Markant melding fra Københavnersnuden: »København« eksisterer ikke

Hvem tilhører byen egentlig? Københavnersnuden gør i denne uge op med ideen om, at de rigtige københavnere er dem, der er født inden for voldene.

»Det er da træls at skulle zigzagge sig langsommeligt ned ad cykelstierne for at undgå italienske og japanske amatørcyklister, og mest af alt er det kreperligt at se banaliseringen af de engang særprægede og originale steder som Nyhavn og Gråbrødre Torv.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

København drukner i turister! København drukner i fester! København er på lattergas, hed det i en syrlig debatbog sidste år – og ja – denne københavnersnude har også ofte og med glæde blandet sig i selvsamme sure kor. For det er da kreperligt at se skønne fredsommelige, lidt hemmelige steder som Gothersgade blive forvandlet til en nordeuropæisk udgave af Sunny Beach.

Det er da træls at skulle zigzagge sig langsommeligt ned ad cykelstierne for at undgå italienske og japanske amatørcyklister, og mest af alt er det kreperligt at se banaliseringen af de engang særprægede og originale steder som Nyhavn og Gråbrødre Torv.

Covid-19 gav os for et år siden en mulighed for at se, hvor tom København bliver, når man fjerner festen og forbruget. Der bor jo ingen mennesker i København, tænkte man, men det passer ikke, når man kigger på tallene. Byen vokser faktisk både med tilflyttere og via organisk vækst, som det hedder.

I denne uge var Københavns Museum vært for et debatarrangement med afsæt i bogen »København på Lattergas«.

Jeg var inviteret med som repræsentant for den gråhårede og utilfredse generation, og hovedspørgsmålet var: Hvem er byen for? Det tænkte jeg meget over, for svaret er jo på en måde enkelt: København er for københavnerne, og de mange ulykker skyldes alle de forstads- og krydstogtsturister, der bare hærger uden bopæl. Men så tænkte jeg lidt videre, for »københavner« er en uklar definition.

Er en københavner enhver person, der har bopæl i Københavns Kommune? Eller er en københavner en person, der er rodfæstet i byen, en person som er vokset op i den, og som på den måde er med til at udvikle dens særlige tone?

Det slog mig nemlig, at de store metropoler altid har været særlige, fordi de rummer mange tilflyttere. Storbyerne er smeltedigler, hvor mennesker fra vidt forskellige dele af landet løber ind i hinanden og måske ender med at bosætte sig permanent.

Der findes naturligvis tusindvis af mennesker, der er født og opvokset i København, og som derfor må siges at være de rigtige københavnere – det ved jeg, men igen: Koncentrationen af tilflyttere, af fremmede, er større i de store metropoler end i alle andre byer.

Jeg tænkte på min mormor og morfar. De flyttede i deres grønne ungdom fra det mørke Jylland og til København. Min morfar havde forskellige ufaglærte jobs og prøvede samtidig at leve af at være kunstner. Det gik ikke rigtig, og efter et par år vendte de hjem til hovedlandet, hvor de endte med at bygge en lille bungalow i Åbyhøj.

Min mormor og morfar var altså københavnere i et par år, men var det deres by? Det tror jeg ikke. For to unge mennesker fra den jyske muld må København i begyndelsen af 1920erne have virket fuldstændig overvældende. På det tidspunkt var biler stadig en sjældenhed ude på landet, og en storby med sporvogne og lysreklamer må have været som ren lsd for mine bedsteforældre. Men de ville derhen.

De ville ind til metropolen og dens blinkende lygter, fordi det var der, man kunne skabe sig en fremtid. Og det fik mig til at tænke videre: København (og enhver metropol) er måske mest af alt et blankt stykke papir: Et reservoir af flyvske antagelser, en by, der skabes af det nye, det foranderlige og ikke det traditionelle. Og netop fordi det er sådan, så er det, når byen stivner, når den begynder at tro på sin egen fortælling om sig selv, at den bliver til en kulisse, og dermed langsomt begynder at dø.

Når unge nykøbenhavnere forsøger at omdanne Vesterbro til et stablet parcelhuskvarter, eller når Nyhavn bliver til en fadølsfabrik, så er det, fordi København selv er begyndt at tro på sin myte. København genskaber både bevidst og ubevidst det postkort, tilflytteren har i sit hoved, og dermed bliver byen banaliseret til en serie tomme manøvrer, der ligner bylivet, men ikke er det.

Så i diskussionen om, hvem København er til for, bliver man nødt til at sige, at København er til for sig selv. Ikke for det provinsielle postkort, men for den evige tilbliven, der er nødvendig for at blive ved med at vokse på en sund måde.

Jeg ville derfor ønske, at vi kunne finde ud af at udvikle byen på en måde, der respekterer det tilfældige. At planlæggerne turde træde et skridt tilbage, og lade tingene udvikle sig på en måde, der er mere Refshaleøen end Ørestad.

Hvis man i højere grad tillod blandede miljøer – i havnen (det er næsten for sent) og i de gamle trafik- og industriområder (Jernbanebyen for eksempel) – så kunne man se langt flere ægte nye ting vokse frem, og man kunne måske opleve en dag, hvor festen flyttede ud af city, fordi der var sjovere andre steder.

»If you’re not busy being born, you’re busy dying,« sagde Bob Dylan, og det er i høj grad sandt for byer. Så derfor overskriften: Lad os glemme »København« og i stedet give plads til det rigtige København: Det, der hele tiden bliver til i mødet mellem mennesker.