Så er der grund til at juble, hvis man er arkitekt. Boligminister Kaare Dybvad (S) og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har i fællesskab offentliggjort regeringens store bolig- og byggeudspil, og når man bare kigger på ambitionerne og milliarderne, er der ingen tvivl:

Det bliver en fest at være arkitekt i de kommende år.

Regeringen vil støtte grundkøb og omdannelse af for eksempel hoteller til ungdomsboliger, tusindvis af almene boliger skal bygges, og kommunerne får lov til at lave midlertidige boligprojekter i de pittoreske, nedslidte industri- og randområder omkring byerne.

Det skorter ikke på ideer, og alene for underholdningsværdien er jeg meget glad for ideen om at bygge almene boliger på Christiania.

Jeg glæder mig til at se kampene bølge gennem fristaden, når en ny generation vil forsøge at besætte det besatte område, og jeg glæder mig til at høre alle de hændervridende og uden tvivl soleklare argumenter for, hvorfor det netop IKKE er en god idé at bygge til almindelige mennesker lige netop her.

Det bliver sikkert som at høre saudiaraberne forklare, hvorfor de slet ikke kunne tage imod syriske flygtninge.

Det undrer mig, at regeringen så meget hellere vil tage en konfrontation med christianitterne end med de grupper, der stædigt forhindrer byggeri på den tidligere losseplads på Amager Fælled, der går under det misvisende navn »Lærkesletten« – det mest oplagte sted til massevis af almene boliger skulle man mene. Men ja, man skal vælge sine kampe, og Kaare Dybvad vil hellere slås med gamle end med nye hippier.

Et af de meget synlige, men desværre nok ikke ret virksomme, forslag i regeringens plan er formuleringen af en ny national arkitekturpolitik. Der er afsat over 20 millioner kroner og omkring to år til at udvikle sådan en, så det skal gøres grundigt, kan man forstå.

Personligt undrer det mig, at projektet skal koste så meget. Jeg tror, at man kunne samle ti mennesker i et sommerhus i en weekend og så få skrevet en arkitekturpolitik, der er helt lige så fin som den nuværende og den forrige.

Vi fik sidst en national arkitekturpolitik i 2014, og før det fik vi en i 2007. Med andre ord er der en takt, der hedder hvert syvende år sådan cirka.

Hvis man orker at bladre de to foregående arkitekturpolitikker igennem, kan man se, at de begge med løs hånd strør om sig med positive ord, som ingen kan være imod.

»Mennesker i Centrum« hedder den gældende politik, »Arkitekturnation Danmark« hed den foregående – med undertitlen »Rammer for liv, rammer for vækst«. De handler begge om kvalitet, bæredygtighed, bymiljøer, borgerinddragelse og så videre og så videre. Der er masser af billeder af flotte projekter og – sagt helt uden ironi – masser af positive tanker.

Problemet med de to politikker, og dermed også med den nu annoncerede, er deres totale mangel på gennemslagskraft. Hvis man spørger en tilfældig person på gaden, om vedkommende har nogen idé om, hvad Danmarks nationale arkitekturpolitik går ud på, vil han eller hun ryste på hovedet.

Det samme vil ske, hvis personen er politiker eller planlægger, ja måske endda hvis personen er arkitekt. For arkitekturpolitikken bliver skrevet og formuleret i et plenum af positive mennesker, og bliver så fejret med saltstænger og boblevand – og glemt.

Der er ingen, der følger op, ingen der håndhæver, og ingen der vedligeholder. Ude i kommunerne formulerer man også arkitekturpolitikker, skåler i flere bobler og gør heller ingenting.

De hæslige projekter bliver bygget tværs igennem alle gode viljer, og meget få steder lykkes det en by at holde fast i visionerne, hvis der er omsætning eller arbejdspladser på spil.

Jeg vil derfor anbefale, at regeringen bruger lidt mindre krudt på at formulere en arkitekturpolitik og lidt mere på at håndhæve den. En arkitekturpolitik uden et arkitekturpoliti er mest af alt bare vinduespynt.

Og PS: Hvis I mangler en arkitekturpolitimester, skal I bare ringe.