København er blevet en banal festby: »Der er ikke længere tid og plads til hverdag«

»København på lattergas. Når byen bliver banal«, hedder en ny bog, som vil sætte moderne byudvikling til debat. Forfatterne mener, at festen har taget overhånd, og at politikerne tænker som developere.

Martin Zerlang bag vinduet er medforfatter til bogen »København på lattergas. Når byen bliver banal«. Her argumenterer forfatterne for, at byudviklingen i København er blevet banal med store kæder og sjælløs arkitektur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Vi mødes ved Rådhuspladsen foran Burger King – lige der, hvor Strøget begynder.

»Det her er indgangen til det, der svarer til Unter den Linden i Berlin. Og hvad har vi her? Vi har Netto, Starbucks, Hard Rock Café, 7-Eleven, Kentucky Fried Chicken og Burger King – Home of the Whopper.«

Martin Zerlang udpeger stederne et efter et.

»I gamle dage var det her et sted, hvor man promenerede og mødte hinanden. Det var jo hovedgaden fra Vesterport til Østerport. I dag er det fladt som en pandekage. Det er banalt«.

Som leder af Center for Urbanitet og Æstetik ved Københavns Universitet arbejder Martin Zerlang dagligt med byens udvikling, og netop dette er omdrejningspunktet i en ny debatbog, som udkommer i næste uge. Bogens titel slår den kritiske tone an: »København på lattergas. Når byen bliver banal«.

Dette er ikke en hyldest til lækre begreber som »liveability«, der har fået flere internationale medier til at udråbe København som en af verdens bedste byer at leve i. Heller ikke til ny arkitektur, oplevelsesøkonomi eller Distortion. Den er i stedet et opgør med moderne byudvikling, som forfatterne – der også tæller to professorerer fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skole for Arkitektur, Jens Kvorning og Carsten Thau – mener, er blevet banal, rastløs og styret af developere.

»Det er længe siden, at man talte om tivolisering – nu handler det om festivalisering. I byen skal der hele tiden være plads til fest. Tag bare Gothersgade – her er jo sådan en permanent Distortion. Den er et udtryk for alle de bevillinger, der er blevet delt ud de seneste år. Man har i det hele taget forvandlet byen til en slags udestue. Det har der været meget godt i, men det er gået over gevind, synes vi. Der er ikke længere tid og plads til hverdag, fordi der hele tiden skal være fest.«

Martin Zerlang er godt tilfreds med metrostationen på  Rådhuspladsen. Til gengæld mener han generelt, at København er blevet banal med store kæder og sjælløs arkitektur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

København på lattergas

Bogen refererer flere gange til debatten om lattergas, som kulminerede sidste år, hvor det ikke var noget særsyn at finde bunker af de små gaspatroner i gadebilledet. Men lattergassen er blot et symbol på tidens byudvikling. København er selv på lattergas, mener forfatterne.

»Det ligger også i den måde, vi italesætter København som »the vibrant city«. Byen, der altid er gang i. Det er 16 sekunders rus for at holde humøret oppe. Når man ser nogle af de her planer fra kommunen for deres visioner for de næste fem år, ser man også altid de sædvanlige fotos af skatende unge mennesker med trimmede kroppe,« siger Martin Zerlang.

Martin Zerlang

»Går man tilbage til 1930ernes modernistiske visioner fra eksempelvis Bispebjerg, var man godt klar over, at der var nogle sociale problemer, man skulle løse. Det var ikke bare fryd og gammen, og vi var ikke hele tiden til fest med hinanden. Men det er klart, at hvis det skal være en forretningsmodel, skal det hele være godt.«


Bogen retter netop en kritik mod byens politikere, som er begyndt at tænke som developere, mener forfatterne.

»Hele den diskussion, der startede med havnefronten, handler jo netop om, hvorvidt udviklingen skal være politisk styret, eller om det skal være overladt til dem, der gider sætte penge i byen. Vi mener i høj grad, at byen i høj grad drives som en forretning,« siger Martin Zerlang, der bruger begrebet bureaukrat-lyrik om kommunens måde at »sælge byen på«.

»Når man læser visionerne for udviklingen af København, er det lyrisk i den forstand, at det ikke har ret meget med hverdagen at gøre. En af mine studerende arbejdede med udviklingen af Folkets Park på Nørrebro. Alle kommunens visualiseringer viste en pæn, velbjerget middelklasse og bedsteforældre. Har de overhovedet set, hvad det er for et sted? Sådan nogle har aldrig været derude. Aldrig,« siger Martin Zerlang.

»Går man tilbage til 1930ernes modernistiske visioner fra eksempelvis Bispebjerg, var man godt klar over, at der var nogle sociale problemer, man skulle løse. Det var ikke bare fryd og gammen, og vi var ikke hele tiden til fest med hinanden. Men det er klart, at hvis det skal være en forretningsmodel, skal det hele være godt.«

Byen er blevet banal

Det er den arkitekturhistoriske fond Bergia Fonden, som har støttet projektet. De ville gerne have en bog om det, de oplever som en banalisering af byen. Samme banalisering handler i høj grad om økonomi, mener Martin Zerlang.

»Jeg synes, det er et kritikpunkt, at en kommune i den grad tænker og handler som en developer. Man kan spørge sig selv: Hvad har man så politikere for?«

Han nævner Slagtergårdene på Vesterbro, der blev revet ned sidste år, efter at et flertal af politikere stemte for, som et eksempel på, at bureaukrat-lyrikken møder økonomien. Her markedsføres området i høj grad som Tove Ditlevsens barndomskvarter.

»Det sted har om noget drevet rovdrift på Tove Ditlevsen. Der er Tove Ditlevsen skole, Toves galleri, som ganske vist gik fallit, Toves Mindehave, Tove Ditlevsens Plads med digte indskrevet i betonen. Så river man de gamle slagtergårde, som er en del af fortællingen, ned. De nye boliger, der bliver opført på stedet, er for øvrigt opkaldt efter Tove Ditlevsen  (Toves gård, red.). Det er jo nærmest gravrøveri,« siger Martin Zerlang, der revser politikerne for at tænke kortsigtet.

»Hvis man skal uddrage noget, er det, at det altså er godt at have lidt historisk bagage, når man handler og agerer i sin by. Og så er det også godt, hvis politik ikke bare handler om økonomi, men også er planer og visioner for, hvordan byen skal være,« siger han og tilføjer:
»Og her må man konstatere, at politikernes historiske horisont ikke går længere end til i forgårs«.

Martin Zerlang

»Man har villet have en »starchitect«. Et stjernenavn fra den internationale scene. Det er en del af den her genrejsning af København, at man ville have en by på internationalt niveau. «


»Fuck the context«

Der er nok eksempler at tage fat på, hvis man spørger Martin Zerlang, hvor i byen det er gået galt. Østerport II er nævnt i bogen. Det samme er BLOX, som er tegnet af den kendte hollandske arkitekt Rem Koolhaas’ tegnestue. Netop BLOX er udtryk for en anden banalitet – nemlig den, at man har stirret sig blind på arkitektens navn, mener Martin Zerlang.

»Man har villet have en »starchitect« (stjernearkitekt, red.). Et stjernenavn fra den internationale scene. Det er en del af den her genrejsning af København, at man ville have en by på internationalt niveau. Rem Koolhaas skriver sindssygt godt. Han er sjov at læse. Men det er ikke ensbetydende med, at alt, hvad der bliver tegnet på hans tegnestue, er godt,« siger Martin Zerlang, som mener, at bygningen bevidst er tegnet uden at tage højde for omgivelserne.

Der er blevet sagt og skrevet en del om BLOX. Martin Zerlang mener, at en af grundene til, at bygningen blev opført, var, at man ville have en stjernearkitekt til byen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen.

»Rem Koolhaas’ kollega, som har tegnet BLOX, siger netop: »Fuck the Context«. Bygningen er tænkt som et opgør med den søvnige cykelurbanisme, som man ser i København. BLOX ligger jo nærmest demonstrativt bredskuldret foran de der fine, sarte bygninger, og den afviser i den grad folk. Man har en legeplads, der ligner Guantanamobasen, og så har man et promenadestrøg mellem BLOX og havnen, som er mindre end to meter bredt på det smalleste sted.«

Det kan lyde som om, at forfatteren ønsker sig tilbage til de gode gamle dage. Det er dog ikke tilfældet, forsikrer Martin Zerlang, som blandt andet roser cykelbroerne.

»Nok er der alt det her, man kan blive forbandet over. Men der er også mange enormt gode ting ved København. Den her fortættethed, byen har, er en stor kvalitet. Men den betyder også, at hvis der er et minus, er det noget, der rammer ind i hjertekulen,« konstaterer Martin Zerlang.

Han mener, at den nye metrostation på Rådhuspladsen er vellykket, fortæller han, da vi forlader Home of the Whopper for at drikke en kop kaffe på Starbucks. Det samme kan man ikke sige om Industriens Hus.

»Det er som om, at det er tegnet som en grim kontrast til, hvad der er på pladsen. Det er en flad facade. Så prøver man med lidt neon-effekt at få den til at leve, men det understreger jo bare, hvor død den er.«

Han peger på Rådhuset, som er tegnet af Martin Nyrop og indviet i 1905.

»Da Rådhuset blev opført, talte Martin Nyrop om den ærlige danske mursten. Det er ikke, fordi vi bare skal være gamle, men der er noget slående ved den materialebevidsthed, der ligger i det udsagn. Så kan man da ikke være bekendt at lave det der lige ved siden af.«

Begejstringen var også til at overse, da Bjarke Ingels og Tivoli sidste år entrerede med planer om lave en bypark på Vesterbros Passage.

»Rådhuset ligger her som fejring af, at nu åbner man Vesterbro ud mod Vesterbrogade. I gamle dage blev det sammenlignet med Canal Grande i Venedig – og så vil man standse det hele ved at lave en park og lukke det, som var åbningen af københavn. Det handler også om, hvordan man se byens sammenhæng med sin fortid,« siger Martin Zerlang.

Industriens Hus er et af de eksempler på banal arkitektur, som Martin Zerlang fremhæver. Fold sammen
Læs mere
Foto: Katrine Emilie Andersen.

Fortid – og fremtid

Når forfatterne vil gøre op med byen, der er blevet »en stor, banal fest«, er Martin Zerlang godt klar over, at de kan blive klandret for at tilhøre en generation, der har haft sin tid i byen.

»Jo jo, hvis du tager ud på Nørrebro om sommeren, vil du hurtigt føle, at du tilhører noget fra den forrige istid. Det er et stort forældrekøb – man vil jo helst have unge og rige her i byen. Vi har da selv tænkt, at man hurtigt kan placere sig i sådan en laughing stock som de der vrisne mænd, der sidder i »Muppet Show«. Og ja, vi vrisser. Også over for eksempel Operaen. Men lige overfor ligger Ofelia Plads, som jo er totalt moderne og meget vellykket og flot. Den skaber en flot sammenhæng mellem by og havn,« siger Martin Zerlang.

»Men vi mener, at der er et reelt problem i København. At der er den her rastløse zapperkultur, som vi illustrerer med lattergassen, har manifesteret sig alle steder – også i byudviklingen. Det er da også en til arkitekterne: kunne man ikke tænke sig større variationer?« spørger han.

»Hvis man cykler ned ad Gammel Kongevej eller Vesterbrogade i solnedgangen, kan man se, hvordan der er et spil i facaderne. Det kan være en nærmest magisk oplevelse. På de nye byggerier er der nul effekt. Det det er enten lys eller mørke, alle mellemtonerne forsvinder, og hvad siger man, når mellemtonerne forsvinder? Man siger: det er da banalt. Det er et leksikons definition på, hvad der er banalt.«

Burger King – Home of the Whopper – er en af mange kæder, som dominerer omkring Rådhuspladsen, og det er en skam, mener Martin Zerlang, medforfatter til bogen »København på lattergas. Når byen bliver banal«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.