Ro på! Byggeriet på Lærkesletten er ikke verdens undergang

De rasende protester mod byggeriet på Amager Fælled har intet forhold til virkeligheden. Der bliver talt om Fælleden, som var den et paradisisk Arkadien, der nu vil blive belagt med metertyk beton og sort ondskab i en djævelsk sandwich.

Det foreslåede projekt får nok ikke altid det honninggyldne aftenlys, vi ser her, men det bliver bedre end en trøstesløs udsigt til en motortrafikvej, det er sikkert. Henning Larsen Architects

Bølgerne gik højt 4. februar, da Borgerrepræsentationen skulle stemme om den lokalplan, der vil gøre det muligt at opføre 2.000 boliger på den såkaldte Lærkesletten på Amager Fælled.

Hvis man kun læser Facebook-raseriet og de protesterende modstandere af lokalplanens argumenter på internettets mange debatfora, får man indtryk af, at vi her har at gøre med en Bolsonaro-agtig naturvandalisme, som om det var afbrænding af urskov, der var tale om.