. Vi er stadig i chok. Vi har et møde med flere af de pårørende i går, og det var et møde, som var vanskeligt at beskrive med ord. Vi ønsker at støtte dem i sorgen, men det de har gået igennem er ubeskriveligt,« siger Lufthansa-chefen.

Germanwings har endnu ikke offentliggjort listen over de 144 passagerer, der var ombord. Heriblandt var én dansk statsborger.