Virkeligheden har »overhalet« byggeriet på Amager Fælled.

Med den begrundelse meddeler Dansk Folkeparti i København overborgmester Lars Weiss (S), at de trækker sig fra den politiske aftale om byggeriet.

»Forudsætningerne for vores opbakning til byggeriet er væk, og vi vil derfor ikke længere bakke op om aftalen,« siger Finn Rudaizky fra Dansk Folkeparti i Københavns Borgerrepræsentation ifølge en pressemeddelelse.

Aftalen er fra 2018, hvor det blev besluttet at opføre cirka 2.000 boliger i den sydlige del af Amager Fælled, hvor der tidligere har ligget et vandrehjem. I februar i år vedtog partierne bag aftalen så den lokalplan, der skal bane vejen for byggeriet af boligerne i området.

Efterfølgende såede afgørelser i to forskellige klagenævn tvivl om lovligheden af byggeriet.

I kommunen vurderede man dog ikke, at de to afgørelser havde generel opsættende virkning, og der blev derfor givet tilladelse til, at arbejdet på Amager Fælled kunne fortsætte.

På den baggrund lagde borgergruppen Amager Fælleds Venner, der arbejder på at bremse byggeriet, sag an i Københavns Byret. Her fik de medhold i, at arbejdet i området skal indstilles. Den afgørelse er siden blevet kæret af selskabet Fælledby, der står for byggeriet i området.

Problemer, der ikke kan »snakkes væk«

Ikke desto mindre mener Dansk Folkeparti, at de to afgørelser og dommen har ændret forudsætningerne, og derfor trækker partiet sig. Partiets tre mandater i Københavns Borgerrepræsentation er dermed ikke længere med i aftalen, lyder det.

»En byretsdom imod et byggeprojekt taler sit eget tydelige sprog om, at der er problemer, der ikke bare kan snakkes væk,« siger Finn Rudaizky i en pressemeddelelse.

Det er efterhånden mange år siden, at politikerne på Københavns Rådhus besluttede at sælge en del af Amager Fælled. Indtægten fra salget skulle være med til at dække knap to milliarder kroner af regningen for etableringen af metroen i hovedstaden.

I første omgang skulle de mange boliger have ligget i den østlige del af Amager Fælled. Men i løbet af kommunalvalgkampen i 2017 smuldrede opbakningen til den plan. Efter nye forhandlinger blev det i 2018 besluttet at etableret boligerne i den sydlige del i stedet samt på Stejlepladsen.

Med Dansk Folkepartis melding er der stadig politisk flertal bag byggeriet på Amager Fælled. Både Socialdemokratiet, SF, De Radikale, Venstre, De Konservative samt løsgængerne Kasandra Behrndt-Eriksen og Kåre Traberg Smidt var udover Dansk Folkeparti med til at vedtage lokalplanen for byggeriet i februar i år. En lokalplan, der har fået navnet Vejlands Kvarter.

»Vi tager ikke stilling til teknikaliteterne«

Dansk Folkeparti melder ud, at de trækker sig fra aftalen bag byggeriet på Amager Fælled, men der er ikke nogen mere konkret melding om, hvad det konkret vil sige.

»Vi tager ikke stilling til teknikaliteterne i det,« siger Finn Rudaizky.

Dansk Folkeparti stiller ikke »konkrete forslag« om eksempelvis at ændre den lokalplan, der blev vedtaget tidligere i år.

»Vi vil ikke begynde at sætte os op imod, hvad flertallet vil. Vi accepterer, at der er et flertal. Vi gør bare opmærksom på, at vi ikke er en del af den aftale længere,« siger Finn Rudaizky til Berlingske og tilføjer:

»Vi mener, der skal findes et alternativt byggefelt, så man kan friholde Amager Fælled fuldstændigt som grønt areal«.

Hvor skal det alternative byggefelt findes?

»Den løsning har jeg ikke lige her og nu. Men vi vil gerne arbejde for flere billige og almennyttige boliger.«

Hvordan ser I på byggeriet på Stejlepladsen?

»Det er en del af aftalen. Og vi er ikke med i noget af det.«